Her er Europas fire store udfordringer

Europas ledere forsøger at finde svar på flygtningekrisen, men det er på ingen måde nemt, og problemet bliver sandsynligvis kun større næste år.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BRUXELLES: Der var en vis fornemmelse af fremskridt og renset luft efter det ekstraordinære EU-topmøde om flygtningekrisen onsdag aften. Tysklands kansler, Angela Merkel, noterede med tilfredshed, at der var enighed om at gøre noget ved de grundlæggende problemer, men erkendte også blankt, at der er lang vej igen.

Hun medgav, at der ikke er fuld enighed om, hvordan man vil løse problemerne. Men kansleren insisterede samtidig på, at flygtningekrisen er et problem, som Europa kan og skal løse.

Let bliver det imidlertid ikke. Uhyre mange faktorer spiller ind - også nogle som EU-landene ikke selv er herrer over – og samtidig spiller spørgsmålet om landenes suverænitet ind. Og her holder mange på retten til at bestemme selv. Det gælder såvel omkring de omdiskuterede flygtningekvoter, som hvem man giver asyl, og hvordan man kontrollerer de ydre grænser.

Samtidig er det svært at se løsninger på borgerkrigen i Syrien og kaosset i Libyen, ligesom flere og flere migranter sandsynligvis vil begive sig mod Europa i drømmen om et bedre liv.

Der er en erkendelse i Europa af, at ingen lande kan løse problemet alene. Man er derfor nødt til at have en fælles politik, hvad angår såvel asyl som grænser og hjælp i nærområderne. Men udfordringerne er talrige. Og løsningerne er langtfra nemme.

Fordeling af asylansøgere

Den fælles asylpolitik i EU har aldrig fungeret i praksis. I denne uge gennemtrumfede et stort flertal af EU-landene så det hidtil mest vidtgående element med en fordeling af op mod 120.000 asylansøgere, der er ankommet til Grækenland eller Italien og har et klart behov for international beskyttelse. Det er dog højest usikkert, om det system kommer til at fungere.

Rumænien, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn stemte imod en sådan fordeling, og de fire lande er stærkt utilfredse med at få trukket flygtningekvoter ned over hovedet. I de diplomatiske kredse tvivler disse lande dog på, at fordelingen overhovedet kan realiseres i nævneværdig grad. Det skyldes, at der kun kan blive tale om en fordeling, når Grækenland og Italien har en række registrerings- og modtagecentre oppe at køre på steder som øerne Lesbos, Kos, Lampedusa og Sicilien. Og der er ikke den store tillid til, at det lykkes.

EU-Kommissionen gav i denne uge en status over disse centre i Grækenland og Italien. Der mangler stadig en endelig køreplan for centrene i Italien, og modtagekapaciteten rækker kun til 1.500 personer. For Grækenland er udfordringerne endnu større. Landet mangler blandt andet en klar plan for systematisk identificering og registrering med fingeraftryk af de ankomne flygtninge og migranter. Det har man efterhånden manglet i mange år, og det er en betingelse for, at asylansøgere kan blive fordelt videre fra Grækenland. Der mangler i den grad også modtageplads i Grækenland, så kun meget få tror på, at systemet snart vil kunne fungere.

Samtidig er det kun personer med stor chance for at få asyl, der kan blive fordelt, og et andet problem er, at der er ret så forskellige procedurer for, hvordan man behandler asylansøgninger i de forskellige EU-lande. Onsdag indledte EU-Kommissionen sager med åbningsskrivelser til hele 18 lande for ikke at leve op til de fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse. Det er altså ikke kun Grækenland, som ikke lever op til reglerne. Tyskland og Sverige var også blandt landene.

En asylansøger kan altså få nej i ét land, men ja i et andet, og så længe procedurerne er så forskellige, er det svært at se et fælles asylsystem fungere i praksis.

Grænsekontrol

Med genindført grænsekontrol flere steder internt i det europæiske Schengen-område og uskønne stridigheder mellem Serbien og EU-landene Kroatien, Slovenien og Ungarn var en styrkelse af de ydre grænser øverst på topmødets dagsorden. Kun gennem stærkere ydre grænser kan de åbne grænser internt i Europa bevares. Så langt er EU-landene enige, men hvad der så skal gøres, er til gengæld langt sværere at svare på.

De fleste kritiserer Ungarn for at bygge nye mure med pigtrådshegn, men de alternative forslag står ikke just i kø. Igen står Grækenland centralt, fordi tusinder af flygtninge og migranter ankommer dagligt til en række græske øer fra Tyrkiet.

I første omgang vil EU-Kommissionen styrke det koordinerende grænseagentur Frontex med yderligere 60 stillinger, mens asylstøttekontoret EASO og politisamarbejdet Europol får øget deres budgetter, så de hver kan ansætte yderligere 30 personer. Det bakker alle EU-landene op om, men der er tale om små skridt, som på ingen måde løser problemet. Det ved alle da også, og derfor vil EU-Kommissionen inden årets udgang komme med en plan for, hvordan Frontex på længere sigt kan udvikles til et egentlig fælles grænse- og kystvagtsystem. Men den plan er det ikke alle, som bakker op om. Som formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, sagde efter topmødet, så var det svært at mærke entusiasmen omkring den idé.

