Holland slutter sig til det danske forsvars tilstedeværelse og øgede øvelsesaktivitet i Grønland.
Landet sender en officer fra den hollandske flåde afsted.
Det oplyser Hollands forsvarsminister, Ruben Brekelmans, torsdag eftermiddag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det danske forsvars øgede øvelsesaktivitet, som foregår i tæt samarbejde med Nato-allierede, sker som følge af de sikkerhedspolitiske spændinger i Arktis.
Også Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Norge og Sverige har oplyst, at "man sender personel til Grønland".
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, vil sende flere forstærkninger til Grønland foruden det første hold soldater, som allerede er ankommet til øen.
Formålet er "at træne evnen til at operere under de særegne arktiske forhold samt styrke alliancens aftryk i Arktis til gavn for både den europæiske og transatlantiske sikkerhed". Det meddelte Forsvarsministeriet og den grønlandske regering, Naalakkersuisut, onsdag.
Udmeldingen kom, få timer inden Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) onsdag mødtes med USA's vicepræsident, J.D. Vance, og udenrigsminister Marco Rubio i Washington D.C.
Her drøftede parterne den amerikanske præsident Donald Trumps udtalte ønske om at erhverve sig Grønland.
Trump har tidligere ikke afvist brug af militær magt for at få ønsket opfyldt.
Trump vil have Grønland i sin besiddelse af hensyn til sikkerhedssituationen i Arktis-området, hvor han ser Rusland og Kina som trusler mod USA.
Ifølge Donald Trump kan Danmark ikke "gøre noget som helst, hvis Rusland eller Kina vil besætte Grønland", men det kan USA, mener han.
/ritzau/
