Historisk rumtur sender fire turister i kredsløb om Jorden

Natten til torsdag sendes fire amerikanere næsten 600 kilometer ud i rummet efter blot få måneders træning.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der bliver skrevet et nyt stykke rumhistorie, når fartøjet »Inspiration 4" natten til torsdag sendes i tre dages kredsløb om Jorden.

Ombord er nemlig fire rumturister, der blot har fået få måneders træning.

Det bliver første gang, at en besætning uden rumerfaring skal i kredsløb om Jorden. Tidligere ture kun med rumturister har blot varet få minutter og har ikke inkluderet kredsløb om planeten.

Det er den 38-årige forretningsmand Jared Isaacman, der har betalt for missionen. SpaceX, der har udviklet fartøjet, har ikke offentliggjort prisen, men den menes at lyde på et tocifret millionbeløb – i dollar.

»Inspiration 4« sendes af sted fra Nasas Kennedy Space Center i Florida i løbet af et fem timers vindue, der åbner klokken 02.02 natten til torsdag.

Rumfartøjet ventes at nå en højde på 575 kilometer, hvilket er højere end Den Internationale Rumstation (ISS). Den ligger i 408 kilometers højde.

Jared Isaacman, der står bag betalingsselskabet Shift 4, har inviteret tre øvrige rumturister med på turen gennem en konkurrence.

En af de tre er 29-årige Hayley Arceneaux. Hun er lægeassistent og overlevede knoglemarvskræft som barn. Arceneaux bliver den yngste amerikaner i kredsløb om Jorden og den første med en protese.

De to andre er 42-årige Chris Sembroski, der tidligere har arbejdet i flyvevåbnet, og 51-årige Sian Proctor, der er professor i geologi.

Proctor var i 2009 tæt på at blive udvalgt til Nasas astronautprogram. Hun bliver den fjerde sorte amerikanske kvinde i rummet.

Tidligere i år stod de to rigmænd Richard Branson og Jeff Bezos bag hver deres rumtur. Branson nåede rummets atmosfære den 11. juli, og Amazon-stifteren Bezos gjorde det samme ni dage senere.

På begge ture var besætningsmedlemmerne i vægtløs tilstand i få minutter. Turene var dog langtfra så omfattende som »Inspiration 4".

/Ritzau/AFP