Historisk tøbrud: Kongressen kan spænde ben for Obama

Obama er ikke den første præsident, der forsøger at løse den langvarige konflikt med Cuba. Men han er den første, det er lykkedes for. Kongressen kan imidlertid sætte en stopper for dele af hans plan.

I gaderne i Havana fejrer overraskede og glade cubanere, at mere end fem årtiers fjendskab med USA er slut. Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER

WASHINGTON: Den amerikanske præsident, Barack Obama, udsættes for både ros og kritk af hans historiske tilnærmelse til Cuba efter 53 år med sanktionspolitik og kold luft mellem de to lande.

Som ventet var en lang række republikanske politikere rasende over, at Obama nu åbner for de diplomatiske forbindelser mellem de to lande, tillader gensidige begrænsede rejser mellem USA og Cuba og åbner for bankforretninger og for, at erhvervslivet bedre kan arbejde i Cuba.

Men sanktionerne kan han som præsident ikke røre ved. Det er Kongressen, der skal ophæve sanktionerne. Og det bliver endda meget svært, når Republikanerne fra næste år har flertal i både Senatet og i Repræsentanternes Hus. For allerede nu bebuder flere af de republikanske kongresmedlemmer, at de ville modsætte sig alle former for lempelse af sanktioner.

Der var også ros til tilnærmelsen fra dele af præsidentens eget parti, demokraterne. En del mente, at det var på tide at få lukket den sidste del af Den Kolde Krigs mange konflikter, fordi sanktionspolitikken alligevel ikke har hjulpet.

Men også blandt demokraterne var der kritiske røster fremme, fordi Obama forsøger at normalisere forholdet på et tidspunkt, hvor menneskerettighederne i Cuba stadig ikke overholdes, og der ikke er tegn på, at Castro-brødrene har tænkt sig at udskrive frie valg og indføre demokrati.

Omvendt sagde Obama, at 53 år med sanktioner ikke har hjulpet, og at det er bedre at få skabt et forhold, som så må udvikle sig hen ad vejen. Underforstået, at når først der er åbnet for direkte forbindelse mellem Cuba og USA, så kommer resten af sig selv.

Men Kongressen kan faktisk sætte en stopper for dele af Obamas plan. Et er at præsidenten kan beslutte at genoptage de diplomatiske forbindelser mellem de to lande - hvilket ikke er symbolsk, men meget konkret, når det drejer sig om legale kontakt mellem nationerne. Men Kongressen skal bevilge pengene til at få oprettet en ambassade og de medfølgende konsulater samt det personale, der skal sende med. Og der kan Kongressen sige nej.

Den cubanske eksilgruppe, der hovedsageligt befinder sig i Florida, var heller ikke udelt begejstrede. Selv om de nu i et vist omfang kan besøge deres slægtninge, så mener de, at presset på Cuba skal opretholdes, indtil regimet bryder sammen af sig selv. Og hvis man skal tro cubanerne der, så var det ved at ske.

Obama lagde meget vægt på at få de indenrigspolitiske problemer dysset ned i sin tale i går. Han lovede, at hans administration vil fortsat presse på for at få løsladt politiske fanger i Cuba ud over de 53, som er blevet løsladt som følge af aftalen. Og han sagde, at sanktionspolitikken ikke ville hjælpe, og at USA i forvejen har kontakt til masser af kommunistiske regimer rundt om i verden - så hvorfor ikke Cuba.

»Vi har diplomatiske forbindelser både med Kina og med Vietnam,« som Obama udtrykte det for at imødegå den kritik, som han vidste ville komme.

Han er langt fra den første præsident, der forsøger at lande den mere end 50 år gamle konflikt med Cuba. Men han er den første, det er lykkedes for. De kommende måneder vil vise, om optøningen kommer til at løbe helt efter planen, eller om Kongressen vil spænde ben.