De fem dommere i Brasiliens højesteret er tirsdag begyndt at stemme om en dom i retssagen mod landets tidligere præsident Jair Bolsonaro.
Højesteretsdommer Alexandre de Moraes, som afgav den første stemme, kalder Bolsonaro for leder af en kriminel gruppe, der forsøgte at omgøre valgnederlaget i 2022.
- Der er ingen tvivl om, at der skete et forsøg på at afskaffe retsstaten, at der var et kupforsøg, og at der var en kriminel organisation, som forvoldte skade på offentlig ejendom, siger Moraes.
De fem dommere stemmer én efter én ved et offentligt retsmøde, der varer frem til fredag. Hver af dem forklarer, hvorfor de er nået frem til deres afgørelse i sagen.
Moraes' kollega Flávio Dino har også stemt for at dømme Bolsonaro.
Sagen blev sat på pause, umiddelbart efter at Flávio Dino havde afgivet sin stemme. Sagen skal genoptages onsdag morgen lokal tid, hvor højesteretsdommer Luiz Fux skal afgive sin stemme.
Bolsonaro er blandt andet anklaget for at have deltaget i en væbnet kriminel organisation, for at have forsøgt med vold at afskaffe demokratiet, og for at have organiseret et kupforsøg.
Den "kriminelle organisation", han skal have ledet, har ifølge anklagerne konspireret om at vælte Bolsonaros efterfølger, den nuværende præsident Luiz Inacio Lula da Silva.
Han skal ifølge anklagerne også have kendt til en plan om at myrde Lula, vicepræsident Geraldo Alckmin og dommer Moraes.
Bolsonaro er desuden anklaget for at have tilskyndet til den voldelige storm på højesteretten, præsidentpaladset og kongressen i Brasília i 2023. Her krævede hundredvis af hans tilhængere, at militæret skulle fjerne Lula fra magten.
Den 70-årige ekspræsident risikerer op til 40 års fængsel, hvis han kendes skyldig.
Der skal et simpelt flertal på tre dommere til at kende ham skyldig. Hvis det sker, vil dommerne efterfølgende afsige en straf.
Den tidligere præsident mener, at han er offer for en politisk heksejagt. Han har mulighed for at kære dommen, hvis den ikke falder ud til hans fordel.
Retssagen mod Bolsonaro har udløst demonstrationer blandt hans støtter.
Sagen har også fået den amerikanske præsident, Donald Trump, til at reagere.
Trump har fordømt det, han betegner som heksejagten mod sin allierede. Som straf har han pålagt en told på 50 procent på mange importvarer fra Brasilien.
Højesteretsdommer Moraes, som gentagne gange har været i konflikt med Bolsonaro og andre højreorienterede skikkelser i sager om misinformation, er pålagt finansielle sanktioner af USA.
Der ventes dom i sagen inden udgangen af denne uge.
/ritzau/