Her er, hvad Trump har lovet de første 100 dage – og grundene til, at han får det svært

Donald Trump har lovet amerikanerne at gøre USA »great again«, og han har skrevet, præcist hvordan det skal ske i løbet af hans første 100 dage som præsident. Men flere af punkterne får han særdeles svært ved at gennemføre, vurderer ekspert.

Foto: ERIC THAYER

»Make America Great Again.«

Sådan har Donald Trumps slogan lydt gennem hele valgkampen, og nu hvor det står klart, at han bliver USA's næste præsident, er det værd at se på, hvordan han helt præcist vil gøre USA til et storslået land igen.

Donald Trump har lavet en klar plan over, hvad vælgerne kan forvente af ham på hans første dag i Det Hvide Hus og de efterfølgende 100 dage. Det står nedfældet i hans såkaldte kontrakt med vælgerne, »Donald Trump’s Contract with the American Voter«, som du selv kan læse her.

Vi gennemgår herunder kontraktens punkter - og ja, det er rimelig detaljeret og nørdet, men bliver du træt undervejs, kan du hæfte dig ved overskrifterne. Ved hvert punkt i kontrakten giver Jørn Brøndal, lektor på Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet, sit bud på, hvor realistiske de er for Trump at få gennemført.

Allerede første dag som præsident vil Donald Trump med sin administration gå i gang med følgende tre hovedopgaver:

A) Rydde ud i korruptionen i Washington DC

Med seks tiltag vil Trump mindske korruptionen. Han vil foreslå en forfatningsændring, som sætter grænser for, hvor længe man kan være valgt til Kongressen, han vil indføre ansættelsesstop i det offentlige, og han vil indføre en regel om, at der for hvert nyt regulativ skal fjernes to. Derudover vil han indføre en regel om, at der skal gå mindst fem år, før embedsmænd fra Det Hvide Hus og Kongressen må gå ind i lobbyisme, og til sidst forbyde udenlandske lobbyister at give penge til amerikanske valgkampe.

Jørn Brøndal spår, at Trump vil få overordentlig svært ved at få ændret reglen for, hvor længe man kan sidde i Kongressen, for en forfatningsændring kræver to tredjedeles flertal i Kongressen.

»Og det får han aldrig,« lyder det fra lektoren.

De fleste medlemmer i Kongressen har nemlig allerede siddet mange år, og de har ingen interesse i at ændre reglen. Derudover skal en forfatningsændring også godkendes af tre fjerdele af alle stater.

B) Beskytte amerikanske arbejdere

På sin første arbejdsdag vil Donald Trump også sikre de amerikanske arbejdere ved at meddele udlandet, at han vil genforhandle NAFTA, der er en frihandelsaftale med Canada og Mexico, og at han vil trække USA ud af det transatlantiske samarbejde TPP. Han vil have sit finansministerium til at kategorisere Kina som kursmanipulator. Og så vil han stoppe misbrug ved udenlandsk handel, der påvirker amerikanske arbejdere. Han vil ophæve restriktioner på energiproducenter herunder dem, som udvinder kul, olie og naturgas, og han vil tillade flere projekter med olierørledninger. Til sidst vil han stoppe USA's milliardtilskud til FNs klimaprogram og bruge pengene på miljømæssig infrastruktur i USA i stedet.

Hvad angår frihandelsaftalerne påpeger Jørn Brøndal, at Trump som præsident har temmelig vide beføjelser i handels- og udenrigspolitikken.

»Så her kan han gå temmelig langt, før han behøver at involvere Kongressen. Han kan altså godt kræve en genforhandling af Nafta, og han har også en rimelig stor chance for at gøre noget i forhold til TPP, som ikke er endelig vedtaget. Til gengæld risikerer han at skabe en økonomisk krise, da frihandelsprincippet er det, hele den globale verdensorden er baseret på i dag,« siger han.

Men når det handler om økonomi, som med forslaget om at droppe tilskuddet til FNs klimaprogram, skal Trump have opbakning i Kongressen, og det bliver svært, selvom republikanerne har flertal, for det er ikke alle republikanere, der er enige med Trump.

