Hirsi Ali tilbage i Holland

Hollands regering ville ikke længere betale for Hirsi Alis beskyttelse i USA, så nu er hun vendt tilbage til Holland.

Den somalisk-fødte tidligere parlamentariker i Holland Ayaan Hirsi Ali er vendt tilbage til Holland fra et selvvalgt eksil i USA, rapporterer hollandske medier.

Ifølge nyhedsbureauet ANP vendte Hirsi Ali, der er blevet truet på livet på grund af kritik af islam, tilbage, fordi Hollands regering nægter at fortsætte med at betale for hendes sikkerhed i USA.

Hun har været under politibeskyttelse siden 2004.

I maj 2006 var hun centrum i en skandale, da regeringen fratog hende hollandsk statsborgerskab, fordi hun angiveligt løj om sit navn i ansøgningen om asyl i Holland.

Senere vendte indvandringsminister Rita Verdonk dog på en tallerken og sagde, at Hirsi Ali kan beholde sit statsborgerskab.

Da var Hirsi Ali allerede trådt ud af parlamentet, hvor hun var medlem for det højreorienterede VVD-parti. Hun rejste derefter til USA for at arbejde i en tænketank.

/ritzau/AFP