Højrenationalt parti får godt valg i Slovenien

SDS bliver det største parti ved valget i Slovenien. Men partiet kan ikke udråbes som entydig vinder.

SDS bliver største parti ifølge måling, men kan ikke udråbes som entydig vinder.
Læs mere
Fold sammen

Det højrenationale parti SDS bliver klart det største efter søndagens valg i Slovenien.

Da 80 procent af stemmerne var talt op sidst på aftenen søndag, havde partiet fået 25 procent af stemmerne.

SDS, Sloveniens Demokratiske Parti, der har ført valgkamp under banneret "Slovenien først", kan dog ikke udråbes som en entydig vinder.

Der er lagt op til forhandlinger mellem flere partier om at danne regering. Og de øvrige partier har vist ulyst til at invitere SDS og partilederen Janez Jansa indenfor.

Det eneste parti, som har sagt, at det vil samarbejde med den 59-årige Jansa og hans SDS, er centrumhøjrepartiet Nyt Slovenien, som kun står til 7,1 procent.

Et protestparti, LMS, der ledes af den forhenværende komiker Marjan Sarec, kommer ind som toer med 12,7 procent ifølge de foreløbige optællinger.

Jansas SDS har under valgkampen været støttet fra nabolandet Ungarn af den højrenationale premierminister Viktor Orbán.

Lige som Orban har Jansa ført en stærkt indvandrerkritisk linje. Slovenien var et af de lande, der mærkede et stort tryk på sine grænser, da over en million migranter og flygtninge forsøgte at komme ind i Europa i 2015.

Der var 1,7 millioner stemmeberettigede vælgere ved valget søndag. De havde 25 partier at vælge imellem.

Flere politiske analytikere forventer, at det vil tage mindst to måneder at danne en ny regering.

Valget blev skubbet frem med en uge fra den oprindelige valgdato.

Det skete, efter at premierminister Miro Cerar i marts gik af, efter at højesteret havde annulleret resultatet af en afstemning om et stort togprojekt.

Centrum-venstre politikeren havde siddet på premierministerposten siden 2014. Dengang vandt hans parti, Miro Cerar-Partiet, parlamentsvalget, selv om det kun havde seks uger på bagen.

/ritzau/Reuters