USA's højesteret har torsdag givet præsident Donald Trumps administration tilladelse til at kræve, at ansøgere til amerikanske pas i dokumentet angiver deres biologiske køn fra fødslen.

Afgørelsen tillader dermed også administrationen at blokere for udstedelsen af pas, der afspejler kønsidentiteter, som hverken er mand eller kvinde.

Da Trump vendte tilbage til præsidentembedet 20. januar, underskrev han et dekret, der pålægger regeringen kun at anerkende to biologiske køn: mand og kvinde.

En føderal dommer har tidligere udstedt en kendelse, der forhindrede det amerikanske udenrigsministerium i at håndhæve politikken.

Det er den kendelse, som højesteretten på baggrund af en hasteanmodning fra det amerikanske justitsministerium har ophævet.

Højesteretten, der er USA's øverste domstol, har et konservativt flertal på seks mod tre. De tre liberale dommere var imod afgørelsen.

Afgørelsen vender op og ned på en praksis i det amerikanske udenrigsministerium, hvor det siden 1992 har været tilladt, at kønnet i amerikanske pas kan afvige fra det køn, som en person blev tildelt ved fødslen.

I 2022 tillod den tidligere præsident Joe Bidens administration, at pasansøgere valgte "X" som en neutral kønsmarkør.

Trumps administration har flere gange i år bedt højesteretten ophæve kendelser, der har sat en stopper for flere af Trumps politikker.

Domstolen har afgjort stort set alle sagerne til Trump-administrationens fordel.

I maj gav højesteretten grønt til lys at gennemføre et forbud mod transpersoner i militæret.

Tre måneder senere gav domstolen så administrationen lov til at foretage omfattende nedskæringer i tilskuddene til USA's Nationale Institut for Sundhed (NIH), der blandt andet laver forskning relateret til LGBT+-personer.

/ritzau/Reuters