Historiske billeder fra rummet: Den første private rumvandring har netop fundet sted
Den første private rumvandring har fundet sted. Den blev ledet af den amerikanske milliardær Jared Isaacman.
Den første private rumvandring har fundet sted. Den blev ledet af den amerikanske milliardær Jared Isaacman.
Verdens første private rumvandring er nu en realitet.
Den amerikanske milliardær Jared Isaacman har torsdag kort før klokken 13 dansk tid bevæget sig ud i rummet.
Det er den første private rumvandring nogensinde.
På et livestream fra rumfartsvirksomheden SpaceX kunne man se Isaacman kravle op ad en stige, som bragte ham uden for rumfartøjet.
På billederne kan man se Isaacman stikke hovedet og overkroppen ud af en luge og ud i rummet. Han vandrer ikke, men det karakteriseres alligevel som rumvandring.
Planen var, at han skulle være ude i rummet omkring et kvarter for at teste den nye rumdragt, som SpaceX har udviklet.
Astronauterne er cirka 700 kilometer over Jorden.
Der er fire private astronauter ombord i Crew Dragon-kapslen på en femdagesmission, der går under navnet »Polaris Dawn«.
De fire skal gennemføre en række videnskabelige eksperimenter, der skal belyse, hvordan kosmisk stråling og tomheden i rummet påvirker den menneskelige krop.
Sarah Gillis, der er en af de andre astronauter, var også uden for fartøjet.
De to resterende besætningsmedlemmer, Scott Poteet og Anna Menon, bliver i fartøjet.
Jared Isaacman er 41 år og uddannet pilot. Han har tjent sin formue som stifter af det elektroniske betalingsfirma Shift 4.
Han har afvist at fortælle, hvor meget han har betalt for at komme med på turen.
Jared Isaacman er den mest erfarne blandt de ombordværende. Det er hans anden civile rumflyvning. Han har certifikat til at flyve både civile og militære fly og er altså nu på sin anden rumrejse, hvor han nu også kom på rumvandring.

Rumvandringen er en del af den fem dage lange Polaris Dawn-mission, som blev indledt tirsdag.
Mange astronauter har før været på rumvandring, men det er ikke før sket med en privat virksomhed.
Som Berlingske skrev onsdag bliver begivenheden også på anden vis historisk, for rumskibet vil nå hele 1.400 kilometer væk fra Jorden, og her har intet menneske været, siden den amerikanske rumfartsorganisation NASAs Apollo-program blev afsluttet i 1972 ifølge BBC.
Raketten steg til vejrs tirsdag, let forsinket på grund af en lille heliumlæk i udstyr på affyringsrampen, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det er Crew Dragons femte og mest risikable private rummission hidtil. Den vil ende i et ovalt kredsløb om Jorden, hvorved afstanden ned til Jorden vil være mellem 190 kilometer og de 1.400 kilometer.