Her er de TV-dueller, der har afgjort amerikanske præsidentvalg

Mange historiske dumheder og skarpe bemærkninger har stjålet rampelyset, når kameraerne ruller, og alles øjne er rettet mod præsidentkandidaterne.

Den første tv-transmitterede præsidentvalgsdebat nogensinde var mellem Richard Nixon og John F. Kennedy. Kennedy fremstod knivskarpt, mens Nixon derimod var bleg - og svedende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Culver Pictures

Bush kiggede lidt for meget på sit armbåndsur. Al Gore rullede åbenlyst med øjnene, og Reagan fik alle til at grine med en kæk bemærkning om sin alder. Flere af TV-duellerne mellem amerikanske præsidentkandidater er gået over i historiebøgerne.

Natten til tirsdag tørner Hillary Clinton og Donald Trump sammen i den første TV-debat, og det står også til at blive historisk. Amerikanske TV-udbydere regner med, at det bliver den mest sete politiske debat nogensinde med over 100 millioner seere, og dermed kan debatten blive en TV-begivenhed på størrelse med finalen i amerikansk fodbold, den såkaldte Super Bowl.

I TV-debatterne bliver kandidaternes fremtræden endevendt af både vælgerne, politikere og analytikere. Det er her, at dumheder skriger til himlen, kropssproget taler for sig selv, og skarpe bemærkninger kan være dødbringende. Niels Bjerre-Poulsen, der er lektor i amerikansk politik på Syddansk Universitet, giver sit bud på de mest skelsættende og historiske TV-dueller i amerikansk valghistorie.

1960: Nixon fremstår sløv, og Kennedy knivskarp

Den første TV-transmitterede debat mellem to præsidentkandidater nogensinde fandt sted i 1960. Her var det den daværende og erfarne vicepræsident Richard Nixon, som stod over for den mere uprøvede senator John F. Kennedy. TV-mediet fik enorm betydning for, hvem der blev debattens sejrsherre og i sidste ende vandt præsidentvalget.

»Dem, der så debatten i fjernsynet, mente, at Kennedy vandt, mens et flertal af dem, som hørte det i radioen, faktisk mente, at Nixon vandt debatten. Eftersom Kennedy vandt præsidentvalget meget knebent, regnes den TV-debat af mange for at have været udslagsgivende,« siger Niels Bjerre-Poulsen.

Under TV-debatten piblede sveden ned fra Nixons ansigt, og han måtte flere gange tørre sveden væk.

»Nixon var ikke rigtig forberedt på, hvilken effekt TV-mediet havde. Han havde været syg i et par dage og var stadig lidt bleg. Modsat Kennedy sagde han nej tak til at blive sminket og så i det hele taget ikke specielt frisk ud, mens Kennedy fremstod ret skarp,« siger Niels Bjerre-Poulsen, som forklarer, at det passede som fod i hose med Kennedys budskab:

»Kennedy var ikke ret meget yngre end Nixon, men alligevel gik han til valg med et budskab om, at der var brug for en ny generation i Det Hvide Hus.«

1976: Ford anerkender ikke Sovjetunionens dominans

Gerald Ford blev taget i ed som USAs præsident i 1974, da præsident Nixon valgte at træde af i utide. Ford havde et ry for at være tungnem og uvidende. En fordom, som blev bekræftet for rullende kameraer, da han i 1976 mødte sin modstander, præsidentkandidaten Jimmy Carter, i en TV-duel.

»Der er ingen sovjetisk dominans i Østeuropa, og det bliver der aldrig,« sagde Ford, da snakken faldt på udenrigspolitik og Den Kolde Krig.

Udtalelsen var så absurd, at ordstyreren, Max Frankel fra The New York Times, tabte kæben og udbrød:

»Undskyld, hvad?«

Men Ford stod fast, og dermed var Fords virke som præsident forseglet som fortid.

»Det var et åbenlyst, åndssvagt udsagn, som skrev sig ind i kritikernes billede af Ford. Han var tidligere professionel fodbold spiller, og han havde et ry for ikke at være den hurtigste knallert på molen. Den amerikanske politiker og tidligere præsident Lyndon B. Johnson sagde engang om Ford, at han havde spillet for meget fodbold uden hjelm på,« fortæller Niels Bjerre-Poulsen.

1984: Reagan får alle til grine

Da Ronald Reagan i 1984 stillede op for at blive genvalgt som USAs præsident, var han 73 år gammel. Her stod han over for den tidligere vicepræsident og 17 år yngre Walter Mondale. Mange mente, at Reagan var for gammel til at være præsident i endnu en periode.

»Reagan fik en rigtig dårlig start i debatten, hvor han bekræftede manges frygt om, at han måske var for gammel og ikke helt oppe på mærkerne længere. Han vrøvlede simpelthen indimellem, men da spørgsmålet så faldt på hans alder, kom han med et svar, som var velforberedt og perfekt leveret,« siger Niels Bjerre-Poulsen.

»Jeg vil ikke gøre alder til et emne i denne valgkamp. Jeg vil ikke udnytte min modstanders ungdom og mangel på erfaring til politiske formål,« svarede Reagan rapt til sine kritikere og den 56-årige modstander Walter Mondale.

Svaret fik alle til at grine, inklusive Walter Mondale.

