USA's højesteret har mandag for anden gang afvist at behandle en anke fra præsident Donald Trump i en sag, hvor han er blevet pålagt at betale fem millioner dollar i erstatning til forfatteren E. Jean Carroll for seksuelt overgreb og æreskrænkelse.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters mandag aften.

Beløbet svarer til 32,3 millioner kroner.

Højesteretsdommerne har således afvist Trumps anmodning om, at de genovervejer deres tidligere afgørelse fra juni. Her afviste de præsidentens anke over kendelsen i sagen, der kom i 2023.

Sagen udspringer af anklager om, at Trump i 1996 udsatte Carroll for voldtægt under en hændelse i et prøverum i stormagasinet Bergdorf Goodman i storbyen New York City.

Trumps advokater hævder, at retssagen var uretfærdig.

Ifølge Reuters fremgår der af mandagens retskendelse ikke nogen begrundelse for afgørelsen.

Højesteret imødekommer kun sjældent anmodninger om genovervejelse, skriver nyhedsbureauet.

Dommerne behandler også en anden sag med en anke fra den republikanske præsident over en afgørelse om erstatning til Carroll.

Her har Trumps advokater anmodet højesteretten om at omstøde en sag om æreskrænkelse, der har pålagt ham at betale 83,3 millioner dollar i erstatning til forfatteren.

Anklagerne om æreskrænkelse i denne sag stammer fra 2019 under Trumps første embedsperiode. Her afviste han anklagerne om overgreb fra Carroll og hævdede, at hun løj om dem.

Trumps advokater gør i den anke gældende, at præsidentiel immunitet beskytter præsidenten mod Carrolls erstatningskrav.

Trump har været i konflikt med Carroll, som er tidligere brevkasseredaktør på magasinet Elle, siden hun i 2019 offentliggjorde et uddrag af sine erindringer, hvori hun anklagede Trump for voldtægten i Bergdorf Goodman.

Trump afviste Carrolls anklager både i 2019 og igen i 2022, hvor han ikke var præsident.

Den sag, der førte til erstatningen på fem millioner dollar, handlede om Trumps udtalelser i 2022.

Her kaldte han i et opslag på sociale medier hendes påstand for et svindelnummer.

I 2023 blev det så afgjort, at Trump havde begået et seksuelt overgreb mod Carroll og ærekrænket hende. Det blev dog ikke konkluderet, at Trump havde voldtaget Carroll.

- Vi er glade for, at USA's højesteret igen har afvist at behandle denne sag, siger Carrolls advokat, Roberta Kaplan, i en udtalelse.

RITZAU