BARCELONA: Da Valérie Trierweiler midt i januar blev indlagt på et privathospital, var det ifølge kilder i Élysée-palæet for at blive behandlet for et »voldsomt anfald af blues«.

Det var sådan set ikke forkert. Men samtidig fortalte den sært poetiske diagnose langtfra hele historien om det værste øjeblik i den tidligere franske førstedames liv, fremgår det af en selvbiografisk bog, som udkommer i dag.

»Jeg bryder sammen, kan ikke forstå det, løber ud i badeværelset. Jeg tager en pose sovepiller. François følger efter. Han river fat i posen. Den går i stykker. Pillerne triller ud på sengen og gulvet. Jeg sluger dem, jeg kan få fat i. Jeg vil sove. Jeg vil ikke leve de timer, som følger efter. Jeg føler den storm, som vil bryde løs over mig, og har ikke kræfter til at stå imod. Jeg vil flygte. Jeg mister bevidstheden,« skriver Trierweiler om episoden i bogen, der har fået den sarkastiske titel »Merci pour ce moment« –Tak for det øjeblik.

Baggrunden for, hvad der ligner et selvmords­forsøg, var magasinet Closers afsløring af den franske præsidents affære med skuespilleren Julie Gayet. En historie, som Hollande ellers – da rygter begyndte at svirre – over for sin officielle partner under ed havde afvist som »noget snak«. Men det var, ligesom hans frieri nogle måneder forinden, spil for galleriet, viste det sig. Og da Trier­weiler nogle dage senere var kommet sig efter sit bluesanfald, havde præsidenten over for offentligheden afsluttet deres otte år lange forhold med en lakonisk presse­meddelelse på 18 ord.

En medieliderlig snob

Lige siden har Hollande frygtet, at den temperamentsfulde journalist skulle bruge sin viden om hans første tid ved magten til at tage hævn. Ifølge avisen Le Monde, som har haft lejlighed til at læse bogen, afslører den imidlertid hverken politiske skandaler eller statshemmeligheder. Til gengæld udfører Trierweiler blodtørstigt et karaktermord på privatpersonen François Hollande.

Præsidenten er hende ikke blot utro med Gayet, men støtter også bag hendes ryg sin tidligere partner, Trierweilers rival Ségolène Royal, politisk trods løfter om det modsatte. Han er medieliderlig, sygeligt optaget af meningsmålinger og uden rygrad i forhold til popularitetsundersøgelser. Når de går ham imod, hvilket er tilfældet fra stort set første dag i Élysée-palæet, er det andres skyld, ikke mindst hendes. Og som om det ikke var nok, er han desuden ude af stand til at holde fri og viger ikke tilbage for at holde møder med sine rådgivere i parrets private badeværelse.

Man kan indvende, at store dele af den karakteristik passer på de fleste top­politikere. Mere politisk skadelig fore­kommer beskrivelsen af Hollande som en snob. Trierweiler er vokset op i et socialt boligbyggeri som datter af en kassedame og en krigsinvalid, og socialistlederen rynker ved flere lejligheder på næsen ad sin jævne svigerfamilie, som ifølge Trierweiler ellers repræsenterer hans kernevælgere:

»Men præsidenten bryder sig ikke om de fattige,« skriver hun.

En dom, som Hollande formentlig godt kunne have undværet midt under den aktuelle og ideologisk rødglødende debat om hans økonomiske genopretningsplan, der skærer i de offentlige udgifter og giver skattelettelser til erhvervslivet.