Her er ordet, du skal kende. Det har sat ild i debatten og sendt folk på gaden

Et ord har skabt vrede og chok i Tyskland. Demonstranter og politikere mener, at højreekstremisternes plan endelig er afsløret. Nu bliver der talt om at forbyde det næstmest populære politiske parti, og der bliver draget paralleller til fortiden.

Tusinder af demonstranter er de seneste dage gået på gaden med protester imod AfD som her i Köln. Ina Fassbender/AFP/Ritzau Scanpix

Et møde for kendte højreekstreme kræfter på et hotel i nærheden af byen Potsdam kan let få en ildevarslende klang.

Det var kun »små otte kilometer væk fra hotellet«, at et af verdenshistoriens mest berygtede møder, om Holocaust, fandt sted, som personerne bag en opsigtsvækkende afsløring konstaterer.