Den højtstående Hizbollah-militærleder Fuad Shukr befandt sig i den bygning i Beirut, som tirsdag blev ramt i et israelsk angreb.
Det bekræfter den libanesiske bevægelse onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Shukr blev ifølge det israelske militær dræbt.
Men Hizbollah meddeler, at gruppen fortsat venter på endegyldigt svar om, hvorvidt han overlevede.
Israel har givet Shukr skylden for et angreb med dræbte børn og unge denne weekend i Golanhøjderne, som er besat af Israel.
Hizbollah har afvist at have haft en rolle i angrebet.
Israels forsvarsminister, Yoav Gallant, siger, at Shukr "har mange israeleres blod på sine hænder".
- I nat har vi vist, at vores folks blod har en pris, og at der ikke er noget sted, som er uden for vores rækkevidde, siger Gallant.
En anonym højtstående sikkerhedskilde fra et andet land i regionen bekræfter, at Shukr er død af sine skader efter angrebet.
En Hizbollah-udmelding om angrebet var længe ventet. Onsdag siger gruppen, at Israel angreb en bygning med boliger i Beiruts sydlige forstæder, som er en af gruppens højborge. Hizbollah siger, at "et antal borgere" er blevet dræbt og andre såret.
Gruppen udtaler, at Shukr "var til stede i denne bygning på tidspunktet", men at gruppen stadig afventer endegyldigt svar om hans skæbne.
Fuad Shukr har ansvar for Hizbollahs operationer mod Israel i det sydlige Libanon.
USA beskriver ham som en "højtstående rådgiver" for Hizbollahs øverste leder, Hassan Nasrallah.
Ifølge USA spillede han desuden en "central rolle" i et angreb mod amerikanske marineinfanterister i Beirut under den libanesiske borgerkrig i 1983.
Shukr er ikke den eneste højtstående leder i regionen, der er blevet dræbt inden for ganske kort tid. Hamas' øverste leder, Ismail Haniyeh, er således blevet dræbt i Irans hovedstad, Teheran.
Sådan lød det i en udtalelse fra den militante palæstinensiske gruppe onsdag morgen. Israel har ikke umiddelbart udtalt sig om Haniyehs død.
Hizbollah henter en stor del af sin støtte fra Iran, som også hjalp med at grundlægge bevægelsen i 1982.
Den har en militant og en politisk gren, men yder også sundhedspleje samt social og humanitær hjælp.
/ritzau/Reuters