Højtstående talibaner i Norge er anmeldt for krigsforbrydelser

Mohammed Anas Zadran, der indgår i Talibans delegation i Norge, er anmeldt til politiet for krigsforbrydelser.

 
I Norge mødes Taleban for første gang med vestlige regeringer, siden de tog magten i Afghanistan. Video: Ritzau Scanpix. Redigering: Andreas Hein. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En af de højtstående talibanere, som befinder sig i Norge med en delegation, er blevet anmeldt til politiet for krigsforbrydelser.

Anmeldelsen af delegationsmedlemmet og seniorrådgiver i indenrigsministeriet i Afghanistan Mohammed Anas Zadran, der også er kendt som Anas Haqqani, kommer fra en norsk-afghansk medieekspert ved navn Zahir Athari.

»Vi har politianmeldt ham for krigsforbrydelser og brud på menneskerettighederne. Han og netværket, han står bag, har støttet de mest dødelige angreb mod civilbefolkningen i Afghanistan siden 2001«, siger Athari.

Norge er i disse dage vært for møder mellem Taliban og en række vestlige repræsentanter, blandt andet fra USA og EU.

På dagsordenen er den forværrede humanitære situation i Afghanistan, efter at Taliban tog magten i august sidste år. Det er første gang, at den militante bevægelse er inviteret til møde i Europa.

Mødet blev indledt søndag og skal efter planen vare til tirsdag.

Anas Haqqani er et af de 15 medlemmer af Talibans delegation, der skal forhandle på Soria Moria-hotellet i Oslo.

Ifølge NRK, Norges pendant til DR, er Anas Haqqani på USA's sorte liste for at have forbindelse til terroraktiviteter. Han er desuden lillebror til den berygtede Sirajuddin Haqqani.

Sirajuddin Haqqani er indenrigsminister i Afghanistan og var tidligere leder af Haqqani-netværket.

Ifølge FN's Sikkerhedsråd stod netværket bag et angreb mod et hotel i den afghanske hovedstad, Kabul, i 2008, hvor den norske journalist Carsten Thomassen blev skudt og dræbt.

Jan-Erik Smilden, der er tidligere udlandsreporter på Dagbladet, reagerede søndag voldsomt på, at Anas Haqqani befinder sig i Norge.

»Jeg reagerer som ven og kollega til Carsten, fordi jeg synes, det er så forfærdeligt, at Anas Haqqani er med i delegationen og kommer til Norge«, sagde han.

/ritzau/NTB