En simpel mekanisme, som har bevæget sig i ring i over hundrede år, og som tilsyneladende er umulig at komme til livs, forklarer Gioacchino Nania. Han har skrevet en lille perle af en bog om mafiaens historie.

SAN GIUSEPPE JATO: »Endelig oprandt den dag, da der kom internet til Himlen. Vorherre havde i starten været lidt skeptisk. Men i sidste ende kunne han ikke tillade, at et sådant instrument, der jo gjorde så mange mennesker glade nede på Jorden, manglede i Paradiset. Så i anledning af Jubelåret 2000 løste han problemet, og således kunne don Giuseppe Beccadelli Bologna, prins af Camporeale, om morgenen den 6. januar 2000 begynde at surfe på nettet.«

Nogenlunde sådan starter den sicilianske ingeniør, lokalhistoriker og forfatter Gioacchino Nanias bog San Giuseppe e la mafia, »San Giuseppe og mafiaen«, et enestående drama-dokumentarisk værk om den sicilianske mafia Cosa Nostra. Bogen udkom i år 2000 i et lille oplag og har i dag næsten kultagtig status blandt folk, der af den ene eller den anden grund aldrig har troet på, at historien om den sicilianske mafia stoppede ved Mario Puzos »Godfather«.

Her er ingen underlægningsmusik,ingen romantik, kun en bidende vind, der blæser gennem Jato-dalen på sin vej ned mod kysten og Palermo - det store blinkende dyr kun få kilometer væk, men alligevel en hel anden verden. Nanias fortælling er skåret ud af den rå virkelighed i den lille mafiaplagede bjergby San Giuseppe Jato - en by, som i mafiaens historie spiller en langt vigtigere rolle end nabobyen Corleone, hvor danske turister ynder at gifte sig, og alle oplysninger er hentet direkte ud af lokale arkiver. Resultatet er et enestående blik tilbage i Cosa Nostras historie til en periode, som til forveksling ligner nutiden. Og rejsefører er selveste don Giuseppe Beccadelli Bologna, prins af Camporeale, som grundlagde San Giuseppe Jato i 1779 og med internettet nu endelig har fået mulighed for at få at vide, hvad der er blevet af hans by.

Skræk og rædsel
Fuld af forventning taster han navnet ind og trykker på returknappen. Stor er hans forfærdelse, da det vælter ud med mennesker, som er blevet kvalt, sprættet op, opløst i syre eller på anden måde kommet af dage.

Meget naturligt spørger han sig selv, hvordan det er gået til?

Svaret han finder frem til, er samtidig svaret på, hvorfor der er en mafia: Født i 1800-tallet som et slags socialt oprør i en forbrødring mellem kriminelle og arveløse adelsmænd i storgodsernes periode, hvor de rige kunne tælles på én hånd, og de fattige og undertrykte var som dråber i havet; iblandet bonde- og hyrdekulturens medfødte grusomhed, og for alvor mægtig i begyndelsen af forrige århundrede, da der blev indført almindelig stemmeret, og mafiaen fik en vigtig og uindtagelig rolle i det sicilianske samfund. En rolle, som den har bevaret til i dag i sin egenskab af leverandør af demokratisk afgivne stemmer til de politikere, der bytter over med licitationer, lovændringer, beskyttelse.

»Det hele startede med, at jeg i et arkiv fandt nogle politirapporter fra sidst i 1920erne, altså fra indledningen til den fascistiske tid, hvor folk her på egnen virkelig troede, at staten var ved at gøre kål på mafiaen, og derfor talte de af karsken bælg med ordensmagten. Papirerne var endnu bundet af en tidsfrist, så jeg måtte vente nogle år, men da jeg fik læst det hele igennem, stod jeg så at sige med et enestående billede af en situation, som på overraskende vis ligner nutiden,« siger Gioacchino Nania, mens han viser rundt i et næsten mennesketomt San Giuseppe Jato en søndag lige inden frokost.

De lige gader ligger række efter række og klamrer sig til bjergsiden, der allerede én gang har kastet byen af sig ved et jordskred, men folk klatrede bare tilbage i sadlen. Mens vi bevæger os hen over den hullede asfalt, fortæller Gioacchino Nania løs, og hans ansigt, der mest af alt ligner et landskab af kløfter og stenede marker, ryster nu og da under en skraldende latter. Om tingene er nok så tragiske, gør ikke den store forskel. Som de fleste andre mænd af en vis alder fra tvillingebyerne San Giuseppe Jato og San Cipirello bærer han coppola - en kasket, som for mange er symbol på Cosa Nostra. Men Gioacchino Nania er ikke et produkt af mafiaen, selv om han er vokset op midt i den og trykker mafiabosser i hånden og tager imod en kop kaffe fra dem, når han møder dem på baren i sin hjemby San Cipirello.

