Historisk retssag indledes mod Fujimori i Peru

Perus ekspræsident Alberto Fujimori er anklaget for at have givet ordrer til massakrer. Ofrenes pårørende er lettet over, at retsopgør omsider starter.

Syv år efter Alberto Fujimoris opsigtsvækkende flugt fra Peru sætter det sydamerikanske lands tidligere præsident sig mandag på anklagebænken i en skarpt bevogtet politikaserne i Lima.

Den 69-årige Fujimori skal forsvare sig mod anklager om at stå bag massakrer og bortførelser, som hærens dødspatruljer udførte i starten af 1990'erne i kampen mod den maoistiske oprørsbevægelse Den Lysende Sti.

For ofrenes pårørende bliver det en ganske særlig dag mandag.

- Det har været en kamp, som har taget enormt mange år. Men nu håber jeg, at vi får en dom, som giver os mulighed for få vore egne liv tilbage, siger Gisela Ortiz, der er søster til en af ni dræbte studerende, til nyhedsbureauet AFP.

Hvis ekspræsidenten kendes skyldig af de tre højesteretsdommere, risikerer han 30 års fængsel samt en gigantisk bøde.

Fujimori nægter ethvert kendskab til massakrerne.

/ritzau/AP