Hjemme hos D’Artagnand

En gang om ugen reflekterer en af Berlingskes­ korre­spondenter over et sted i verden, hvor de har slået sig ned, eller som de har et særligt forhold til. I denne uge gæster Martin Tønner den salige musketer D’Artagnans stilfærdige hjemstavn, hvor det kniber mere med kaffen end med de kalorieholdige frokostanretninger..

Det er langt op ad formiddagen, men torvet i Lupiac ligger fortsat øde hen. Kun et par tørre blade rasler rundt i Tramontane-vinden. Og hvis Sergio Leone havde været til stede, ville han øjeblikkelig have filmet en af sine endeløse åbningsscener mellem de lave og oprindelig pastelfarvede bindingsværkshuse.

Selv trænger vi blot til en kop kaffe. Men byens eneste café er lukket. Og den åbner næppe foreløbig om overhovedet i dag, lyder vurderingen fra en ældre dame, der kommer ud af sit hus iført morgenkåbe og som bevis på, at den lille by i det centrale Gascogne trods alt er beboet.

»Sådan er det herude på landet, og vi ødelægger i øvrigt selv den smule liv, her er. For nylig lukkede bageren, fordi han ikke havde råd til at betale en husleje på 1.300 euro, som ejeren nægtede at sætte ned. Nej, vi har ikke meget andet end D’Artagnan tilbage,« fastslår damen med skælmsk resignation og peger hen på den spritnye rytterstatue af en musketer, der fægter vildt med sit sværd fra en stejlende hest.

Det er ikke mere end et par uger siden, den blev stillet op, kan man læse på soklen. Hvilket må siges at være på tide, for det er efterhånden 400 år siden, at Lupiacs mest berømte søn og absolut eneste claim to fame blev født lidt uden for byen.

Historien om den kække gascogner og hans eventyr i selskab med de tre musketerer Athos, Porthos og Aramis er naturligvis især et produkt af Alexandre Dumas’ livlige fantasi, men den er ikke frit opfundet. Hovedpersonen i den klassiske roman er baseret på Charles de Batz de Castelmore, der med D’Artagnan som sit nom de guerre også i virkeligheden var medlem af det legendariske elitekorps og en af solkongen Ludvig XIVs mest betroede mænd.

Castelmore er navnet på det landsted nær Lupiac, hvor han i begyndelsen af romanen sadler sit orangefarvede øg for at søge lykken i Paris. Og det er meningen, at rytterstatuen på torvet skal være udgangspunkt for en serie D’Artagnan-ruter op gennem Europa med endestation i Maastricht, hvor musketeren faldt under belejringen af den hollandske by i 1673, fortæller damen på det lokale – og trods alt åbne – turistkontor. Ruter, som vel at mærke er forbeholdt turister til hest.

Har man, som jeg, under pauser fra drengeårenes læsning af »De tre musketerer« gjort udfald mod tørrestativet bevæbnet med en bambuspind, mens man forsøgsvis udbrød »Pardieu!«, kan det undre, at aktierne i en så fantastisk fortælling ikke for længst er blevet udnyttet.

Måske skyldes det, at Gers-departementet i det centrale Gascogne – bortset fra Lupiac, altså – har så meget andet at byde på. I den nærliggende og ikke meget større by Marciac, hvor vi bor under besøget, afvikler man en tre uger lang jazzfestival, der ikke lader Københavns arrangement i samme genre ret meget efter. Eksempelvis spiller den store amerikanske trompetist Wynton Marsalis hvert år mindst to koncerter.

En af Frankrigs fornemste cirkusskoler ligger i hovedbyen Auch, og bortset fra Paris har ingen egne af landet så mange og så velbesøgte biografer som Gers. Det hedder sig også, at departementet for år tilbage havde Frankrigs største koncentration af svømmebassiner samt den laveste frekvens af lyskryds, nemlig ét. Og selv om den sidste oplysning formentlig er behæftet med en vis statistisk usikkerhed, passer den perfekt ind i lokalbefolkningens selvopfattelse som fandenivoldske livsnydere – ikke mindst hvad angår bordets glæder.

Det gennemsnitlige kolesteroltal i Gers kendes ikke, men også det er givetvis rekordhøjt. I hvert fald synes hver dag at have sin mortensaften. Hvis der ikke serveres foie gras til forret, får man stegt eller sprængt andebryst til hovedret. Også den lokale variation af gryderetten cassoulet er fyldt med stykker af det fede fjerkræ. Som tilbehør til aperitiffen har man gratons, der er en slags andeflæskesvær. Og da jeg på tredjedagen af besøget i desperation bestiller en salade gersoise, kan man knap få øje på salatbladene under et bjerg af kråser.

Efter sådan en omgang er man klar til at ride eller, for den sags skyld, gå et par gange frem og tilbage mellem Maastricht og Lupiac. Men der går nok et par år, inden ruterne er klar, erkender damen på turistkontoret, mens hun omhyggeligt noterer mit besøg og glæder sig over at få min eksotiske nationalitet med i statistikken.

I mellemtiden kunne man måske arbejde lidt med det lokale D’Artagnan-museum, der med sine gulnede førsteudgaver, ditto filmplakater og støvede mannequindukker næppe appellerer til ret mange af vore dages raske drenge og piger.

Til gengæld er der fra museets have fremragende udsigt over Gascognes frodige bakkelandskab, og da cafeen på torvet stadig er lukket, beslutter vi at køre ud i det for at finde en by med en blot lidt mere dynamisk restaurationsbranche. For, Pardieu, hvor vi efterhånden trænger til den formiddagskaffe!