Hjemmeside offentliggør liste over nazi-tyvegods

Tysk hjemmeside er blevet bestormet, efter at der blev lagt informationer om genfundne kunstskatte ud på siden.

Tysklands toldrevision har fundet ud af, at 315 af kunstværkerne blev taget fra offentlige museer af Hitlers regime som del af en omfattende konfiskering af såkaldt degenereret avantgarde kunst. Her ses et udpluk af naziskatten. Fold sammen
Læs mere
Foto: MELDER

TYSKLAND: På hjemmesiden lostart.de er tyske myndigheder begyndt at offentliggøre en liste over 25 af de 1.406 kunstværker, der er blevet fundet i en lejlighed i München årtier efter, at de blev beslaglagt af nazister.

Se et udpluk af kunstværkerne her

Beslutningen er blevet hilst velkommen af advokater, der repræsenterer familier, som indtil for nylig havde opgivet troen på, at deres kunst aldrig ville vende tilbage. Stor efterspørgsel har resulteret i, at man med jævne mellemrum ikke kan få adgang til hjemmesiden.

»Ingen havde regnet med så stor efterspørgsel. Serveren er overbelastet, og det eneste, man kan gøre, er at vente,« siger en talsmand for det tyske kulturministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ì New York hævder en 88-årig pensioneret advokat, at maleriet »Zwei Reiter am Strande« af Max Liebermann tilhører ham.

»Jeg vil have mit maleri tilbage - og snart. Vi har været på udkig efter det billede i årevis,« siger David Toren, der er én af to arvinger til industrimagnaten David Friedmann fra den polske by Wroclaw, som ejede billedet fra cirka 1905 til 1939.

David Toren siger til Reuters, at han stadig kan se billedet for sig, hængende på væggen i grandonkelens villa, inden Anden Verdenskrig brød ud. »Zwei Reiter am Strande« var et af de første kunstværker fra lejligheden, der blev publiceret på lostart.de.

Lejlighedens ejer er den 80-årige pensionist Cornelius Gurlitt, der kan ende med at få mange af de 1.406 kunstværker sendt retur, skriver det tyske ugemagasin Focus.

Tysklands toldrevision har nemlig fundet ud af, at 315 af kunstværkerne blev taget fra offentlige museer af Hitlers regime som del af en omfattende konfiskering af såkaldt degenereret avantgarde kunst. På det tidspunkt var værkerne offentlig ejendom, og det betyder, at hverken museer eller efterkommere til deres oprindelige ejere vil kunne få dem udleveret.

Focus skriver, at de 1.400 malerier, heraf flere af Picasso, Matisse og Chagall, har en samlet værdi på omkring en milliard euro, svarende til 7,5 milliarder kroner. Den imponerende samling er gået i arv fra Gurlitts fader, der fik til opgave af nazister at veksle konfiskerede værker til penge. Fra tid til anden har hans i dag 80-årige søn solgt et maleri for at have en indtjening.

Nazisterne plyndrede et utal af kunstværker i Tyskland og flere besatte lande under Anden Verdenskrig - især malerier af jødiske kunstnere.

TV: Fætter til Nazi-kunsttyv: Det var ikke for egen vinding