Hollandsk Airbnb-udlejer får rekordstor bøde

Ulovlig udlejning af 11 lejligheder i Amsterdam koster ejer og udlejer 297.000 euro i bøde.

Amsterdam.
Læs mere
Fold sammen

Bystyret i den hollandske hovedstad, Amsterdam, har udstedt en bøde på 297.000 euro til en ejer og udlejer for på ulovlig vis at udleje 11 lejligheder via udlejningsportalen Airbnb.

- Vi blev kaldt ud til lejlighederne, fordi naboerne klagede over støj og uroligheder.

- Efter at have kigget nærmere på det fandt vi ud af, at de blev lejet ud ulovligt, siger Jaenine Harders, talskvinde for bystyret i Amsterdam.

Bøden kommer, efter at der i december blev indført en ny regel i Amsterdam om, at Airbnb-udlejere kun må leje deres hus, værelse eller lejlighed ud 60 dage om året.

Det blev samtidig indført, at man skal eje ejendommen, før man må udleje den og til maksimum fire personer ad gangen.

Den normale bøde for at overtræde den regel er 13.500 euro, men fordi det drejer sig om 11 lejligheder, bliver den ganget op, så det i alt ender på 148.500 euro.

Den bøde får både ejeren af lejlighederne og udlejeren, så den i alt ender på 297.000 euro, eller hvad der svarer til cirka 2,2 millioner danske kroner.