Historisk dårlig timing? Mexicanere raser over Melania Trump

Foto: VANITY FAIR MEXICO HANDOUT.
Læs mere
Fold sammen

Denne måneds udgave af magasinet Vanity Fair i Mexico har den amerikanske førstedame Melania Trump på forsiden, og det vækker ikke ligefrem begejstring.

'Det ligner en joke'. 'En ydmygelse af Mexico'. 'Forkert på så mange måder'.

Sådan lyder en flig af de reaktioner, der er kommet oven på udgivelsen af den mexicanske udgave af magasinet Vanity Fair, hvor Melania Trump snurrer diamanthalskæder om en gaffel, som var det spaghetti, hun skulle til at spise. Et billede af det glamourøse liv, der står i skarp kontrast til livet hos en stor del af mexicanerne, som lever under fattigdomsgrænsen.

Blandt kritikerne er blandt andre den mexicanske forfatter og klummeskriver Guadalupe Loaeza, der over for The Guardian kalder Vanity Fairs beslutning for »ufølsom«.

»Det er ufølsomt af udgiverne,« siger han og tilføjer:

»Jeg begyndte at læse, men jeg kunne ikke læse det til ende. Jeg ville ikke vide noget om hustruen til vores lands største fjende.«

Både billederne og interviewet i magasinet er i virkeligheden genbrug fra sidste års april-udgave af magasinet GQ og har således været bragt før, men det er således timingen, den er helt gal med.

For magasinet kom på gaden torsdag og dermed dagen efter, at præsidentfruens mand, Donald Trump, underskrev et dekret om indvandring, der blandt andet omfatter byggeriet af en mur på grænsen mellem USA og Mexico - som Mexico desuden skal betale for, mener Donald Trump.

Det gentagende krav fra den amerikanske præsident fik tirsdag den mexicanske præsident Enrique Peña Nieto til at aflyse et møde med Donald Trump. Mødet, som skulle have været den amerikanske præsidents første møde med lederen af den sydlige nabostat, skulle have fundet sted på tirsdag i Washington.

'Her til morgen har vi meddelt Det Hvide Hus, at jeg ikke deltager i arbejdsmødet, der var planlagt til tirsdag, med POTUS (President Of The United States, red.),' skrev Enrique Peña Nieto på Twitter bare få timer efter, at netop Donald Trump havde opfordret ham til at aflyse mødet, hvis ikke Mexico er villig til at betale for den omdiskuterede mur.

'Hvis Mexico ikke er villig til at betale for den hårdt tiltrængte mur, vil det være bedre at aflyse det kommende møde,' skrev Donald Trump.

Fredag begravede de to præsidenter imidlertid stridsøksen, da de talte sammen via telefon i »en konstruktiv og produktiv« samtale. Præsidenterne berørte også Trumps planlagte og meget omstridte grænsemur mellem de to lande, som Trump vil have Mexico til at betale for.

'Angående betalingen af grænsemuren anerkendte begge præsidenter deres klare og meget forskellige, offentlige meninger om dette følsomme emne. Præsidenterne enedes også om indtil videre ikke at tale offentligt om dette kontroversielle emne,' lød det efterfølgende i en udtalelse.