»Man kan ikke se, om en person er mafioso eller ej. De virker som alle andre, og her er der ingen, der vender dem ryggen. På den måde møder de ingen vanskeligheder i dagligdagen. Man taler om politik, om sport, om det seneste færdselsuheld. Det vigtigste er, at man ikke taler om de myrdede.«

Og så griner han igen og spænder luppen for øjnene for at finde de detaljer frem, der kan forklare, hvorfor mafiaen har været så svær at komme til livs.

Politisk kriminalitet
Det første vidnesbyrd om forbindelser mellem mafia og politik er fra 1876, da den toscanske højrefløjsparlamentariker og sociolog Leopoldo Franchetti udgav et værk med titlen »Undersøgelse af mafiaen.« Efter at have opholdt sig i nogle måneder på Sicilien konkluderede Franchetti, at mafiaen var et uløseligt problem, efter som den var en form for »politisk kriminalitet«, der blev begået af Siciliens ledende personer. Kun centralregeringen i Rom kunne løse problemet. Men også dette var umuligt, eftersom centralregeringen ikke kunne klare sig uden politisk støtte fra Sicilien.

»Dette er et forhold, som forbliver konstant gennem hele Italiens historie,« fastslår Gioachchino Nania: »Men mafiaen, som vi kender den i dag, blev først født efter 1914 med indførelsen af den almindelige stemmeret. Det er meget lige til. Før 1914 var der i San Giuseppe Jato 89 stemmeberettigede. Det var ikke flere, end den enkelte kandidat kunne besøge dem alle sammen, og på det tidspunkt havde mafiaen endnu en sekundær rolle. Men efter 1914 var der pludselig 2.800 vælgere, og så måtte politikerne til at henvende sig til folk, der kunne »fiske« stemmer for dem. Mafiaen, som vi kender den i dag, blev altså født som svar på et politisk behov, og fra den tid finder vi også de første eksempler på personer, der blev valgt ind i parlamentet, men som i bund og grund var gemene forbrydere.«

Det første alvorlige anslag mod dette system fulgte et tiår senere, da den fascistiske leder Benito Mussolini besøgte Piana degli Albanesi - en anden naboby til San Giuseppe Jato, og borgmesteren, don Ciccino Cuccia, som også var leder af den lokale mafia, ved synet af de mange livvagter udbrød:

»Men signor kaptajn, De er con mia, med mig. Det er ikke nødvendigt med alle de pansere.«

Ved disse ord forstod Mussolini, at der var en del af Italien, som han ikke havde kontrol over, og han sendte efterfølgende en præfekt, Cesare Mori, til Sicilien for at bekæmpe mafiaen.

»Mori gjorde et grundigt stykke arbejde, og mange begyndte at tro på, at man med Mussolini måske virkelig kunne blive mafiaen kvit, så de fortalte alt, hvad de vidste til politiet, navne, hændelser, inklusive kommaerne! L'Omertà - tavshedens lov - eksisterede ikke længere,« siger Gioacchino Nania.

Her er et uddrag af et vidneudsagn fra en borger ved navn Ugo Corrado, aflagt den 17. august 1926:

»Mafiaen i San Giuseppe Jato var ledet af brødrene Termini (...) mens Giuseppe Troia og Antonino Pulejo havde kontakterne til politikerne og til de andre myndigheder, som medlemmerne kunne drage nytte af, som for eksempel når det handlede om at få en våbentilladelse, selv om de lokale myndigheder havde nægtet den.«

Således blev det ene ark efter det andet fyldt ud af vidner over hele Sicilien, indtil »jernpræfekten« Cesare Mori nåede det niveau, hvor de herskende fascistiske politikere og mafiaens interesser flød sammen og blev en og samme ting. For eksempel var den daværende boss i San Giuseppe Jato og San Cipirello pot og pande med fascismens øverste leder på Sicilien, Alfredo Cucco. Her slog sikkerhedskontakten fra, og Mori blev kaldt tilbage.

»Under resten af fascismen holdt mafiaen en lav profil, og mange troede den var forsvundet, men da amerikanerne så gik i land i 1943, dukkede den pludselig op igen, og folk spurgte: »Men hvor kom den fra?«

I virkeligheden havde mafiaen bare gjort, som den gør det i dag; den er dykket ned under overfladen og holdt op med at myrde, men i Palermo betaler alle forretningsdrivende alligevel deres beskyttelsespenge. Fortiden er altså et komplet billede på situationen lige nu. Også hvad angår de politiske forbindelser. Mange af de store politikere i dagens Italien kommer fra dette område,« siger Gioacchino Nania.