»Mondale grinte, så tårene løb. Han fortalte på et senere tidspunkt, at han ikke kun græd af grin, men også fordi han i det sekund vidste, at han havde tabt præsidentvalget. Reagan havde virkelig været ude i tovene, men den punchline blev hans redningsplanke, og samtidig var den Mondales dødsstød,« siger Niels Bjerre-Poulsen.

Mondale tabte præsidentvalget i 49 ud 50 amerikanske stater. Han vandt kun sin egen hjemstat.

1988: Dukakis viser ingen følelser

Michael Dukakis stod i 1988 over for George H. W. Bush, og her er der ifølge Niels Bjerre-Poulsen endnu et klassisk TV-øjeblik, hvor en præsidentkandidat vidste, at han havde tabt præsidentvalget.

»Hvis Kitty Dukakis blev voldtaget og myrdet, ville du så ønske, at gerningsmanden fik dødsstraf?« lød spørgsmålet til Dukakis, da de to præsidentkandidater skulle debattere dødsstraf.

Dukakis var imod dødsstraf, og scenariet, hvor hans kone blev voldtaget og myrdet, ændrede ikke spor på det faktum. Dukakis forholdt sig ganske roligt og svarede nøgternt på spørgsmålet. En reaktion, som mange rynkede på næsen af.

»Svaret var egentlig politisk korrekt, men det var meget køligt og analystisk. Det var et juridisk svar, som fik mange seere til at tænke, at Dukakis ikke havde nogen form for passion i kroppen. At han var en teknokrat. Jeg har faktisk mødt Dukakis engang, og han fortalte mig, at han vidste, at han havde tabt valget lige dér,« siger Niels Bjerre-Poulsen.

1992: Bush kigger utålmodigt på sit ur

George H. W. Bush kom fra en velhavende familie. Det kunne Bush ikke benægte, og han blev flere gange beskyldt for at være ligeglad med den del af amerikanerne, som var dårligere stillet end ham selv.

George W. H. Bush tjekkede sit ur flere gange under den første TV-debat med rivalen Bill Clinton. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARK CARDWELL.

Den fordom fik amerikanerne bekræftet i en TV-debat mellem Bush og rivalen Bill Clinton, da en fra publikum spurgte, hvordan præsidentkandidaterne personligt havde mærket den økonomiske nedgang. Bush kiggede utålmodigt ned på sit armbåndsur og havde store problemer med at svare.

»Har det påvirket dig personligt?« spurgte vælgeren, og selvom Bush forsøgte at affeje hende, holdte hun fast:

»Hvordan?« spurgte hun igen.

Clinton leverede til gengæld et skarpt svar og et kropssprog, som ikke signalerede ignorance.

»At han flere gange kiggede ned på sit ur understøttede, at han ikke rigtig havde lyst til at være der. Det og flere andre episoder under valgkampen tegnede et billede af Bush som en overklassemand, der ikke rigtig havde nogen føling med de problemer, som almindelige amerikanere havde. Clinton derimod var fantastisk til det her »I feel your pain«,« siger Niels Bjerre-Poulsen.

2000: Al Gore ruller åbenlyst øjne og sukker

I 2000 mødte den demokratiske præsidentkandidat Al Gore sin republikanske modstander George W. Bush, George H. W. Bushs søn. I en debat vejer ordene tungt, men i netop denne debat kom kropssproget også til at spille en afgørende rolle.

Da George W. Bush talte, sukkede Al Gore nemlig højlydt og vendte det hvide ud af øjnene. Og dét fangede kameraerne.

»Han havde nok en følelse af, at hans modkandidat George W. Bush var ukvalificeret og ikke vidste noget om det, som han talte om. George W. Bushs svar var måske også dumme og naive, men det, som folk virkelig hæftede sig ved, var Al Gores gestik. Han kom til at virke arrogant og overlegen,« siger Niels Bjerre-Poulsen, der tilføjer:

»Mange mener, at kropssproget kom til at have langt større virkning, end det præsidentkandidaterne rent faktisk sagde.«

2012: Obama er vag og uforberedt

I rækken af nyere tids TV-dueller, fremhæver Niels Bjerre-Poulsen den første debat mellem Barack Obama og Mitt Romney. Det var i 2012, da Obama stillede op for at blive genvalgt som præsident.

»Obama klarede sig utroligt nok virkelig dårligt. Jeg tror, at han faldt i den fælde, at han mente, at han havde styr på det som siddende præsident og derfor ikke behøvede at forberede sig så meget,« siger Niels Bjerre-Poulsen og uddyber:

»Han var bare meget fjern og vag, og jeg tror, at Mitt Romney var bedre, end han havde forestillet sig.«

Men man skal aldrig sælge skindet, før bjørnen er skudt, og det gjaldt også for Romney. Obama kom nemlig stærkt tilbage.

»I de efterfølgende to debatter var Obama knivskarp. Han var tændt og opsat på at få revanche, og derudover havde han nogle virkelig gode punchlines i ærmet,« siger Niels Bjerre-Poulsen og fremhæver debatten om udenrigspolitikken.

Romney havde under valgkampen udpeget Rusland som USAs største geopolitiske trussel, og det bed Obama mærke i. Hans modsvar var klart og kækt:

»80erne har ringet for at få deres udenrigspolitik tilbage. Den Kolde Krig har været slut i 20 år.«