C) Styrke sikkerheden og retsstaten

På sin første dag vil Donald Trump som det sidste annullere ethvert forfatningsstridigt dekret udstedt af Barack Obama, lyder det i kontrakten. Han vil også begynde processen med at finde en ny højesteretsdommer, og så vil han annullere al finansiering til de såkaldte sanctuary cities, som er byer, hvor man ikke vil retsforfølge illegale immigranter  Han vil begynde at fjerne mere end to millioner kriminelle immigranter fra landet og stoppe for udstedelse af visa til borgere i lande, der ikke vil tage disse kriminelle borgere hjem igen. Og stoppe indvandringen fra regioner med terror-tilbøjeligheder, hvor man ikke i høj grad kan sikkerhedstjekke personerne.

Hvis Trump bruger et argument om, at han sørger for USAs sikkerhed, har han som præsident vide beføjelser til at gennemføre de fleste af ovenstående tiltag, siger Jørn Brøndal. Om det så lykkes ham, vil tiden vise. Hvad angår udnævnelse af en ny højesteretsdommer—en meget høj prioritet i den nærmeste fremtid—skal han have en supermajoritet på 60 ud af 100 stemmer i Senatet for at få sin kandidat godkendt.

Efter den første dag er overstået, har Trump fyldt sin kalender godt ud med yderligere opgaver de næste 100 dage. Herunder kan du læse de 10 lovgivningsmæssige tiltag, han har lovet at gennemføre på den tid.

1) Skattelettelser til middelklassen

Ved blandt andet skattelettelser og en forsimpling af skatteloven vil Donald Trump skabe mindst 25 millioner nye job og en økonomisk vækst på 4 procent om året.

Hvis Trump vil ændre skattelovgivningen, skal det imidlertid godkendes i begge Kongressens kamre, og det kan blive svært, forudser Jørn Brøndal.

»Republikanerne har flertal i begge Kongressens kamre, men de har ikke super majoritet, så demokraterne kan stadig stikke et kæp i hjulet på mange ting. Og mange økonomer mener, Trumps skatteplan vil være en katastrofe, som vil ende ud i en gæld på 5,3 billioner dollars,« siger han.

2) Stop udflytning af arbejdspladser

Trump vil indføre gebyrer, der skal afskrække virksomheder i USA fra at flytte produktionen til udlandet, hvor der kan findes billigere arbejdskraft.

Om det kan lykkes Trump at få gennemført, har Jørn Brøndal ikke nogen kommentar til.

3) Investere i energi og infrastruktur

Trump vil have flere offentlig-private partnerskaber og private til at poste en billion dollars i infrastrukturinvesteringer over ti år.

Her ser Jørn Brøndal en god chance for, at Donald Trump kan leve op til sin kontrakt med vælgerne.

»Her tror jeg, der er en mulighed for at samarbejde med demokraterne, for Hillary Clinton har også talt om nødvendigheden af reformer af infrastrukturen,« siger Jørn Brøndal.

 

4) Øge det frie skolevalg

Trump vil omdirigere uddannelsesmidler, så forældre i højere grad selv kan vælge, hvor de vil sende deres børn i skole.

»Det her udspringer af en problemstiling, der også er raceelementer i. Det handler bl.a. om, at hvide forældre i højere grad kan vælge skoler til deres børn, der ikke formelt set er hvide, men hvor dem, der går der, alligevel selv har inddelt sig efter hudfarve. Hvis forslaget ses som skjult racisme, bliver det svært at få vedtaget i Senatet, men jeg vil ikke udelukke, at der kan gennemføres en uddannelsesreform,« siger Jørn Brøndal.

5) Stoppe og erstatte Obamacare

Trump vil ophæve hele Barack Obamas udrulning af det fælles sundhedssystem Obamacare og erstatte den med private sundhedsopsparinger.

Denne ambition er lettere sagt end gjort, hvis man spørger lektoren. Over 20 millioner amerikanere nyder nemlig allerede godt af Obamacare, og spørgsmålet er, hvor langt Trump kan gå i forhold til at rive tæppet væk under dem.

