Her er manden med verdens måske sværeste job

Franske Michel Barnier skal på vegne af de 27 fortsættende EU-lande forhandle skilsmissen med Storbritannien på plads. Han skal sikre en aftale, som alle landene kan leve med, holde samme på de 27 samt tilfredsstille et kritisk Europa-Parlament. Det bliver ikke let.

Arkivfoto: Dennis Lehmann Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man kan lige så godt lære navnet Michel Barnier at kende, for som EU-Kommissionens Brexit-forhandler har den 66-årige franskmand den helt centrale rolle i de uhyre vanskelige forhandlinger, der venter de kommende to år.

Én ting er et væld af kompliceret jura, hvor der efter 44 års ægteskab dagligt dukker nye udfordringer op. En endnu større opgave er imidlertid den politiske balancegang, som Barnier skal forsøge at finde.

Han skal forhandle på vegne af de 27 fortsættende EU-lande og sørge for, at de 27 holder sammen, selv om de vil have forskellige interesser på en lang række områder. Han skal således sikre en aftale med briterne, som alle kan leve med, fordi ingen aftale vil føre til betydelige problemer for alle parter, også for resten af EU, som Barnier har formuleret det. Men det må vel at mærke ikke være en aftale, som får flere lande til at ønske at følge i briternes fodspor. Og som om det ikke er rigeligt at håndtere, skal han samtidig gøre et kritisk Europa-Parlament tilfreds, da parlamentet skal godkende skilsmisseaftalen.

De første kommentarer fra EUs ledere understreger da også udfordringen. Da EUs rådsformand, Donald Tusk, onsdag modtog det britiske skilsmissebrev, sagde Tusk, at det nu handler om damage control:

»Vores mål er klart: At minimere omkostningerne for EUs borgere, virksomheder og medlemsstater.«

Europa-Parlamentets formand, Antonio Tajani, gjorde det klart, at diskrimination af EU-borgere – mens skilsmissen forhandles – eller en aggressiv britisk skattepolitik ville ødelægge mulighederne for at nå en aftale.

Barnier kan dog glæde sig over, at Storbritanniens premierminister, Theresa May, onsdag anlagde den hidtil mest forsonlige tone i skilsmissebrevet. May ønsker også at undgå den situation med et juridisk vakuum, der ville opstå, hvis parterne ikke kan blive enige om en aftale. Hun taler også om først at sikre rettighederne for de nuværende EU-borgere i Storbritannien og briter i andre EU-lande. Hun accepterer, at det kræver overholdelse af EU-standarder, hvis man vil sælge sine produkter i EU, ligesom hun understreger behovet for et stærkt sikkerhedspolitisk samarbejde.

Mays trussel, om at det sikkerhedspolitiske samarbejde hænger sammen med økonomiske samarbejde, vil dog ikke blive godt modtaget, og i det hele taget er djævlen i detaljen. Selv om Barnier vil være enig i en del af Mays overskrifter i brevet, er det et åbent spørgsmål, hvor langt enigheden rækker, når forhandlerne først sidder rundt om bordet. Eksempelvis bliver både opgørelsen af boet og de britiske bankers adgang til at drive forretning i EU giftige emner.

Londons onde ånd

Netop Londons bankverden har før krydset klinger med Barnier, da han som superkommissær i Bruxelles i perioden 2010-2014 både havde ansvaret for at stramme den finansielle regulering i kølvandet af finanskrisen samt for det indre marked. Barnier skabte til tider stor frustration hos London-bankerne, når han skærpede kravene og ikke var bange for at give bankerne en del af skylden for finanskrisen.

Da EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, i juli udnævnte Barnier, rasede de EU-kritiske aviser i Storbritannien over valget. The Suns politiske redaktør kaldte udnævnelsen en krigserklæring, mens Daily Mail talte om et forræderi fra Juncker.

Det er den selv samme Barnier, som May og den britiske bankverden nu skal forsøge at overbevise om, at det vil være i alles interesse at beholde London som Europas finansielle centrum for værdipapirer, der handles i euro, mens regeringen i Paris vil kræve en knaldhård linje over for Storbritannien i det spørgsmål.

Barnier har desuden været såvel landbrugs- og fiskeriminister som europaminister og udenrigsminister i Frankrig, ligesom han kortvarigt har været medlem af Europa-Parlamentet. Han har dermed indgående erfaringer med de områder, som forventes at blive nogle af de vanskeligste i forhandlingerne.

Og de erfaringer får han i den grad brug for.