Her kan du læse Einsteins tanker

Tusinder af dokumenter af og om geniet Albert Einstein lægges nu på nettet til næsten fri afbenyttelse. Museet bag er klar til 80 millioner klik det første døgn.

Nu kan helt almindelige mennesker klikke sig lidt nærmere Einsteins private og videnskabelige tanker. Fold sammen
Læs mere
Foto: -

JERUSALEM: Hvorfor skal vi vide, hvad Albert Einsteins tidligere elskerinde Betty Neumann, dengang 44 og 23 år, skrev til ham 15 år efter deres affære? Det skal vi, fordi ingen i dag tager skade af, at det bliver offentliggjort, og fordi det viser, at geniet også var et menneske, lyder svaret.

Det Hebræiske Universitet i Jerusalem har i dag åbnet en digital database for deres unikke samling Albert Einstein Arkiverne over alt vedrørende videnskabs-ikonets liv og forskning. 2.000 dokumenter med 7.000 sider er foreløbigt tilgængelig på alberteinstein.info. Her kan man ud over Neumanns korrespondance også se papirer med et nedkradset E = mc2, der ændrede vores opfattelse af fysikkens love.

Målet er at få digitaliseret den komplette samling på flere end 40.000 dokumenter fra Einsteins personlige papirer samt 30.000 indsamlede papirer, der refererer til den tysk-jødiske videnskabsmand bag relativitetsteorien.

Forskervenligt

Alt er lagt ud i »højest mulige opløsning«. Samtidig mener initiativtagerne at have flyttet grænser med en forskervenlig platform, hvor der refereres på kryds og tværs til alle tænkelige kombinationer af en kontakt eller et emne.

 - Nu ligger det der. Gratis og til fri afbenyttelse. Det er vores ideologi og gave fra Det Hebraiske Universitet. Vi kunne have taget gebyr, men vi ønsker, at det skal blive brugt, siger lederen af universitetsbiblioteket, professor Amalya Oliver Lumerman.

Hun pointerer, at man gerne »må bruge indholdet«, men at grænsen går ved downloading af de indscannede originale dokumenter.

Mange vil også i dag have svært ved at følge de epokegørende videnskabelige tanker. Men den videnskabelige dyrkelse af hans intellekt og ikke mindst hans mange lige så kloge og tankevækkende som saftige og knivskarpe udtalelser om livet og menneskers adfærd har sikret ham en kult-status. Det særprægede udseende ofte suppleret med en rammende bemærkning er blevet et brand i sig selv – uden sammenligning men i samme retning som den revolutionære Che Guevara.

Håndskrevne oplysninger

Måske ville internettet have været endnu et sted, hvor Albert Einstein med knastør sarkasme ville have konstateret, at udviklingen løber fra menneskenes egne tanker. Måske ville det have ført hans egne tankeslutninger og videnskabeligt arbejde til endnu større højder.

Det får vi aldrig at vide. Til gengæld kan forskere, studerende, berømthedsjægere og alle andre nysgerrige nu få et dybt indblik i geniets snørklede veje både i privatlivet og i sit videnskabelige arbejde.

På Det Hebræiske Universitet i Jerusalem er man overbevist om, at interessen er til stede ikke bare for symbolet Einstein men også for de faktiske oplysninger, hvoraf mange er skrevet i hånden på tysk, suppleret med engelske oversættelser fra Einstein Arkivet.

 - Det har været en enorm opgave. Både at skulle beskytte os mod hackere og gøre klar til brugerne. Jeg har fået at vide, at vi kan klare 80 millioner klik fra databasen åbner og 24 timer frem, siger det akademiske overhoved for Einstein Arkiverne, Hanoch Gutfreund.

Newton ramte 29 mio. klik

Dermed er succeskriteriet for interessen skruet i top, men da hovedsponsor for Einstein-projektet, Polonsky Foundation, prøvede noget tilsvarende med den i ånden beslægtede videnskabsmand Sir Isaac Newtons arbejder skal det have givet 29 millioner klik på et døgn.

Formålet er netop at holde verdens tankegods tilgængeligt, siger fondens bagmand Leonard Polonsky:

 - Efter atombomben over Hiroshima, hvad skete der så med bibliotekerne? Biblioteket i Alexandria år 48 f.v.t. havde på det tidspunkt den største samling af verdens viden, og den forsvandt ved en brand. Nu ved vi, at det her ikke kan blive ødelagt.

Einsteins – og Newtons – tanker og livsbeskrivelser er sikret for evigheden. Selvfølgelig forudsat, at computere og søgefunktioner fungerer, at der er strøm til at drive dem, og at mennesker kan betjene dem. Alt er jo trods alt relativt.