Holocaust-løgn koster bedstemor ti måneder bag tremmer

87-årige Ursula Haverbeck er en af Tysklands mest hårdnakkede benægtere af nazisternes folkemord på jøderne.

Den tyske højreekstremist Ursula Haverbeck kommer formentligt først ud af fængslet kort før sin 88-års-fødselsdag. Foto: Philipp Schulze Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BERLIN: Det er ikke hver dag, at tyske dommere sender en 87-årig bedstemor i fængsel. Men i Tyskland er det forbudt at benægte det nazistiske folkemord på jøderne, og det er netop det, som Ursula Haverbeck gentagne gange har gjort sig skyldig i.

»Holocaust er den største og mest sejlivede løgn i historien«, sagde hun i april i år i et interview i TV-programmet Panorama.

Det synspunkt koster nu Ursula Haverbeck ti måneder i fængsel. To gange tidligere er hun blevet idømt bødestraf, og en enkelt gang har hun fået en betinget dom for holocaustbenægtelse. Denne gang er det alvor, sagde dommer Björn Jönsson:

»En tyv der bliver ved med at stjæle vil også blive ved med at blive straffet«.

Under retssagen har Ursula Haverbeck stædigt holdt fast i sine synspunkter, der har fået den tyske statsadvokat til at tale om en »fanatisk forblindelse«. Blandt andet omtalte hun paragraf 130 i den tyske straffelov, der forbyder holocaustbenægtelse, som »en lov, der tjener til at opretholde en løgn«.

Hendes forsøg på at omdanne retssagen til en diskussion af de historiske omstændigheder omkring Holocaust vakte tydelig irritation hos dommer Jönsson, som omtalte den aldrende nazist som »en tabt sag«.

Da den gråhårede holocaustbenægter påstod, at der ikke findes beviser for holocaust, svarede dommeren hende med ordene:

»Jeg behøver heller ikke bevise, at Jorden er rund.«

Retssagen mod Haverbeck er den foreløbige kulmination på en livslang karriere som holocaustbenægter.

I årevis har den højreekstremistiske dame spredt budskabet om, at KZ-lejren Auschwitz ikke var en dødslejr, men »blot« fungerede som arbejdslejr for jødiske fanger. Af samme grund har hun opnået status som ikon på den højreekstremistiske scene i Tyskland.

Ursula Haverbeck er enke efter en funktionær i det nazistiske parti NSDAP og stiftede i 1963 den nynazistiske forening Collegium Humanum med henblik på at uddanne den tyske ungdom i sine påstande om, at Holocaust aldrig fandt sted.

I 2008 blev foreningen kendt ulovlig og lukket af tyske myndigheder. Siden har hun sammen med andre kendte holocaustbenægtere været aktiv i den revisionistiske forening Europäische Aktion.

Selve retssagen mod Haverbeck har derfor også været et tilløbsstykke for godt 30 holocaustbenægtere og højreekstremister, der er mødt op for at støtte deres åndsfælle.

Efter domsafsigelsen blev Ursula Haverbeck mødt af applaus fra de fremmødte sympatisører, mens hun foran rullende kameraer uddelte pamfletter med titlen »Erst die Wahr­heit macht frei« (kun sandheden gør os fri) – et dystert ordspil på sætningen »Arbeit macht Frei«, der stod skrevet over indgangen til Auschwitz.