Her er seks sværvægtere, der i nat kommer til at afgøre topmødedyst og Vestager, Thorning og Løkkes skæbne

I aften går det igen løs i Bruxelles med endnu et topmøde, når Mette Frederiksen og hendes kolleger blandt stats- og regeringscheferne skal forsøge at blive enige om en fordeling af EU-topposterne. Seks aktører vil blive særlig afgørende, når kabalen skal lægges.

Den danske konkurrencekommisær Margrethe Vestager er oppe mod blandt andre Frans Timmermans i kampen om EU-topposterne. Hollænderen er for nuværende viceformand i Europa-Kommissionen.  epa07642980 European Commissioner for Competition Margrethe Vestager (L) and First Vice-President of the European Commission Frans Timmermans (R) greet each other at the start of college meeting of the European Commission in Brussels, Belgium, 12 June 2019. EPA/OLIVIER HOSLET Fold sammen
Læs mere
Foto: OLIVIER HOSLET

Den hollandske socialdemokrat Frans Timmermans sidder sandsynligvis lige nu med krydsede fingre.

Skal man tro rygterne få timer før et topmøde i Bruxelles, vil den nuværende viceformand i Europa-Kommissionen nemlig i aften blive foreslået som den kommende formand for Europa-Kommissionen.

Om der så kan opnås konsensus om ham som formand er på nuværende tidspunkt et åbent spørgsmål. Både Italien og de såkaldte Visegrad-lande - Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet - kan være imod ham.

Alle regner med, at det bliver en lang nat i Bruxelles, når man skal forsøge at få kabalen med de alt fire topposter til at gå op. Det kan fortsat ikke udelukkes, at partnerne må tage mandagen eller et nyt topmøde i brug.

Her er seks aktører, det er særligt værd at holde øje med i aften og nat:

Emmanuel Macron

På det seneste topmøde i sidste uge spillede Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, en central rolle. Både før, under og efter mødet lagde han ikke skjul på, at det for ham var afgørende at fravriste Europa-Parlamentet dets »førstevælgerret« til kommissionsformandsposten.

Ifølge Macron er det en ret, der ifølge traktaten retteligen tilkommer stats- og regeringscheferne, og han accepterer ikke, at deres valgmuligheder er begrænset til de såkaldte spidskandidater, altså de kandidater der stillede op for de politiske grupper ved valget til Europa-Parlamentet.

På vej hjem til Paris kunne Macron i første omgang melde »Game, set og match« til Frankrig. Ifølge præsidenten var alle spidskandidater ude (Manfred Weber, Frans Timmermans og Margrethe Vestager).

Efter ikke mindst weekendens G20-topmøde i japanske Osaka og en ny spansk melding ser situationen noget anderledes ud. På en pressekonference i udkanten af G20-mødet gav den tyske kansler Merkel udtryk for, at der stadig er liv i spidskandidatkonceptet:

»Jeg kan kun sige, at begge spidskandidater, som jo er ægte spidskandidater, er i spil, og de har begge på hver deres måde sørget for, at spidskandidatprocessen fortsat findes. Det har været vigtigt både for socialdemokraterne og kristdemokraterne.«

Vil Macron acceptere Timmermans? Fold sammen
Læs mere
Foto: STEPHANIE LECOCQ.

Et af de helt afgørende spørgsmål på topmødet bliver derfor, om Macron vil kunne acceptere, at Frans Timmermans bliver formand - hvis han vel at mærke også kan samle flertal i Europa-Parlamentet. Det ville kræve, at den konservative gruppe melder ud, at de vil stemme på Timmermans. Tyskeren Weber har Macron derimod gang på gang betegnet som en uerfaren letvægter.

Hvis Macron skal acceptere Timmermans, vil han uden tvivl insistere på at få noget til gengæld. For eksempel en franskmand eller en liberal til en af de øvrige topposter (Formand for Det Europæiske Råd, udenrigschef eller ECB). Blandt kandidaterne, der nævnes er EUs Brexit-forhandler, Michel Barnier, IMF-chef Christine Lagarde, ECB-medlemmerne Villeroy de Galhan og Benoît Coeuré.

Macron kan også som modydelse foreslå, at spidskandidatsystemet om fem år suppleres med såkaldte »transnationale lister«, så vælgerne i hele Europa kan sætte kryds ved spidskandidaterne i alle lande. Denne gang var det kun hollænderne og tyskerne, der kunne sætte kryds ud fra Timmermans og Weber.

Pedro Sanchez

Den spanske premierminister, der ligesom danske Mette Frederiksen er en af de få socialdemokratiske ledere, som for nylig har vundet et valg, har på rekordtid indtaget en central position i EU.

