Holocaust-fornægter sat på porten

Den omstridte biskop, der benægter jødeudryddelsen, har mistet sit job.

Williamson har som følge af sin benægtelse af Holocaust mistet sit job. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reuters

Den britiske ultrakonservative biskop Richard Williamson, som er kendt for sin påstand om, at Holocaust ikke har fundet sted, er blevet afsat som leder af det præsteseminarium, han i otte år har ledet i byen La Reja uden for Argentinas hovedstad Buenos Aires.

Det oplyser lederen af den katolske konservative kirkeretning Sankt Pius X’s broderskab i Sydamerika, fader Christan Bouchacourt, til den internationale presse.

Bouchacourt gjorde i samme forbindelse klart, at Williamsons udtalelser om, at der efter hans mening ikke eksisterede gaskamre i de tyske Kz-lejre, står helt for Williamsons egen regning.

Afsættelsen af den 68-årige biskop kommer et par dage efter, at Vatikanet i utvetydige vendinger opfordrede Williamson til at trække sine udtalelser tilbage, hvis han fortsat ville virke som biskop.

Williamson var sammen med tre andre ligesindede netop blevet genoptaget i den katolske kirke efter en ekskommunikation for 21 år siden.

Genoptagelsen, der skete samtidig med holocaust-fornægtelsen, førte til massiv kritik af pave Benedikt XVI.

Se interview med Williamson