Herfra kan det kun gå fremad

De fleste af os var en del af boblen, de fleste af os oplevede på den ene eller den anden måde de fede års fedme, og vi ved, hvorfor det gik galt. Det er fordelen ved den demokratiske kapitalisme. Poul Høi er nået til vejs ende i sin søgen efter svar på, hvad vi kan lære af finans­krisen.

Dalhart, Texas
Hvor er der en kanariefugl, når man har brug for en kanariefugl?

Jeg er kørt langt ned ad en grusvej, jeg har stoppet bilen, det rødbrune støv fra grusvejen har endelig lagt sig, og jeg kan se alt i alle retninger, og hvad kan jeg se?

En fladhed som kaster selv en vestjyde til jorden, en fuldstændig mangel på forsonende elementer, højdespring, floder, søer, skove, marker af gult og grønt, og ensformigheden fortsætter bare, indtil den ikke længere fortsætter.

Vinden hyler som en utæt sækkepibe og tvinger et enligt, afpillet træ ned i en stilling som en mand med dårlig ryg. Træet læner sig mod øst, jeg læner mig mod øst, og selv fuglene vægrer sig ved at flyve mod vest. Landskabet virker som en kejser, der kræver ydmyghed. Bøj jer, krum jer, læn jer, buk jer.

Jeg forstår, hvorfor nybyggerne i sin tid tog kanariefugle med sig herud; fuglenes fløjt brød for et øjeblik monotonien og gav prunkløsheden bare et pip af prunk.

»Hvorfor kom de her?«

Nick Olsson, en sindig og forstandig museumsinspektør, gentager spørgsmålet.

»De kom, fordi de ville have en andel i den amerikanske drøm. Og hvorfor ikke? De sagde, at jorden var god nok – jordejerne, bankerne, jernbaneselskaberne og regeringen sagde det – og de sagde, at mulighederne var endeløse. ’Rejs derud. Dyrk jorden. Bliv rige.’ Og så kom de. Hundredtusinder af dem.»

Det skulle de ikke have gjort. For her regner det så lidt, at selv ukrudtet krymper sig, og når regnen endelig falder, så udtørrer vinden den. Her er ingen træ at bygge med, vintrene er alt for kolde, somrene alt for varme, og her er præriebrande, tornadoer, græshopper og hagl så store som golfbolde. Den høje prærie er – som en opdagelsesrejsende sagde i 1820erne – »den store amerikanske ørken«.

De kom, fordi de valgte at tro på det utrolige. Hvis man dyrker jorden, så falder regnen også, skrev jernbaneselskaberne og udsendte en videnskabeligt udseende rapport, som viste, at dampen fra damplokomotiverne fik skyerne til at give vand. »Rigdom i jorden, rigdom i luften,« skrev et ejendomsselskab i en reklame.

Og det uladsiggørlige kunne lade sig gøre i en årrække – og det syntes kun at bekræfte sloganmagerne. Regnen var mere rigelig end ellers, og under og efter Første Verdenskrig steg og steg kornpriserne, og mange af bønderne i – som en anden opdagelsesrejsende havde sagt – »det golde land af ensomhed« blev rige. I 1901 talte Dalhart kun fire små landbrug, som sammenlagt dyrkede mindre end 400 hektar. Knap 30 år senere var over 20.000 hektar land omkring Dalhart under plov.

»Det er det bedste stykke land, som Guds sol nogensinde har skinnet på,« buldrede avisen The Dalhart Texan, og optimismen boblede hele vejen til Washington. »Amerikanerne er tættere end nogensinde før i vores historie på den endelige triumf over fattigdom,« sagde præsident Herbert Hoover.
Året var 1929.

29. Oktober 1929 krakkede Wall Street, jazzalderen foretog en håndbremsevending, og 14. september 1930 lettede en mægtig jordstorm i et hjørne af Kansas og Oklahoma. Det var begyndelsen på den såkaldte dust bowl, hvor års rovdrift på en jord, der aldrig skulle have været dyrket, straffede sig. Regnen udeblev, hele udpinte marker lettede og sortnede himlen over hundredvis af kilometer, og den rødsorte jord landede så langt væk som i Chicago og New York.

