Hitlers ubådsbunker til salg

Det tyske forsvar og delstatsstyret i Bremen kan ikke blive enige om, hvem der skal betale for vedligeholdelsen af den største tyske ubådsbunker fra Anden Verdenskrig. Derfor er Hitlers arvegods sat til salg.

Hitlers gigantiske ubådsbunker »Valentin« er dyr i drift, og hverken delstatsstyret i Bremen eller det tyske forsvar har lyst til at betale regningen. Derfor er det militære betonmonument blevet sat til salg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ingo Wagner

Til læsere med en absurd mængde penge, som de ønsker at bruge på det næsten ubrugelige, kan det anbefales at kigge på salgsobjekt nummer 220039 på det tyske forsvars hjemmeside. Her kan man erhverve sig en grå cementkolos, der er 426 meter lang, 97 meter bred og 25 meter høj. Og for ikke det skal være løgn, er taget ca. syv meter tykt. Der er nemlig tale om Hitlers ubådsbunker i Bremen fra Anden Verdenskrig.

Det enorme krigslevn er blevet del af en konflikt mellem delstaten Bremen og centralregeringen i Berlin. Parterne skændes om, hvem der skal betale for bevarelsen og beskyttelsen af det enorme militære kompleks. Der er enighed om, at bunkeren skal bevares, men i øjeblikket smuldrer dele af Hitlers bombesikre ubådsfabrik »Valentin«. Det koster nemlig 700.000 euro (ca. fem mio. kr.) årligt at holde anlægget åbent for de 10.000 årlige besøgende. Seks soldater og 24 civile holder øje med bunkeren, hvor det kun er en forsvindende lille del, der bruges som militært lager. Men nu falder dele af loftet ned, og cementen smuldrer.

Den tyske forsvarsminister har udtalt, at han er klar over bunkerens »unikke betydning«, men at forsvaret ikke skal stå for bevarelsen af historiske monumenter, og derfor leder man nu efter en køber til Hitlers arvegods. Bremens borgmester, Jens Böhrnsen, siger til gengæld, at bunkeren ikke skal sælges af etiske eller finansielle grunde. Men det er indtil videre blevet ignoreret af forsvaret.

Engelsk ubådsmareridt
Ubådsværfterne spillede en vigtig rolle i tyskernes succes i starten af krigen. Man byggede nemlig ubåde i en utrolig fart, og de var livsfarlige for fjenden. De berygtede »Grå Ulve« som tyskernes ubåde blev kaldt, bragte de allierede på nederlagets rand i 1942, fordi de koldblodigt og effektivt standsede store dele af forsyningerne mellem USA og England, som foregik via Atlanterhavet.

Adspurgt efter krigen om de mange engelske og amerikanske tab til de tyske ubåde, udtalte den engelske premierminister Winston Churchill: »Det eneste, som nogensinde skræmte mig under krigen, var ubådstruslen.«

Churchills frygt var velbegrundet. Den tyske ubådskaptajn Otto Kretschmer sænkede i løbet af krigen engelske skibe, som tilsammen vejede over 257.000 ton. Den mest succesfulde ubådstype under Anden Verdenskrig var U-48. Bådtypen sænkede i løbet af krigen engelske skibe, som tilsammen vejede over 308.000 ton, svarende til 52 skibe. I alt mistede de allierede omkring 3.000 skibe til tyskernes »Grå Ulve«.

De fleste ubådspatruljer opererede fra Kiel i Nordtyskland og blev også bygget dér. Wilhelmshafen var den største ubådsbunker, men anlægget i Bremen nåede aldrig at blive fuldt operationelt.

Det anslås, at opførelsen af gigantbunkeren i Bremen kostede ikke færre end 4.000 koncentrationslejrfanger, straffearbejdere og krigsfanger livet. I alt medvirkede omkring 12.000 fanger mellem 1943 og 1945 til at bygge det forvoksede beskyttelsesrum til »Der Führer« og ubådsflåden.

Under krigen fik Hitler også bygget den såkaldte »Atlantvold,« som skulle befæste de tyskbesatte områder, heriblandt Danmark, Frankrig, og Holland.

Store dele af arbejdsstyrken på ca. 450.000, som stod bag bygningen af disse fæstningsbunkere, var tvangsarbejdere og fanger. Og mange overlevede ikke. En del af nazisternes enorme byggeprojekter blev styret af Organisation Todt, opkaldt efter grundlæggeren Fritz Todt, hvor 1,4 mio. tyskere, krigsfanger og jøder fra koncentrationslejrene aftjente tid som tvangsarbejdere under Hitlers regime.