Den amerikanske højesteret har vendt tommelfingeren ned og afvist den amerikanske kongres' beslutning om at stoppe udbetaling af to milliarder dollar i udviklingsbistand.

Kongressens beslutning var ellers en del af Donald Trumps opgør med den amerikanske ulandsbistand.

Pengene skulle gå til ubetalte regninger fra før 13. februar 2025.

I den amerikanske højesteret stemte fem dommere imod Kongressens beslutning, fire bakkede op. Også to republikanskvalgte dommere gik imod Kongressen.

Flertallet i højesteret lagde vægt på, at der allerede lå en kendelse fra den forgangne uge med en frist for, hvornår pengene skulle betales. Den frist udløb 26. februar. Det blev også fastlagt, hvem der skal beslutte, hvornår og hvordan regeringen skal udbetale pengene.

»Domstolene på lavere niveau skal afklare, hvilke forpligtelser regeringen skal opfylde for at overholde den midlertidige kendelse,« vurderede flertallet af dommerne.

Kendelsen om at betale to milliarder dollar i ulandsbistand mod Trumps ønske blev i første omgang bestemt af dommeren Amir Ali, skriver Politico. Det var også ham, der fastsatte den første betalingsfrist.

Derfra blev kendelsen anket hele vejen til højesteret, som altså stadfæstede den originale kendelse.

Beslutningen i højesteret vakte stor utilfreds hos en af højesteretsdommerne, Samuel A. Alito, som også blev udpeget af Donald Trump.

»Skal en dommer, som kun har jurisdiktion over et enkelt distrikt, have magt til at tvinge USAs regering til at udbetale (og nok for altid miste) to milliarder dollar af skatteborgernes penge? Svaret på det spørgsmål skal være et sympatisk 'nej', men et flertal af disse dommere mener åbenbart noget andet. Jeg er målløs,« skrev Alito ifølge Reuters.

Den amerikanske regering skal dog ikke udbetale hele beløbet med det samme. Amir Ali har i stedet fastsat en frist for udbetaling af en del af beløbet. Fristen er mandag den 10. marts klokken 18. Det skriver Politico.

Amir Ali blev udvalgt til at være dommer i det amerikanske juridiske distrikt Columbia af Joe Biden i december 2024.

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.