Her er fem udfordringer for Israels næste premierminister

Det kommende israelske statsoverhoved står over for fem store udfordringer, når han sætter sig på magten efter tirsdagens valg.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad enten det bliver Benjamin Netanyahu eller udfordreren Isaac Herzog, der efter tirsdagens valg i Israel kommer til at stå i spidsen for landet, vil den kommende premierminister står over for en række indenrigs- og udenrigspolitiske udfordringer. Her er de fem største ifølge CNN.

1. Forbedring af forholdet til USA:

Den mangeårige alliance mellem de to lande er de seneste år blevet tynget af uenigheder om blandt andet bosættelser og mislykkedes fredsforhandlinger med palæstinenserne. Senest har den siddende premierminister, Benjamin Netanyahu, kritiseret USAs præsident, Barack Obama, for en for blød håndtering af sagen om Irans kontroversielle atomprogram.

2. Irans og landets atomprogram:

Der arbejdes i øjeblikket ihærdigt på at nå en aftale om Irans atomprogram inden 31. marts. Israels nye premierminister forventes at skulle have en række garantier fra USA for, hvad atomaftalen vil indeholde af sikkerhed for Israel.

3. Forholdet til palæstinenserne:

Den seneste omgang fredsforhandlinger med palæstinenserne faldt til jorden i april, og indbyggerne i Gaza lider i øjeblikket under ødelæggelserne fra den israelske hærs operationer i området sidste sommer. Benjamin Netanyahu har på det seneste vaklet i forhold til sin støtte til en to-stats-løsning.

I et interview med det israelske medie NRG, der blev bragt mandag, blev Netanyahu direkte spurgt til, om det er rigtigt, at der aldrig vil blive etableret en palæstinensisk stat, mens han er premierminister. Til det var Netanyahus svar: »Præcis.«

Isaac Herzog har lovet at genstarte fredsforhandlingerne med palæstinenserne, men har udtrykt skepsis over, om præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, er til at stole på.

4. Social ulighed:

De stigende forbrugerpriser har ført emnet op til toppen af vælgernes dagsorden. Blandt andet er huspriserne og fødevarepriserne steget kraftigt de seneste år.

5. Israels internationale omdømme:

Israel står i stigende grad alene på det politiske verdenskort og har ifølge kritikere distanceret sig fra tidligere tætte alliancepartnere så som USA og de europæiske lande på grund af blandt andet de israelske bosættelser. EU, der er Israels største handelspartner, har blandt andet planer om at fjerne lukrative toldregler for israelske produkter, der er produceret i bosættelserne på Vestbredden.