Hizbollah: Vi har affyret raketter mod den israelske hær i Golan
Milits siger, det er gengæld for israelsk angreb i Bekaa. Højspændt region, mens Gaza-våbenhvile forhandles.
Milits siger, det er gengæld for israelsk angreb i Bekaa. Højspændt region, mens Gaza-våbenhvile forhandles.
Hizbollah i Libanon oplyser, at det tirsdag morgen har affyret adskillige raketter mod den israelske hærs stillinger i Golanhøjderne.
Det sker som svar på et israelske angreb mandag i det østlige Libanon mod våbendepoter, der tilhører den iransk-støttede milits.
Ifølge Hizbollah iværksatte dets militsfolk en "intens raketbeskydning" mod to israelske hærstillinger i det besatte Golanhøjderne.
Aftenen forinden angreb Israel Hizbollahs våbendepoter i Bekaadalen i Libanon.
Angrebet fandt sted få timer efter, at en israelsk officer blev dræbt af en eksploderende drone i det nordlige Israel.
Der er stor international opmærksomhed om, hvad der sker mellem de to parter. Nye forhandlinger om en våbenhvile i Gaza kan blive afgørende for, at konflikten ikke udvikler sig til en regional krig.
Inden for de seneste uger er Hamas' politiske leder, Ismail Haniyeh blevet dræbt. Det skete, mens han befandt sig i Irans hovedstad, Teheran. Israel har ikke bekræftet, at det stod bag. Men det anses for sandsynligt.
Næsten samtidig dræbte Israel i Beirut en af Hizbollahs militære ledere, Fuad Shukr.
Iran har svoret gengæld over for Israel. Muligvis med hjælp fra de tætte allierede Hizbollah i Libanon, regimet i Syrien og Houthimilitsen i Yemen.
En våbenhvile i Gaza, som der har været forhandlet om siden fredag, kan bidrage til afspænding. Det vurderer kendere af Mellemøsten.
/ritzau/AFP