Den højprofilerede advokat Alan Jackson har onsdag trukket sig som forsvarer for Nick Reiner, der er tiltalt for at have knivdræbt sine forældre 14. december i Los Angeles.
Nick Reiner skulle efter planen fremstilles i retten 7. januar, men grundet Alan Jacksons beslutning er næste retsmøde udskudt til 23. februar.
Det skriver det britiske medie The Guardian.
Alan Jackson har før forsvaret den tidligere filmproducent og dømte sexforbryder Harvey Weinstein samt skuespilleren Kevin Spacey.
Den 32-årige tiltalte skal nu have en offentlig forsvarer. Det besluttede Theresa McGonicle, der er dommer i retten i Los Angeles, onsdag.
Nick Reiner er søn af den afdøde Hollywood-filminstruktør og skuespiller Rob Reiner og hans hustru, Michele Singer Reiner.
Reiner-parret blev fundet af deres datter i deres hjem i Los Angeles-bydelen Brentwood tæt på Hollywood.
Rob Reiner er blandt andet kendt som instruktøren bag film som "Da Harry mødte Sally", "Et spørgsmål om ære" og "Præsident på frierfødder".
I december frasagde Nick Reiner sig sin ret til at erklære sig skyldig eller ikke skyldig i anklagen mod ham.
Dengang udtalte Jackson, at "der er meget komplekse og alvorlige problemstillinger forbundet med denne sag", hvilket kræver tid at undersøge.
Det har tidligere været fremme i medierne, at Nick Reiner har kæmpet med et stofmisbrug og psykisk sygdom. Filmen "Being Charlie" fra 2016, som Nick og Rob Reiner samarbejdede om, skulle have elementer fra deres egne oplevelser.
The Guardian skriver, at han angiveligt skulle have modtaget medicin for skizofreni i en ukendt tidsperiode, inden hans forældre blev dræbt.
Han er tiltalt for to forhold, der hører under kategorien "overlagt drab".
Ifølge mediet kan han, hvis han bliver erkendt skyldig, risikere dødsstraf eller livstid uden mulighed for prøveløsladelse.
Rob Reiner blev 78 år, mens Michele Singer Reiner blev 70 år. De blev gift i 1989 og fik tre børn sammen - herunder Nick Reiner.
/ritzau/