Konkret forsøger Spanien at udnytte, at den fransk-tyske akse knager. Ligesom Macron satser Sanchez på, at EU i højere grad vil kunne give lande en økonomisk saltvandsindsprøjtning fremfor at fortsætte den hårde tyske finanspolitiske linje, hvor der altid skal sættes tæring efter næring.

På EU-topmødet i sidste uge vakte det stor opsigt, at Sanchez støttede Macron i, at alle spidskandidater er ude af kabalen. I tirsdags, givetvis også efter pres fra den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet, der ledes af en spanier, ændrede premierministeren kurs. Nu lød det pludselig fra Madrid, at Timmermans er »den bedste kandidat til EU-kommissionen«.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad Sanchez gør, hvis det alligevel ikke lykkes at samle opbakning til Timmermans kandidatur? Som stærk socialdemokrat vil han kunne kaste den tidligere danske statsminister Helle Thorning-Schmidt ind i kabalen som mulig formand for Det Europæiske Råd. Thorning-Schmidt er det eneste socialdemokratiske bud på en kvinde med regeringserfaring, der lige nu nævnes.

Som et tegn på, at Spanien igen er en af sværvægterne i europæisk politik, vil Sanchez uden tvivl også forsøge at få en tung post i EU-Kommissionen. Over for Berlingske peger kilder i Spanien på, at Sanchez er stærkt interesseret i viceformandsposten med ansvar for økonomi.

Kansler Angela Merkel kan ikke bare ofre den konservative og tysk spidskandidat, Manfred Weber, uden at få noget til gengæld. Fold sammen
Læs mere
Foto: DOMINIQUE JACOVIDES / AFP / Scanpix.

Angela Merkel

Udpegelser af topposter er ikke kansler Merkels paradedisciplin. Flere gang er hun i Tyskland blevet presset til at udpege en anden forbundspræsident, end hun egentlig ønskede. Og i 2014 var Jean-Claude Juncker ikke hendes foretrukne kandidat som EU-kommissionsformand.

Også denne gang kæmper Merkel med at få opbakning til sine synspunkter. Ikke mindst for at »please« sit bayerske søsterparti, CSU, accepterede hun, at Manfred Weber blev spidskandidat for Europas konservative (EPP).

Og da de konservative trods alt fik flest stemmer ved valget til Europa-Parlamentet, er det uhyre svært for Merkel nu bare at droppe Weber. Som et tegn herpå har CSUs formand, Markus Söder, meldt sin ankomst til et EPP-gruppe-møde, der finder sted søndag i Bruxelles.

Angela Merkel, Tysklands kansler, CDU

»Jeg kan kun sige, at begge spidskandidater, som jo er ægte spidskandidater, er i spil, og de har begge på hver deres måde sørget for, at spidskandidatprocessen fortsat findes. Det har været vigtigt både for socialdemokraterne og kristdemokraterne.«


Efter G20-mødet i Osaka er der dog meget, som tyder på, at Merkel i valget mellem Weber og en fortsættelse af spidskandidatmodellen har valgt det sidste. I Osaka pegede hun således på, at løsningen skal findes med afsæt i de »ægte spidskandidater.« I international presse er udsagnet blevet tolket som, at Merkel kan leve med Timmermans, da spidskandidatmodellen dermed overlever.

Derimod er Margrethe Vestagers chancer dalet betragteligt, da kansleren refererede til de to »ægte« spidskandidater. I modsætning til Timmermans og Weber stillede Vestager som bekendt ikke op til valget til Europa-Parlamentet og sagde først få dage før valget, at hun var kandidat.

Men på den anden side kan Merkel jo være tvunget til at falde tilbage på den gamle klassiker om, at politik nu engang er det muliges kunst og således støtte Vestager.

Vestager har statsminister Mette Frederiksens opbakning til at gå efter formandsposten i Europa-Kommissionen. Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER.

Spørgsmålet er imidlertid, hvilken trøstepræmie Merkel vil insistere på som kompensation for at ofre Weber. I tysk presse nævnes tre muligheder: En viceformandspost i EU-Kommissionen til Weber eller en anden tysker, ECB-chefposten til Jens Weidmann eller parlamentsformandsposten til Manfred Weber?

Selvom Merkel ikke har tradition for at kæmpe for kvinder til topposter, har hun i løbet af det seneste år i stigende grad talt ligestillingens sag. Det kunne tale for, at hun eventuet vil kæmpe for Vestager som EUs udenrigschef.

Hvis Timmermans ikke får flertal, vil Merkel i hvert fald skulle ud i sprog-akrobatik for at forklare, hvordan Vestager, der i lørdags ikke var en »ægte« spidskandidat, pludselig er blevet det over natten.

Donald Tusk

Som formand for Europæiske Råd vil Donald Tusk uden tvivl være helt afgørende i nat. Det er ham, der hele tiden skal have et klart fokus på, hvilken kandidat der kan samle flertal både blandt stats- og regeringscheferne og i Europa-Parlamentet.

