Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Kritikerne af Storbritanniens omfattende eksport af jagerfly, bomber og andet militært isenkram til Saudi-Arabien har tabt deres klagesag ved den britiske højesteret: Regeringen i London, der udsteder eksporttilladelserne, er i sin fulde ret til at fortsætte salget af våben til det saudiske regime.
Det har højesteret netop afgjort, men dommen vil blive appelleret, fastslår organisationen The Campaign Against Arms Trade, der har stævnet den britiske regering.
Ifølge organisationen er London-regeringen ude af trit med både britisk lov, EU's beslutninger og den internationale folkeret, fordi sauderne bruger våbnene i strid med menneskerettighederne i krigen i nabolandet Yemen.
Men det afviser Højesteret. I hvert fald handler sauderne ikke med fuldt overlæg, mener dommerne, hvis afgørelse både er baseret på åbent tilgængelig og hemmeligt bevismateriale. Cirka halvt af hver, og den hemmelige del må ifølge regeringen ikke deles med offentligheden af sikkerhedsgrunde.
»Det åbne og lukkede bevismateriale viser, at udenrigsministeriet er rationelt berettiget til at konkludere,« at den saudisk-ledede koalition ikke bevidst angriber civile, grundigt undersøger påstande om civile tab og engagerer sig i den britiske regering bekymringer, argumenterer dommerne.
Flere internationale organisationer såsom FNs panel af eksperter, Europa-Parlamentet og en række humanitære NGO´er har ellers fastslået, at Saudi-Arabiens luftbombardementer er ulovlige.
Sidste år betegnede en rapport skrevet til FNs Sikkerhedsråd ligefrem angrebene på civile mål i Yemen som “udbredte og systematiske.”
Samtidig har en komité i det britiske parlament erklæret, at våbensalget også strider med Storbritanniens egne kriterier for eksport af militært udstyr.
Alene i de seneste to år har de britiske myndigheder givet tilladelser til våbeneksport til Saudi-Arabien for mindst 3,3 milliarder pund, og Labours partileder, Jeremy Corbyn, har gentagne gange opfordret til, at eksporten lægges på is.