Herfra og til intetheden i Londons trafik

GLOBETROTTER

1009 Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Har man god tid, kan en tur i dobbeltdækker være en behagelig afveksling fra Londons støvede og larmende undergrundstog. Men jeg blev forleden mindet om, at det selv i aftentomme gader er en fejl at glæde sig for tidligt, når en forsinket bus endelig dukker op.

»...alle stiger ud,« lyder det fra højt- taleren. Hvad der gik forud blev tabt for denne skribent hensunket i tanker og avislæsning, men budskabet er ikke til at misforstå med resignerede passagerer på vej ud ad bussen ved et tilfældigt stoppested mellem »Elephant & Castle« og »Brixton«.

Det er ikke første gang, at jeg oplever det. I London er det en tilbagevendende begivenhed, at busser pludselig kan stoppe midt på ruten uden oplagt årsag, mens chaufføren slukker lyset og beder alle gå ud. Til gengæld er bussen billig efter britiske forhold. Tog og undergrund bliver jævnligt beskrevet som »dyrest og dårligst Vesteuropa«. Danske pendlere vil måske mene, at konkurrencen er hård, men briterne drager forstemmende sammenligninger med blandt andet Tyskland, hvorfra udsendte reportere fortæller utrolige historier om tog, der kommer til tiden og passagerer, der ikke bliver flået af tårnhøje priser på årskort og ligefrem sidder ned.

For nyligt gik Labour-lederen Jeremy Corbyn i aktion for at kritisere de privatiserede tog. Selv om overvågningsvideoer øjensynligt viste, at Corbyn demonstrativt gik forbi ledige sæder, rammer hans påstand om manglende siddepladser og service lige ned i virkeligheden for mange togrejsende.

Et flertal af de britiske vælgere mener ifølge meningsmålinger, at det ville være en idé at gennationalisere togene. Mange pendlere oplever den største regelmæssighed i skiltene med »aflyst« ud for den ene afgang efter den anden, hvor der har »været problemer med et tog«, »mangel på togførere«, eller »personale dukkede ikke op«, indtil man i myldretiden endelig får presset sig om bord på en af de tilbageværende, overfyldte afgange.

Jeg har selv fået besværlighederne at føle. Min datter er netop begyndt i skole i London, og desværre indebærer det en daglig længere rejse med et af de togselskaber, der er mest berygtet for forsinkelser. For at mindske antallet af aflysninger har selskabet netop indført en nødkøreplan og skåret markant i antallet af togafgange. Det betyder, at det er sværere at ramme en afgang, der passer, og der er fortsat aflysninger.

En god ting i togdriftens historiske moderland er, at man kan komme ud til trinbrættet i selv de mindste flækker, mens undergrund og busser dækker London tæt. En anden god ting er Oyster-rejsekortet, der giver adgang næsten til alt. Nu kan man også bruge kreditkort på billetaflæserne. Men skilte advarer mod at få trukket penge på både Oyster og kreditkort på samme tid, hvis de ligger for tæt sammen i pungen. Det skal man selv passe på. Man kan måske forestille sig en debat i Danmark, hvis DSBs systemer tog dobbelt betaling.

Gæstende københavnere fortæller mig, at det er smart at skulle bruge kortet for at få passagerslusen åbnet ud fra undergrundsstationen. Så glemmer man det ikke. Det er rigtigt. Men britiske kontrollører åbner jævnligt op for fri adgang, fordi åbne-luk-åbne systemet går alt for langsomt, og det kan blive direkte farligt, hvis der ved spidsbelastning er pres bagfra. Flere nye stationer er åbne ligesom de danske.

Jeg kunne selvfølgelig helt droppe den offentlige transports fortrædeligheder og køre i bil eller tage cyklen. Erfaringen er dog, at pedalerne er en farlig fristelse i Londons smalle gader, hvor bilister ikke signalerer megen erfaring med de tohjulede. Bil kræver god tid i den tætte trafik, hvor man så ud over bilkøer også har de stigende udgifter til betalingsring og parkering at bekymre sig om.