Hitler, maurerdræberen og den ubesmittede undfangelse

Martin Tønner skriver om særlige personnavne i Spanien Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kom ikke som den store overraskelse, da han for nylig blev stoppet af lufthavnspolitiet under et besøg i Tyskland. Den 43-årige spansk-ecuadorianer har livet igennem været vant til himmelvendte øjne og undertrykt fnisen, hver gang han skal vise identitetspapirer, og det var oplagt, at paskontrollen i forbundsrepublikken ikke ville være en undtagelse. Her var det om nogen steder svært at forstå, hvordan man kunne rende rundt med sådan et mellemnavn, og betjentene ville godt lige have en forklaring.

»Jeg kunne kun sige, at jeg ikke selv har valgt det, og at det hele er min fars skyld,« bedyrer Giovanni Hitler Cando Ruíz.

Faderen, der selv hed Bolívar til ære for Sydamerikas frihedshelt, sørgede desuden for, at lillebroren fik det på én gang kommunistiske og transseksuelle dobbeltnavn Lenin Helen. Så hvis navngivningen handlede om politiske sympatier, spændte de temmelig vidt

»Han syntes sikkert bare, det kunne være sjovt at råbe: ’Hitler og Lenin, hold så op med at slås’. Men jeg fik aldrig lejlighed til at spørge, for han stak af fra familien, da jeg var to,« fortæller den ecuadorianske immigrant til El País og tilføjer bittert: »Som om, det ikke var nok med de navne!«

Historien om Giovanni Hitler var i dagevis blandt de mest læste på den spanske avis’ hjemmeside. Men spanierne skal ikke grine alt for højt, for deres egne navne er ofte lige så eksotiske set med nordeuropæiske øjne. De skyldes blot ikke excentriske forældres fikse idéer men landets tunge, katolske tradition.

I hvert fald var det med dyb fascination, at jeg under et Erasmusophold i sydspanske Granada i begyndelsen af 1990erne opdagede, hvad folk egentlig gik rundt og hed. Eksempelvis tog det en rum tid, før det føltes naturligt at tiltale min grammatiklærer som Jesús. Men pigenavnene var de mest syrede.

De fleste af mine medstuderende hed Maria efterfulgt af et af den hellige jomfrus mange såkaldte anråbelsesnavne, hvoraf nogle er poetiske og andre foruroligende. Det sensuelt klingende Lola er f.eks. en forkortelse af Maria de los Dolores – Maria med Smerterne. Man kan desuden hedde Maria med Miraklerne (Milagros), Lyset (Luz) eller Freden (Paz) men også Maria med Ængstelserne (Angustias), Renselsen (Purificación) eller Ensomheden (Soledad).

En pige, jeg havde en affære med, hed Marias Himmelfart (Maria Asunción) og en anden Inmaculada Concepción, hvilket betyder den ubesmittede undfangelse. Og især det sidstnævnte navn, som er særdeles udbredt i Andalusien, kunne i visse situationer virke en smule kinky og i hvert fald temmelig selvmodsigende, hvis uheldet skulle været ude, hvad det heldigvis ikke var.

Med årene vænner man sig naturligvis af med at tænke over navnenes betydning på samme måde, som vi danskere jo heller ikke automatisk ser et flere hundrede kilo tungt rovdyr for os, når vi møder en mand, der hedder Bjørn. Men enkelte gange kan jeg stadig undre mig over, hvordan nogle spanske navne synes opfundet til lejligheden af en drillesyg romanforfatter.

En kvindelig lokalpolitiker blev for et par år siden ufrivilligt berømt, da en forsmået elsker offentliggjorde den onanivideo, hun havde været så letsindig at optage til ham. Hun hedder Olvido, hvilket betyder skødesløshed, og har i øvrigt udnyttet skandalen til at skabe sig en karriere som reality show-stjerne. Men det er en anden historie.

Også efternavne kan af og til forekomme bizart (u)passende til situationen. Eksempelvis lignede det nærmest en programerklæring, da Spaniens statslige TVE under den første Golfkrig valgte at sende en reporter ved navn Matamoros ud for at dække konflikten. Matamoros – et efternavn, der stammer fra middelalderens århundredlange krig mellem kristne og muslimer om overherredømmet på den Iberiske Halvø – betyder Maurerdræberen.

Det er næsten ligeså politisk ukorrekt som at hedde Giovanni Hitler i Tyskland. Men hvorfor skifter han og andre udstyret med den spansktalende verdens mange eksotiske navne dem ikke bare ud med nogle mere diskrete af slagsen?

»Sådan hedder jeg nu engang. Folk ved udmærket godt, at min politiske indstilling intet har med mit navn at gøre, så det ser jeg ingen grund til. I øvrigt har jeg nu taget »hævn« og kaldt mine egne sønner for Hugo Chávez og Kim Jong-un,« siger Giovanni Hitler med et smørret grin til El País og tilføjer:

»Nej, det passer ikke. De hedder såmænd bare Adrián Giovanni og Bryan Andrés.«

Navne, der synes taget direkte fra rollelisten til den mest infamt melodramatiske sydamerikanske telenovela, men som i det mindste ikke refererer til hverken totalitarisme eller folkemord.