Han begyndte allerede i formiddags med at holde møde med Pedro Sanchez, og mødeaktiviteten forsætter helt frem til topmødet går igang kl. 18. Under topmødet vil han udover bordrunder blandt de 28 vanen tro benytte sig af to klassiske greb:

For det første vil han foretage forhandlinger i en mindre kreds, hvor de udvalgte regeringschefer repræsenterer flere landes synspunkter. For andet vil han kalde landene ud ét for ét i den såkaldte »skriftstolsseance« og afæske dem klare svar: Kan du leve med denne eller hin kandidat?

I internationale medier og på Tusks egne pressekonference i sidste uge blev der spekuleret i, om Tusk selv vil kunne lægge billet ind på kommissionsformandsposten. Imod det taler dog, at Tusk næppe vil få opbakning af Visegrad-landene. Da han for nogle år siden fik forlænget sit mandat, var polakkerne voldsomt imod.

I Bruxelles er der derfor ingen, der tør spå om, hvornår eller om stats- og regeringscheferne bliver enige om topposterne. Tusk har under alle omstændigheder signaleret, at han har bestilt morgenmad til de trætte og sultne EU-ledere.

Mark Rutte

Hollandske Mark Rutte er en de allermest erfarne ledere i kredsen af stats- og regeringsledere, eftersom han har formået at beholde magten i skiftende regeringer i hjemlandet siden 2010. Dermed har han altså også været med til utallige topmøder og været en af problemknuserne i EU i lige fra euro- til flygtningekrisen.

Der bliver lyttet til Rutte, som også den seneste tid har påtaget sig at udlægge status for EU-samarbejdet i diverse internationale medier. Noget, der har fået spekulationer til at cirkulere, om hvorvidt Rutte selv skulle være interesseret i at flytte fra Holland til Bruxelles og sætte sig i spidsen for Det Europæiske Råd. Det har han imidlertid selv afvist en stribe gange.

Ved det første topmøde om fordelingen af topposterne, der fandt sted halvandet døgn efter europaparlamentsvalget, var det Rutte, der sammen med sin belgiske kollega, den fungerende premierminister, Charles Michel, satte sig i spidsen for sonderinger i den liberale familie i Europa.

Tidligere har Rutte blandt andet kaldt Margrethe Vestager for »fantastisk«:

»Hun er en ledende skikkelse i den liberale europæiske familie, i Kommissionen, hun er respekteret i hele verden, og hun er et eksempel på en principfast politiker,« sagde han til Berlingske.

Selv om de liberale officielt har støttet Vestager som kommissionsformand, kan der stadig i nat nå at melde sig andre liberale kandidater på banen, der drømmer om at job som formand for enten Europa-Kommissionen eller Det Europæiske Råd – for eksempel Rutte selv, Charles Michael eller danske Lars Løkke Rasmussen. I den sammenhæng er det vigtigt at vide, at der efter alt at dømme kun kan være én liberal på topposterne, der skal tage hensyn til en større balance i Europa.

Visegrad-landene

Det bliver også spændende, hvordan Visegrad-landene - Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet - kommer til at agere i spillet. Gruppen af lande støtter ofte hinanden i standpunkter af mere principiel karakter i EU-samarbejdet, og de ser også ud til at gøre det i spillet om toppposterne.

Efter et møde mellem landene i tjekkiske Prag i fredags skrev Ungarns premierministers talsmand, Zoltan Kovacs, at de fire Visegrad-lande »kun vil acceptere kandidater, som forstår de udfordringer, som Centraleuropa står over for, og som er i stand til at identificere sig med V4s (Visegrad-landene, red.) synspunkter.«

Landene slog endnu en gang deres mål fast som at »stoppe migration, konceptet om at nationernes Europa, og at kristen kultur er fundamentet for EU.«

»Dermed er ingen af de såkaldte spitzenkandaten acceptable. Vi kan ikke støtte Manfred Weber eller Frans Timmermans,« sagde de direkte.

Timmermans har sandsynligvis længe været utænkelig for lande som Polen og Ungarn. Han har som næstformand i Europa-Kommissionen været ansigtet udadtil, når landene har fået på puklen for ikke at leve op til de grundlæggende retsstatsprincipper i EU-samarbejdet.

Visegrad-landene vil også huske andre, der har været ude med riven efter dem, såsom den fungerende belgiske premierminister, Charles Michel. Han har blandt andet sat spørgsmålstegn ved, om Visegrad-landene over hovedet hører hjemme i Schengen-samarbejdet som følge af landenes hårde migrationspolitik.

Lykke Friis er Berlingskes korrespondent i Berlin.

Eva Jung er Berlingskes korrespondent i Bruxelles.