Historiens første valgduel på egyptisk TV

To egyptiske TV-kanaler kunne torsdag blænde op for den første TV-duel mellem to præsidentkandidater i landets historie.

Torsdag aften tonede de to spidskandidater i det egyptiske præsidentvalg frem på nationalt TV i en direkte duel. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT/ALMASRY-ALYOUM/MAHMOUD K
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Torsdag aften tonede de to spidskandidater i det egyptiske præsidentvalg frem på nationalt TV i en direkte duel.

En ganske normal begivenhed under valg i Danmark, USA og rigtig mange andre lande. Men et særsyn i Egypten.

Faktisk var torsdagens møde mellem Amr Moussa og Abdul Moneim Aboul Fotouh den første TV-duel mellem præsidentkandidater i Egyptens historie.

Duellen blev vist på to populære, privat-drevede TV-stationer og blev ifølge BBC set af millioner af egyptere.

Under debatten fokuserede Amr Moussa på Aboul Fotouhs fortid som ledende medlem af Det Muslimske Broderskab, der var forbudt under den tidligere præsident Hosni Mubarak. Mens Abdul Moneim Aboul Fotouh beskyldte den tidligere leder for Den Arabiske Liga, Amr Moussa, der også har været udenrigsminister under Mubaraks styre, for at være et levn fra fortiden.

Amr Moussa lovede TV-seerne, at han vil tilstræbe at etablere en stat, der skal være respekteret i regionen og i hele verden.

- Et land der bidrager til regionalt og globalt fremskridt, sagde Amr Moussa.

Aboul Fotouh fortalte, at han har en vision om en demokratisk og suveræn stat, der lever op til islams værdier og principper.

- Det skal være en stat, hvor unge er i job, og hvor folk har et anstændigt liv og er stolte af at være egyptere, sagde præsidentkandidaten.

Amr Moussa og Aboul Fotouh fører meningsmålingerne, men der er to øvrige kandidater, der spås en mulighed for at vinde valget, der finder sted 23. og 24. maj. Det er Ahmed Shafiq, der kortvarigt var premierminister i 2011 og tidligere har stået i spidsen for det egyptiske luftvåben. Og så er det Mohammed Mursi, der står i spidsen for Det Muslimske Broderskab.