Hiroshima mindes atombomben

Hiroshimas borgmester siger, at Japan skal bevare sin pacifistiske forfatning og langer ud efter USA for at gøre for lidt for at hindre spredning af a-våben.

Den 6. august for 62 år siden var klokken kvart over otte om morgenen, da den første atombombe blev udløst over byen Hiroshima i Japan. Og mandag mindede byens borgere den grusomme begivenhed, der endte med at koste en kvart million mennesker livet.

Titusinder, heriblandt ældre mennesker, der overlevede det amerikanske angreb, børn og højtstående personer var samlet i Fredens Mindepark nær stedet, hvor bomben blev udløst.

- Selv for dem, der var i stand til at overleve, var det et helvede, som fik dem til at misunde de døde, sagde Hiroshimas borgmester, Tadatoshi Akiba.

Han anklagede USA for at gøre for lidt til at begrænse atomvåben i verden.

- Den japanske regering, som har pligt til at arbejde for afskaffelsen af atomvåben via folkeretten, bør beskytte sin pacifistiske forfatning, som den bør være stolt af, og klart sig nej til en antikveret og forkert amerikansk måde at håndtere det på, mente han.

/ritzau/