Hjælpen er på 42 kroner om året

Der er ikke noget socialt sikkerhedsnet i Kina, som kan samle de millioner af arbejdsløse op. I byerne får de kun lidt hjælp. På landet får de ingen hjælp overhovedet. Og arbejdsløsheden stiger.

Kinas millioner af migrantarbejdere går en endnu hårdere tid i møde. Fold sammen
Læs mere
Foto: James Pomfret/Reuters

Hvad gør man, hvis man bliver arbejdsløs i Kina?

»Jeg ved det simpelthen ikke,« siger Wang, der er 26 år gammel. Han arbejder som sekretær på et kontor i Beijing. Her har han arbejdet i to år, og han kan tydeligt mærke forskellen fra dengang og nu, hvor den økonomiske krise for længst er kommet til Kina.

»Jeg er virkelig usikker på, hvad der kommer til at ske med mig i 2009,« siger Wang. Alligevel har han ikke tænkt på, hvad han vil gøre, hvis han bliver fyret. Han har ikke sparet penge op, og han har ikke tegnet nogen forsikring, der kan dække ham mod arbejdsløshed. Og det offentlige? Her er ikke megen hjælp at hente.

»I Kina er systemet med private forsikringer og det sociale sikkerhedsnet så elendigt, at folk kun bliver forvirrede og fortabte,« siger Wang

Sådan har det ikke altid været. Indtil midten af 1980erne arbejdede kineserne i arbejdsenheder, eller danwei’s, som de hedder på kinesisk. Her var man ofte sikret for eksempel bolig, lægehjælp og uddannelse. Og ikke mindst livsvarig ansættelse. Resultatet var overflødig arbejdskraft og ineffektive virksomheder.
Derfor begyndte regeringen i midten af 1980erne en reform, der skulle »smadre jernrisskålen«. Den daglige jernskål med ris var symbolet på den livslange ansættelse, der er en sjældenhed i dagens Kina.

Resultatet blev, at langt de fleste i dag er ansat på tidsbegrænsede kontrakter. Og det giver mere usikkerhed, for reformerne har ikke bredt et socialt sikkerhedsnet ud under det kinesiske samfund.

Det kan især mærkes nu. Sidste år lå den økonomiske vækst på ni procent. Det laveste i seks år. Og friske tal viser, at eksporten fra Kina faldt med 17,5 i januar i forhold til samme periode sidste år. De næste måneder bliver også svære. Især i de provinser, der har en stor eksport til udlandet. Som for eksempel Guangdong, der står for cirka 30 procent af Kinas samlede eksport. En undersøgelse fra begyndelsen af februar viser, at 20 procent af virksomhederne i provinsen kommer til at fyre medarbejdere i de næste måneder.

Fyringer i udsigt
»Situationen med arbejdsløsheden i Kina er meget alvorlig, og det vil tage lang tid for samfundet at komme ud af krisen,« siger Tang Min. Han er tidligere cheføkonom i Asian Development Bank og er i dag vicesekretær i China Development Research Foundation. Det er en tænketank, som er tilknyttet den kinesiske regering.

Det er umuligt at vide, hvor stor arbejdsløsheden er i Kina. Der er ingen pålidelige statistikker. Og tal fra provinserne og centralregeringen stritter tit mod hinanden. For eksempel fordi migrantarbejdere ikke tæller med i statistikkerne. Officielt er der 130 millioner migrantarbejdere. Og 20 millioner af dem er arbejdsløse. Det viser en undersøgelse fra Landbrugsministeriet.

Nyuddannede studenter tæller heller ikke med i statistikkerne. Sidste år blev der uddannet 4,5 millioner studenter fra de kinesiske universiteter, men 1,5 million er arbejdsløse.

Nogle skøn går på, at arbejdsløsheden ligger på ni procent. Eller højere. Men under alle omstændigheder er den stigende.

En af dem som ikke tæller med i statistikkerne, er den 22-årige Zhang. Hun er nyuddannet fra et universitet i Beijing, hvor hun også leder efter arbejde. Hun overvejer at åbne en tøjbutik med nogle venner, for det er umuligt at få arbejde, siger hun.

»Både private firmaer og vores universitet laver forskellige jobmesser. Men de er ubrugelige. Det er mest propaganda,« siger hun og tilføjer, at det er meget nemmere for de studerende, der har rige forældre med gode kontakter. Det har hun ikke.

»Og desværre tror jeg ikke, at regeringen kan tage sig af folk som mig lige nu. Jeg har kun mig selv,« siger Zhang. Hun har også hørt, at man kan komme i praktik i en virksomhed, som er støttet af lokalregeringen i Beijing. Men hun ved ikke, hvordan hun skal finde dem.