Ungarns premierminister, Viktor Orbán – ham med pigtrådshegnet – har i vanlig provokerende stil flere gange har tilbudt Grækenland at hjælpe landet med at få styr på de ydre grænser. Men det har Grækenland hidtil været ganske afvisende over for, da kontrollen med de ydre grænser er et nationalt anliggende.

Donald Tusk er helt med på, at en fælles politik om de ydre grænse er »kontroversiel«, fordi det handler om de enkelte landes suverænitet. Men noget skal der gøres for at »genvinde kontrollen med de ydre grænser«, som Donald Tusk formulerer det. Diskussionen vil derfor fortsætte, når EUs stats- og regeringschefer mødes i midten af oktober, men svarene blafrer i vinden.

Foto: Scanpix Denmark.

Tyrkisk nøglerolle

Uanset hvad EU-landene kan blive enige om at gøre internt, så ligger en afgørende nøgle til løsninger uden for EU, nemlig i det borgerkrigshærgede Syrien og nabolandene, som huser millioner af syriske flygtninge. Alene i Tyrkiet er der omkring to millioner flygtninge, og Donald Tusk var lettere chokeret efter et besøg i Tyrkiet for nylig, hvor alle, han talte med i flygtningelejrene, klart ytrede ønske om at komme til EU.

EU forsøger derfor at få etableret en aftale med Tyrkiet, som EU vil støtte med milliarder, hvis Tyrkiet vil beholde de mange syriske flygtninge. Samtidig ønsker EU, at Tyrkiet skal slå hårdere ned på menneskesmuglere, som har kronede dage i Tyrkiet i øjeblikket. Tyrkiet siger imidlertid, at landet skam allerede gør alt, hvad det kan i kampen mod menneskesmuglerne.

Tyrkiet ønsker i stedet at skabe en »sikker zone« for flygtningene inde i Syrien med militær magt. Det vil dog uundgåeligt også kræve landsoldater, hvilket ingen EU-lande vil bidrage til. I EU er der desuden bekymring for, hvad det vil betyde for den kurdiske opposition i Syrien. Ifølge Donald Tusk må man derfor fortsætte drøftelserne med Tyrkiet, men en aftale ligger ikke ligefor, og det tyrkiske valg i begyndelsen af november kan få afgørende indflydelse på mulighederne.

Syrien, IS og det fælles fodslag

Mens millioner allerede er flygtet fra den langvarige borgerkrig i Syrien, er endnu flere internt fordrevne i Syrien. Så mange som otte millioner, og flere og flere søger væk fra håbløsheden i Syrien, hvor borgerkrigen nu har varet i mere end fire år.

Og i lige så lang tid har de europæiske lande først og fremmest krydset fingrene og sat deres forhåbninger til, at den syriske opposition eller kurderne i første omgang kunne fjerne præsident Assad fra magten og siden samtidig klare kampen mod Islamisk Stat i Syrien. Nu lægger i første omgang Frankrig an til at hjælpe USA og en række arabiske lande med at bombe Islamisk Stat i Syrien, og Frankrigs præsident, Hollande, brugte topmødet til at opfordre Storbritannien til hurtigst muligt at deltage i bombetogterne.

Men som tidligere statsminister og NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen sagde for nylig til Berlingske, så kan kun landtropper knække Islamisk Stat i Syrien. Da ingen europæiske lande vil gå så langt, er man dybt afhængig af Tyrkiet og lande i Mellemøsten, hvis borgerkrigen skal stoppes. Og også Assad, Rusland og Iran skal involveres på en måde, og her ligger et nyt dilemma, da EU ikke kan se Assad som en del af den langsigtede løsning i Syrien.

»Der skal tales med mange aktører, og dertil hører også Assad og USA, Rusland og regionale vigtige partnere som Iran og sunnimuslimske lande som f.eks. Saudi-Arabien,« sagde Angela Merkel efter topmødet.

Ifølge Merkel er det i det hele taget kun er muligt at bremse flygtningestrømmen, hvis verdenssamfundet samlet bekæmper årsagerne til, at folk flygter. Det bliver ikke nemt at skabe en sådan fælles global kamp og skaffe de enorme summer, det vil kræve. Meget sigende er Tysklands interne asylbudget løftet med seks milliarder euro næste år, mens alle EU-landene på topmødet tilsammen kunne love én ekstra milliard euro til den humanitære indsats i nærområderne.

Donald Tusk har da også klart sagt, at der med stor sandsynlighed kommer endnu flere flygtninge og migranter til Europa næste år. Det er et problem, der ikke går væk.