Berlingske har efter en redaktionel vurdering valgt at vise de voldsomme billeder fra Butja for at dokumentere hændelsen.

Ligene ligger i gaderne, hvor liv og drømme på et splitsekund er blevet slukket. Eller i en nygravet massegrav, hvor hænder og fødder kan ses stikke frem.

Det er de omkomne civile, hvis liv ophørte i Butja.

Grufuldhederne, der fordømmes af omverdenen, beskrives som krigsforbrydelser og beviser på massehenrettelser begået af russerne, der har haft kontrollen over byen i over en måned.

Alligevel lyder meldingen fra Kreml, at ligene er blevet placeret efter, at russerne trak sig tilbage. At billederne af de mange døde kroppe er falske og iscenesatte som et form for røgslør, lagt ud af vestlige regeringer og Ukraine.

Satellitbilledet fra Maxar Technologies er taget 19. marts, hvor russiske styrker stadig havde kontrollen i Butja. Ifølge Maxar Technologies og flere medier der har gennemgået materialet, kan der ses flere lig på billedet.
Satellitbilledet fra Maxar Technologies er taget 19. marts, hvor russiske styrker stadig havde kontrollen i Butja. Ifølge Maxar Technologies og flere medier der har gennemgået materialet, kan der ses flere lig på billedet. Maxar Technologies/Reuters/Ritzau Scanpix

Beskyldningerne er blevet afvist, og nu synes nye satellitbillede angiveligt at modbevise Rusland påstande. Og at give russerne skylden.

Satellitbilleder fra Maxar Technologies viser, at mange lig allerede lå på gaderne i Butja 19. marts, hvilket er over to uger før, Ukraine genindtog byen, skriver The New York Times.

Journalister til stede i Butja forklarer endvidere til The New York Times, at flere af ligene var i et vidtgående forrådnelsesstadium, hvilket tyder på, at de har ligget der længe.

The New York Times og flere andre internationale medier har gennemgået satellitbillederne fra Maxar Technologies, som de har sammenholdt med nyere billeder fra Butja. I flere tilfælde viser en sammenligning, at de lig, der blev fundet i weekenden i Butja, havde samme placering i midten af marts.

Undersøgelser om krigsforbrydelser

Mandag sagde den amerikanske præsident, Joe Biden, at han vil have Ruslands præsident, Vladimir Putin, stillet til ansvar for de påståede uhyrligheder i Butja.

Her gentog han også, at han mener, at den russiske præsident er krigsforbryder.

Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har oplyst, at den vil have undersøgt de russiske styrkers handlinger i Butja.

»Vi frygter, at den vold, som civile i Butja har været udsat for, ikke kun foregår der. Hændelserne skal undersøges som krigsforbrydelser,« sagde generalsekretær Agnès Callamard ifølge nyhedsbureauet Reuters.