Han hilser venligt på en jævnaldrende mand med kasket, som skrår over gaden i luntetrav for at nå hjem til frokosten, og man kommer til at tænke på, hvordan bogen er blevet modtaget i lokalsamfundet og blandt de herskende bosser.

»Godt, vil jeg sige. Der har ikke været nogle ubehagelige episoder. Men de fleste personer, der optræder i den, er jo også døde, og jeg har sørget for at fokusere på de familier, som er uddøde. Man kan sige, at den største risiko ved en sådan bog bestod i, at nulevende mafiosi kunne blive fornærmede over ikke at se deres forfædre nævnt som bevis på deres egen ædle byrd,« siger han og griner igen.

I San Giuseppe Jato er mafiaen noget, man indånder med luften og omgås med samme påpasselige skødesløshed, hvormed minearbejdere håndterer dynamit. Kigger man ud i dalen, kan man se den villa, hvor den gamle mafia-patriark Bernardo Brusca blev anholdt i 1985, fjerde generations mafioso og far til en af mafiaens værste bødler, Giovanni. Den mand, som udløste bomben under dommeren Giovanni Falcone, men som senere kastede skam over familien, da han indledte et samarbejde med myndighederne. I de følgende 16 år holdt gamle Brusca selv munden lukket i fængslet. Så lukkede han øjnene og døde, uden nogensinde at gense villaen mellem træerne i den grønne dal eller de folk, han var vokset op med. Sådan har de få tusinde indbyggere i San Giuseppe Jato i over 100 år fulgt mafiaen i dens højder og dybder, krige, nederlag og triumfer. De har set en boss som Balduccio Di Maggio vokse sig stor, blive anholdt, hoppe af og fortælle om en kys, der blev udvekslet mellem den tidligere regeringsleder Andreotti og Cosa Nostras øverste boss. De har set ham vende hjem til San Giuseppe Jato og myrde løs på sine fjender, hvor efter han vendte tilbage i fængslet igen.

Dette øjeblik er ingen undtagelse.

»Hvis man skal beskrive situationen lige nu, må man sige, at der efter Di Maggio'erne og Brusca'erne er tale om en periode af forvirring, af stilstand. Men de er der selvfølgelig altid. For hver mafioso, der træder ud af historien, kommer der en ny ind. De politiske forbindelser er der hele tiden, og folk bliver ved med at behandle mafiosierne med den største respekt. Nogle konsulterer endda den lokale boss, inden de køber et stykke jord eller får deres søn eller datter gift. For der kunne jo være et eller andet i vejen, og det er bedre at undgå problemer. På den måde kan mafiosoen kigge sig selv i spejlet og sige: »Jamen, så er jeg vigtig,« og så opfører han sig endnu mere som en vigtig person. Det er som en hund, der bider sig selv i halen, og man slipper ikke ud af den situation, før folk holder op med at underlægge sig mafiaen. Mafiaen eksisterer, hvor staten ikke er til stede, siger man. Men hvad nu, når også selve staten er forbundet med mafiaen? Det er en umulig situation,« siger Gioacchino Nania - fuldstændig som et ekko af gamle Leopoldo Franchetti, som nåede til den samme konklusion 128 år tidligere.

Sådan gentager historien sig i det uendelige. Man kan i realiteten stige af og på, hvor man vil, hvis man vel at mærke ikke lever i den. Sammen med Gioacchino Nania går vi ind på en bar for at få en kop kaffe, og fotografen tager kameraet frem for at fotografere ham foran havet af coppola-kasketter, der sidder på de gamle mænd ved kortbordet bagerst i lokalet.

»Skynd jer,« hvisker Gioacchino Nania.

For første gang aner man en nervøsitet, en sitren i hans toneleje. For nok kan man skrive bøger om afdøde adelsfolk, der surfer på nettet og bliver klogere, og nok kan man vise fremmede rundt. Men man kan også komme for tæt på. Som møllet, der risikerer at brænde op i flammen, der altid brænder i San Giuseppe Jato. Eller som don Giuseppe Beccadelli Bologna, prinsen af Camporeale, konkluderer sidst i bogen, da han over en bedre middag aflægger rapport overfor sin onkel, en helgen uden portefølje:

»Dette er et territorium, hvor de svageste - uanset hudfarve, politisk overbevisning eller religion - altid har udgjort den samme sociale klasse: de undertrykte. Et territorium, hvor undertrykkerne altid har været den etablerede magt. En magt, som i de sidste 80 år har været lagt i hænderne på mafiaen. Dette er et territorium, hvor konflikterne mellem undertrykte og undertrykkere altid er blevet løst på voldelig og - meget ofte - grusom vis.«