Hollands politi anholder to personer i æggeskandale

To anholdte ledere i hollandsk selskab kan have brugt giftigt stof i kyllingefarme, oplyser anklagemyndighed.

To anholdte ledere i hollandsk selskab kan have brugt giftigt stof i kyllingefarme, oplyser anklagemyndighed. REUTERS/Wolfgang Rattay/Illustration Photo Fold sammen
Læs mere
Foto: WOLFGANG RATTAY

Haag. Hollandsk politi har anholdt to personer, der er under mistanke i forbindelse med fundet af det giftige middel fipronil i europæiske æg.

Det oplyser anklagemyndigheden.

»Det relaterer til to ledere i et selskab, som formodes at have brugt substansen (fipronil red.) i kyllingefarme,« siger en talskvinde.

Hollandske medier har sat navn på det selskab, hvor mistanken retter sig. Det hedder Chickfriend.

Millioner af æg er de seneste uger blevet trukket tilbage fra butikshylder i blandt andet Holland, Tyskland, Belgien og Sverige.

Det menes, at æggene er blevet inficeret med fipronil. Det bruges som insektmiddel mod lus, lopper og mider.

EU-regler forbyder brug af stoffet på dyr, der skal ende på middagsbordet. Det kan nemlig være skadeligt for mennesker.

Torsdag oplyser de britiske myndigheder, at mindst 700.000 importerede æg er inficeret med fipronil.

Fængslingen af de to personer i Holland kommer efter razziaer, der var koordineret med Belgien. Otte steder er gennemsøgt i Holland. Europol og EU's juridiske kontor Eurojust har deltaget i opklaringen.

»De er mistænkt for at have bragt borgernes sundhed i fare ved at levere og bruge fipronil i hønsebure med æglæggende høns«, siger anklagerne i en erklæring.