Her er manden, der (måske) kan slå Donald Trump

Han er sort, men tror ikke på racisme. Og videnskabsmand, men tror ikke på videnskab. Hjerne-kirurgen Ben Carson har – på trods af mangel på politisk erfaring – mange tilhængere. Nu haler han ind på Donald Trump.

Ben Carson, republikansk præsidentkandidat. Fold sammen
Læs mere
Foto: PAUL J. RICHARDS

WASHINGTON: Folk er forventningsfulde denne oktoberdag i Washington D.C.

Lige om lidt træder en af republikanernes stjernekandidater til præsidentposten ind ad døren til byens presseklub for at tale til journalister, lobbyister og politikere om det USA, han drømmer om.

Hjernekirurgen Ben Carson der er genial som læge og har en sikker hånd, når det drejer sig om at føre kniven i et af menneskets mest følsømme områder, hjernen, håber på at blive USAs præsident.

Og hans ambitioner er klare. USA er i gigantiske problemer både hjemme og ude, og kun én person kan genoplive den amerikanske drøm – og det er den pensionerede overlæge fra det ansete universitetshospital Johns Hopkins.

Carson er en af de kandidater, der i øjeblikket er i stand til at komme med de mest uoverlagte synspunkter og slippe godt fra det. Faktisk stiger hans popularitet, hver eneste gang han farer ud med påstande, han ikke efterfølgende kan forsvare.

Han seneste udtalelser om, at jøderne aldrig ville have gennemlevet Holocaust, hvis Tyskland havde haft de samme våbenlove som amerikanerne, falder i visse kredse i god jord, selv om han i efterfølgende interviews helt åbenlyst viser en uvidenhed om de faktiske forhold i Europa på daværende tidspunkt. Men det er jo sådan set ligegyldigt, sådan set fra en amerikansk position.

Hans udtalelser om, at han aldrig ville kunne støtte en muslimsk præsident i USA, har selvfølgelig også vakt opsigt, selv om han har trukket lidt i land. I det forsøg brød han ganske vist forfatningen, fordi han ville tvinge muslimske kandidater til offentlige embeder til at gennemgå en religionstest, hvilket er i modstrid med forfatningen.

Men pyt med det.

Det er jo en bagatel, siger hans bagland. Og hans indsigt i USAs økonomi er så ringe, at han vikler sig ind i så mange ulogiske forklaringer, at han fordobler USAs gæld, inden han er færdig med sin argumentation.

Og pressen – den bør holde kæft

Carsons syn på homoseksuelle, især de mandlige af slagsen, er, at det er et valg at være homoseksuel. For hvordan kan man ellers forklare, at mænd kommer ud af fængslerne som homoseksuelle, som han siger det. Og hans syn på evolutionen og på The Big Bang eller på klimaforandringerne er heller ikke for sarte sjæle.

For ikke at tale om hans syn på racisme, som ifølge ham ikke er så udbredt, som mange mener. Som min bordherre denne dag siger. USA har fået en præsidentkandidat, der er videnskabsmand og ikke tror på videnskab ,og en sort mand, som ikke tror på racisme. Den valgkamp bliver mere og mere underholdende, som han siger det.

Carson skuffer heller ikke denne dag i The National Press Club i Washington. Han udbygger sine synspunkter på økonomien, på Holocaust og på muslimer. Selv om han modererer nogle af de mest markante standpunkter, så er står det klart, at han er på tynd is.

Men det hele er selvfølgelig pressens skyld. De står i ledtog med regeringen i Washington, der er hovedfjenden for Carson. For det er folket, der skal styre USA, ikke regeringen. Og det er delstaterne, der skal tage ansvar og lytte til, hvad folk vil. Ikke regeringen og Kongressen og Højesteret. Især sidstnævnte skal kigges efter i sømmene, når han tiltræder i Det Hvide Hus, fordi dens dom om homoseksuelle ægteskaber ikke er i folkets ånd.

Min borddame er begejstret for manden og klapper hele tiden. »Er han ikke vidunderlig«, siger hun. Jeg siger, at vi i Europa har nogle lignende politikere, og de bliver også valgt. Det tager hun som en stor kompliment, for hun har boet i Frankrig med sin mand i en periode. »På det område er I foran os«, siger hun.

Carson slutter med en bredside mod pressen, der burde holde kæft, helst med tilbagevirkende kraft. Modigt at sige i en presseklub, hvor pressefriheden selvfølgelig er hellig. Men kritikken af pressen gik rent ind hos nogle af tilhørerne – lobbyisterne især – som også har mulighed for at deltage i sådanne arrangementer. Carson fik en stående ovation. Ikke af de tilstedeværende journalister. Men af lobbyisterne. Så man bliver populær på at sige tingene lige ud. »Jeg siger tingene, som de er«, siger han. Og sådan er det.