»Jeg tror, han får svært ved helt at fjerne Obamacare, men det kan godt være, han kan ændre det. Men han er ikke kommet med et konkret løsningsforslag på det her område endnu,« siger Jørn Brøndal.

6) Ændre beskatning af børnepasning og ældrepleje

Trump skriver, at han vil sørge for børnepasning og ældrepleje, som folk har bedre råd til. Det skal ske ved at amerikanerne får lov til at trække børnepasning og ældrepleje fra i skat.

Hvis Trump her vil hjælpe børnefamilie med skattelettelser, så tror Jørn Brøndal godt den nye præsident kan finde opbakning hos demokraterne.

7) Stoppe ulovlig immigration

Trump vil finde alle pengene til at opføre en mur langs grænsen til Mexico med den klare forståelse, at Mexico vil tilbagebetale USA alle pengene, lyder det i kontrakten. Der skal desuden laves en minimumsstraf på to års fængsel, hvis man ulovligt vender tilbage til USA efter at være blevet deporteret, og fem års fængsel, hvis man derudover har begået forbrydelser i USA eller har været deporteret flere gange.

Jørn Brøndal er ikke i tvivl. Den store, store mur, the »great, great wall« langs den mexicanske grænse bliver aldrig til noget.

»For at opføre muren skal Trump ikke bare have et flertal men et flertal på en supermajoritet i Senatet, hvilket består af mindst 60 stemmer ud af de i alt 100. Det kræver flere demokraters stemmer, og demokraterne går aldrig med til det. Mexicos finansiering af muren er også  helt utopisk,« siger han.

I stedet for en mur kan Trump blive nødt til at nøjes med en udvidelse af det hegn, der allerede findes nogle steder langs grænsen, mener lektoren. Derimod kan Trump godt skrue op for deportationerne ud af USA, der allerede under Obama satte rekord.

8) Genoprette sikkerheden i samfundet

Trump vil have kriminalitetsraten ned ved at lave en »task force« mod vold og ved at lave et program, der skal træne og assistere det lokale politi.

Politiet rundt om i USA er generelt lokalt forankret, så der er grænser for, hvor meget Trump kan regulere på det her område, påpeger Jørn Brøndal.

9) Genoprette sikkerheden på nationalt plan

Trump vil genopbygge militæret ved at udvide militærbudgettet. Desuden skal USA's vitale infrastruktur beskyttes bedre mod cyberangreb, og en ny screening af indvandrere skal sikre, at de som kommer til USA støtter det amerikanske folk og de amerikanske værdier. Desuden skal veteraner have bedre hjælp.

Jørn Brøndal stiller spørgsmålstegn ved, om Trump kan få vedtaget en strammere immigrationslov. Mange også flere republikanere er nemlig ikke så skeptiske over for immigration som Trump, og lektoren tror næppe, demokraterne vil støtte Trumps lovforslag på det her område. Derimod kan han godt skrue op for screeningprocedurerne og muligvis bremse flygtningestrømmen helt fra nogle lande - herunder Syrien - ud fra sikkerhedspolitiske argumenter.

10) Rydde op i korruption i Washington

Nye reformer skal »dræne sumpen«, som Donald Trump har formuleret det med henvisning til, at han vil mindske korruptionen i Det Hvide Hus og Kongressen.

Her pointerer Jørn Brøndal, at Det Republikanske Parti traditionelt set er det parti, der forbindes med store pengestrømme og Wall Street.

»Men om det kan vedtages, tør jeg ikke udtale mig om. Det lyder måske mere som et slogan,« siger lektoren.

Helt generelt mener Jørn Brøndal, at der er et problem med de udmeldinger, der kommer fra Donald Trump, fordi han har skiftet standpunkt gang på gang igennem valgkampen.

Hvortil kommer, at der i løbet af valgkampagnne er blevet udkæmpet en ideologisk skyggekamp mellem Trumplejren og andre dele af det republikanske parti.

»Så man ved ikke, hvor man har ham. Mange af de her punkter i denne såkaldte kontrakt lyder mere som et valgoplæg end et program.«