Så er den kinesiske stat overhovedet forberedt på en stigning i arbejdsløsheden?
»Centralregeringen har ikke noget solidt system, der kan yde hjælp til arbejdsløse,« siger den tidligere cheføkonom Tang Min. Han tilføjer dog, at regeringen er på vej med en ny politik, som den vil annoncere inden for de næste par måneder.

Særtilfældet Shanghai
Men en stor del af ansvaret for de arbejdsløse ligger ude i provinserne. Hver provins har sin egen politik. For eksempel Shanghai. Byen, der har status som provins, har 20 millioner indbyggere og er Kinas rigeste provins.

I Luwan distriktet, som har 350.000 indbyggere, får alle studenter med en højere uddannelse stukket 3.500 yuan (cirka 3.000 kroner) i hånden, hvis de finder et arbejde. Det sker for at motivere dem til at bruge »alle midler« i deres jobsøgning. Men det er en helt lokal politik, som ikke gælder for resten af Shanghai.

I sidste måned annoncerede borgmesteren, Han Zheng, en politik, der skal få 213.000 studerende i arbejde. Den gælder i hele Shanghai, hvor byen betaler for eventuel efteruddannelse og giver virksomhederne tilskud til praktik. Shanghai har også et program, hvor de betaler den ansattes løn i tre-seks måneder.

»Men Shanghai er virkelig et særtilfælde. Der er ikke mange andre steder, som har råd til den slags programmer,« siger Albert Park, der er docent i kinesisk økonomi ved University of Oxford i England. Han forsker blandt andet i det kinesiske arbejdsmarked og er netop kommet hjem efter sin seneste tur til Kina.

»Indsatsen varierer meget alt afhængig af, hvor mange ressourcer den enkelte provinsregering har. Men det er især de provinser, der har en stor eksport og dermed er lidt rigere, som er i stand til at gøre noget,« siger Albert Park.

En ting er, hvad der bliver gjort for de arbejdsløse i byerne. Her anslår Albert Park, at arbejdsløsheden ligger på et nogenlunde stabilt niveau, og at de lokale myndigheder gør hvad de kan for at bevare beskæftigelsen.

Men en helt anden ting er, hvad der bliver gjort for migrantarbejderne.
På et tidspunkt talte Albert Park med en embedsmand i Shanghai:

»Hele hans arbejde gik ud på at holde bybefolkningen i arbejde. Han var aldeles ligeglad med migrantarbejdere, og han anede ikke, hvad der foregik. Det er virkelig bemærkelsesværdigt. Skævheden i de officielle programmer er enorm og på mange måder diskriminerende,« siger Albert Park.

Det er der måske en grund til.

For de kinesiske ledere er bange for den sociale uro, som millioner af utilfredse arbejdsløse kan føre med sig. Det kan true stabiliteten i det kinesiske samfund, der er ledet af det autoritære Kinas Kommunistparti.

Forsvindende lille understøttelse
De seneste 30 år har partiets legitimitet baseret sig på, at det er garanten for økonomisk fremgang og materiel velfærd. Derfor kan arbejdsløshed og uro være en trussel for partiets eksistens.
Og det er ikke de arbejdsløse migrantarbejdere, som kan true stabiliteten i samfundet, mener Albert Park. Det kan de arbejdsløse i byerne, og derfor er der så stor forskel i behandlingen af dem og migranterne, der ofte kommer fra fattige landområder.
»Migrantarbejderne har et sted at tage hen. De har et andet hjem ude på landet, hvor de kan tage hen. Her kan de arbejde, selvom det selvfølgelig er til en langt mindre indkomst. Men det er usandsynligt at de vil begynde at lave optøjer i gaderne,« siger Albert Park.
En af Kinas 130 millioner migrantarbejdere hedder Xiong. Han er på vej ind gennem porten til den byggeplads i Beijing, hvor han arbejder, for han har været nede i et skur efter varmt vand. Derfor har han en to-liters, lyserød og blomstret termokande mellem sine grove hænder.
Han tjener 2.000 yuan (1.700 kroner) om måneden. Han siger selv, at det ikke er nok til at forsørge sin kone og de to børn hjemme i Hebei.
»Men hvad kan jeg gøre? Det er meget bedre, end hvis jeg arbejdede som bondemand derhjemme. Så ville jeg kun tjene 3.000-5.000 yuan om året,« siger Xiong.
Han kan dog få lidt hjælp fra staten.
»Jeg kan få 50 yuan (lidt over 42 kroner) om året, for hver person i min familie. Og det nytter jo ikke noget. Livet er hårdt. Vi har ikke tid til at tænke på, om staten kan gøre noget. Vi ved ingenting. Vi føler ingenting,« siger Xiong.