BERLIN: Industrien klager, og elregningerne for de tyske forbrugere stiger og stiger. Omkostningerne ved Tysklands storstilede omlægning til vedvarende energi er kommet i centrum i den tyske valgkamp, og det står klart, at lovgivningen vil blive lavet om efter valget. »Die Energiewende« skal grundreformeres, men hvordan?

Socialdemokraternes formand, Sigmar Gabriel, advarer mod et for højt tempo i udbygningen af havvindmølleparker og fastholder en plads til kulkraft i den tyske energiforsyning i årtier fremover. Tyskland kan ikke slippe af med atomkraften og kullet på samme tid, understreger den tidligere miljøminister.

»Hvis energiomlægningen ikke starter helt forfra og endelig bliver styret professionelt, står vi foran det største afindustrialiseringsprogram i vores historie,« sagde Sigmar Gabriel for nylig til avisen Wirtschaftswoche.

Den melding har skabt splid mellem SPD og De Grønne, der går til valg på at danne regering sammen.

Mandag fremlagde De Grønne et hundrededagesprogram, hvor de lægger op til at samle hele energiområdet i ét ministerium – ledet af en grøn minister. I søndagens TV-duel med kansler Angela Merkel konkluderede SPDs kanslerkandidat, Peer Steinbrück, at der her er forskel på SPD og De Grønne. SPD vil ifølge Steinbrück forsvare Tysklands industriproduktion. Energilovgivningen skal reformeres efter valget, og der skal »mere markedsønonomi ind i kul- og gaskraftværker, så der kan findes investorer, der vil investere i disse kraftværker,« sagde han.

Totalt opgør med støttesystemet

Midt i valgkampen lander så i dag en rapport om energiomstillingen fra en såkaldt monopolkommission nedsat af regeringen. Eksperterne vil ifølge magasinet Der Spiegel foreslå et totalt opgør med det nuværende støttesystem, der fremmer bestemte energiformer med garanterede mindstepriser finansieret af forbrugerne. I stedet vil de foreslå et kvotesystem efter svensk forbillede, hvor energiudbyderne forpligtes til at levere en vis årlig kvote vedvarende energi. 27,5 procent i 2015 stigende til 35 procent i 2020. Hvordan de når målet, må de selv om. Det støtter det liberale regeringsparti FDP.

Stigningen i elprisen kommer paradoksalt nok, mens elproduktionen boomer. Tyskland har blandt andet gennem stærkt subsidierede havvindmølleparker og landvindmøller især i det nordlige Tyskland skabt en stor el-produktion, som er mere end 25 procent vedvarende. Syv år i træk har der været overskudsproduktion, og sidste år var Tysklands eksport af el den højeste i fire år. Men det er en dyr succes. Nogle producenter har lange gunstige kontrakter. Der skal investeres i dyre elkabler, der kan bringe elektriciteten fra nord til industricentrene i syd. Samtidig er vind og sol omskiftelige kilder, hvilket betyder, at konventionel energi skal stå klar, når vinden ikke blæser, og solen ikke skinner.

For de tyske forbrugere stiger prisen blandt andet på grund af det bidrag, der opkræves til at fremme den vedvarende energi. Den udgør i øjeblikket 5,3 cent per kilowatttime og ventes af regeringen næste år at stige til mellem 6,2 og 6,5 cent. Sidste år kostede de særlige bidrag ifølge regeringen 149 milliarder kroner, hvoraf elforbrugerne betalte de 127 milliarder kroner. Imens var strømmens markedspris ifølge avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung kun 22 milliarder kroner.

Energiselskaberne får også kritik for ikke at sende besparelserne ved de lave elpriser videre til kunderne. På den måde kunne borgerne spare omkring 11 milliarder kroner om året, mener SPD. Samtidig fritages en stadig større del af industrien af konkurrencehensyn for at betale. Det kan være i strid med EU-retten. Dermed skal op imod 37 milliarder kroner i stedet betales af forbrugerne. Mens de tyske husholdninger betaler én af Europas højeste elpriser – kun overgået af Danmark og Cypern – betaler den energitunge industri i Tyskland en el-pris tættere på EU-gennemsnittet.

Opbakning til omstilling

Meningsmålinger viser, at tyskerne i stort omfang støtter energiomstillingen. Godt halvdelen siger dog samtidig, at de er bekymrede for elprisen. De Grønnes miljøminister i Schlesvig-Holsten, Robert Habeck, advarer mod at overdrive bekymringen og lade elprisen fortrænge vigtige temaer som energieffektivitet og en reform af EUs CO2-kvotesystem. Elprisen er steget med 67 procent på et årti.

»Muligvis har folk ikke noget problem, men politikerne taler ét frem,« siger han til avisen Handelsblatt.

De Grønnes spidskandidat, Jürgen Trittin, taler om en »kampagne mod energiomlægningen« og om en »elprisløgn«. Han har tidligere udtalt, at omstillingen ikke ville koste forbrugerne mere end en kulgle is. Ifølge en ny rapport fra Institut für ökologische Wirtschaftsforschung skabte investeringerne i biomasse, vind- og solenergi arbejdspladser og andre værdier for 127 milliarder kroner sidste år. Altså præcis det samme beløb, som tyskerne betaler i bidrag over elprisen.

I Berlin er der bred enighed om, at noget nyt må gøres med energiomlægningen og elprisen. Systemet beskrives som katastrofalt ineffektivt. Spørgsmålet er hvad, der skal gøres, og om det kan gøres uden at gå ud over energiomstillingen.

Regeringen måtte i foråret udskyde behandlingen af en prisbremse på elprisen, der splitter det konservative CDU/CSU og det liberale FDP. Peer Steinbrück har i valgkampen fremlagt en tipunktsplan, der blandt andet vil reducere elafgiften med 25 procent. Det vil i sig selv dog kun reducere prisen med 0,5 cent per kilowatttime.

I søndagens TV-duel blev Angela Merkel spurgt, om hun havde fortrudt sin pludselige beslutning om at udfase atomkraften i 2011 efter atomulykken i Fukushima i Japan. Absolut ikke, svarede hun. Omstillingen er »tvingende nødvendig« og vil en dag blive en god forretning for Tyskland, fastholdt hun. Men først skal energilovgivningen revideres.

»Vi må tilpasse udviklingen af vedvarende energi til udviklingen af ledningssystemet og naturligvis også til udbygningen af det nødvendige grundforsyning,« sagde Angela Merkel.

Den formulering vender den hidtidige forståelse af energiomstillingen på hovedet, påpeger energijournalisten Michael Bauchmüller i avisen Süddeutsche Zeitung. Tidligere var det kraftværkerne, der skulle tilpasse sig »økostrømmen« – ikke omvendt.