Holland forbyder rockerklubben Bandidos

En hollandsk domstol har afgjort, at rockerklubben Bandidos er ulovlig. Dommen falder, efter der i Danmark har været stor debat om muligheden for at forbyde bander.

Bandodis er blevet forbudt i Holland. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarke Bo Olsen

De hollandske afdelinger af rockerklubben Bandidos er blevet ulovlige. Det afgjorde en hollandsk domstol onsdag, skriver Ekstra Bladet.

Afgørelsen faldt under en civil retssag i byretten i Utrecht, og i en pressemeddelelse fra de hollandske myndigheder står det på engelsk, at forbuddet »stopper alle rockerklubbens aktiviteter i Holland«.

Bandidos kom til Holland i marts 2014, hvor de etablerede sig i byerne Sittard, Alkmaar og Utrecht. Efter kort tid blev medlemmer af klubben genstand for politiets efterforskning, fordi de lavede »alvorlig forstyrrelse af den offentlige orden«, står der i meddelelsen.

I afgørelsen fra byretten lægges der vægt på, at klubben har en permanent lovløs kultur både i ord og handling. Der henvises bl.a. til, at klubbens manifest om at være en såkaldt »1% motorcykelklub«. En ordlyd, der ofte bruges om kriminelle motorcykelklubber.

Der henvises også til, at medlemmer i fængsel bliver støttet økonomisk, ligesom vold bliver belønnet med et »forvent ingen barmhjertighed«-mærke. Dertil at medlemmer pålægges at være tavse over for myndighederne, mens vidner i retssager trues.

Foruden Bandidos vil de hollandske myndigheder forsøge at forbyde motorcykelklubben Satudarah, der ligesom Bandidos også har afdelinger i Danmark. Det ventes, at der falder afgørelse i sagen mod denne gruppe i første halvår af 2018.

Ifølge Ekstra Bladet har Bandidos anket dommen til en højere retsinstans:

»Vi har fulgt retssagen på sidelinien. Og her afventer vi næste skridt i sagen. Mig bekendt er den afgørelse anket,« siger den danske Bandidos-talsmand, Kent 'Kemo' Sørensen, som udtaler sig på vegne af Bandidos' Europa-præsident, danskeren Michael 'Kokken' Rosenvold.

Herhjemme har der det seneste halvår været stort fokus på muligheden for at forbyde rocker/bande-grupperinger. I november gav Rigsadvokaten grønt lys til, at der kan føres en sag ved de danske domstole om et forbud mod banden Loyal to Familia.