De uudtømmelige brønde løb tør, halvstore samfund på den høje prærie gik brak, beboerne flygtede, og deres ejendomme sandede til, og nogle af de tilbageværende var så fattige, at de måtte spise syltede vindhekse, og uanset hvad de spiste – selv når de spiste ingenting – så knasede jorden mellem tænderne.
Steinbeck skrev »Vredens druer«, og Willa Carther skrev, at hun mellem jorden og skyerne følte sig »visket ud, sat af kortet«.

Så slemt var det, og det er forklarligt, at politikere og økonomer konstant har et øje på dengang, og to førende økonomer, Barry Eichengreen og Kevin O’Rourke, har advaret om, at »verden gennemgår i øjeblikket et økonomisk chok, som er lige så stort som det økonomiske chok under den store depression i 1929 til 1930«.

Nick Olsson tager dommedagsøkonomerne alvorligt, men vi skriver stadig ikke 1930erne, siger han.

»Jeg tror ikke helt, at de gør sig klart hvor slemt, det var dengang. Ingen i Dalhart spiser syltede vindhekse i dag, og vi har ikke konvojer af mennesker, der flygter fra deres hjem. Selvfølgelig kan vi mærke krisen. Jernbaneselskabet har fyret 40 medarbejdere i remisen, men ingen dør af sult, og der er ikke – som i 1930erne – andre katastrofer som jordstormene oveni.«

Og det er - i bredere forstand - en afgørende pointe. Det er slemt, men ikke så slemt. Ikke endnu.

Økonomerne regner med, at hele den økonomiske nedtur vil koste den amerikanske økonomi et fald på 3,4 procent i bruttonationalproduktet; det vil være det største fald siden Anden Verdenskrig, men det er meget langt fra faldet på knap 27 procent mellem 1929 og 1934.

Ledigheden dengang toppede på 25 procent, og aktiemarkedet faldt fra sit højeste til sit laveste punkt med 90 procent. Recessionen har i dag gjort de amerikanske husstande 11 billioner - med b - dollar fattigere.

Det er et fald på 20 procent, men økonomien kan modstå sådan et chok, skriver magasinet Fortune i en analyse. Faldende priser på huse og aktier har ikke historisk ført til depression; men hvis andre elementer føjer sig til – endnu flere økonomiske problemer, krige, naturkatastrofer, politiske fejlbeslutninger eller ikke-beslutninger – så kan 2009 blive til 1929.

Vores økonomiske nedtur er ikke en ny depression, men depressionen i 1930erne var heller ikke en depression til at begynde med, den var et aktiekrak, som økonomien kunne have modstået, hvis ikke politikerne blev ved med at føje til problemerne i stedet for at løse dem; præsident Hoover fordoblede skatterne for de rigeste og de fattigste, og han rejste en uoverstigelig toldmur rundt om USA, og som Amity Shlaes påpeger i sin revisionistiske bog »The Forgotten Man«, så vidste præsident Roosevelt ikke, hvad han skulle gøre op gennem 1930erne, og derfor forsøgte han alt – i et håb om, at et eller andet virkede. Han oprettede karteller, han indførte prisstop, og han opkøbte råvarer for at tvinge dollaren op, og depressionen fortsatte bare. Den sluttede først med det uønskede beskæftigelsesprojekt, som vi også kalder Anden Verdenskrig, og først i 1954 nåede Dow Jones aktieindekset op på samme niveau som i 1929.

De seneste ti boom-år var på mange måder frivole år, hvor menigmand krævede mindre end godt af beslutningstagerne. Vælgerne krævede for lidt af politikerne, aktionærerne krævede for lidt af virksomhedslederne, og på TV var der »Vild med dans« og »X Factor«, og på nettet havde vi Britney Spears uden trusser.

Det er formentlig ikke et tilfælde, at de tre amerikanske præsidenter, Warren Harding, Calvin Coolidge og Herbert Hoover forud for den store depression i 1930erne alle rumsterer i historikernes bund-10 liste over dårlige præsidenter, og det er formentlig heller ikke et tilfælde, at præsident George W. Bush, som førte USA ind i den nuværende recession, i nogle målinger ligger som bunden af bund-10.

Og det er den sjette lektion herude fra den høje og udslukte prærie. Hvis vi vælger uskikkede og uegnede ledere, og hvis vi sætter en trivialiseret dagsorden, så forlænger vi krisen i stedet for at løse den, og vi kan gøre 2009 til 1929, og så vil det for alvor knase mellem tænderne.