Norske Marius Borg Høiby, som i øjeblikket sidder varetægtsfængslet, har deltaget i et møde om sin mor kronprinsesse Mette-Marits lungesygdom.

Det skriver det norske medie NRK.

Høiby har ifølge mediet deltaget i et informationsmøde med eksperter fra Rikshospitalet i Norge, lyder det.

Mødet fandt sted samme dag, som Oslo tingrett skal behandle en anmodning fra Høiby om løsladelse fra varetægtsfængslingen, så han kan være sammen med sin mor.

Mette-Marit er alvorligt syg med lungefibrose. Fredag kom det frem, at hun er sat på en liste over personer, der skal gennemgå lungetransplantation hurtigst muligt.

Høiby har tidligere ansøgt om at blive løsladt fra varetægtsfængslingen, men uden held.

Han har siddet varetægtsfængslet siden februar, hvor en retssag mod ham startede. Mandag i næste uge forventes der at falde dom i sagen.

/ritzau/