Højvande giver håb om at kunne løsne strandet kæmpeskib

Efter udgravninger håber eksperter, at højvande senere søndag kan løsne det fastklemte skib i Suez-kanalen.

Siden tirsdag har det store containerskib Ever Given siddet fast i Suez-kanalen. -/Ritzau Scanpix

Med hjælp fra højvande er der søndag kommet fornyet håb om snart at kunne frigøre det store containerskib, der blokerer Suez-kanalen.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Når der senere søndag forventes at komme højvande i Suez-kanalen, forventer eksperter ifølge AFP, at det kan hjælpe med at flytte det fastlåste skib.

I forvejen er der blevet fjernet store mængder sand omkring skibet, så det er lettere at løsne. Det fortalte en talsperson for Suez-kanalen tidligere søndag.

Ifølge Richard Meade, redaktør på shippingmediet Lloyd's List, har kilder tæt på sagen fortalt ham, at der er stigende optimisme, og at "der er håb om at kunne flytte på skibet inden for de næste 24 til 48 timer".

Det 400 meter lange containerskib "Ever Given" blev klemt fast diagonalt i den sydlige del af Suez-kanalen midt i kraftige vinde tidligt tirsdag. Siden har det blokeret en af verdens travleste handelsveje.

De kraftige vinde var dog ikke hovedårsag til blokeringen. I stedet meldte de egyptiske myndigheder lørdag, at det formentlig skyldtes en teknisk eller menneskelig fejl.

På grund af blokeringen har et stigende antal skibe måttet vente i kø i kanalen. Søndag er køen vokset til omkring 370 skibe.

/ritzau/