Hemmelighedernes kammer

40 år efter Watergate går en rød tråd fra afsløringerne dengang og til Edward Snowden: At whistleblowere er nødvendige. Men også at vi behandler dem som spedalske. Hvorfor?

USAs daværende præsident Richard Nixon (t.v.) talermed sin nationale sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger i maj 1972, endnu inden Nixon blev fældet i Watergate-skandalen. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP FILES
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Whistlebloweren Bradley Manning har efter eget udsagn fra barnsben følt sig transkønnet og dagen efter dagen efter domfældelsen udsendte hun en meddelelse, hvor hun identificerede sig som kvinde, ændrede sit navn til Chelsea Manning og fortalte, at hun ønskede hormonbehandling. Præsident Obama har nu benådet Chelsea Manning, der forventes løsladt 17. maj 2017, 28 år før planlagt. 

Chera Moore forsøger at få puslespillet til at gå op, og hun mangler tydeligvis nogle brikker. På den ene side har hun ét billede, og på den anden side et andet – og ind imellem? Hvad i alverden skal det forestille?

Hun gik i skole med Bradley Manning, han kom herfra, fra Crescent i Oklahoma, og her sker der aldrig noget. De 1.200 beboere holder et øje på hvedepriserne og på de mørke skyer, som om foråret kan forvandle sig til en tornadotragt, men ellers – ikke noget.

Det er det ene billede.

Det andet billede er på TV-skærmen i stuen. Billederne viser Bradley Manning, de viser ham som en bleg fyr i uniform og med en beret, der dårligt kan sidde mere akavet, og journalisterne taler om hemmeligheder. De taler om 700.000 dokumenter og videofiler, som Manning har lækket til Wikileaks – og at han er en landsforræder. En storforræder.

Det er det andet billede.

Cher Moore forstår ikke, hvordan de to billeder hænger sammen – hvorfor han gjorde det. Men det må være noget med hans personlighed, noget med, at han altid var en skovgangsmand, en fredløs mellem de herskende værdier i Crescent. Chera stirrer på det præpyntede plastictræ i hjørnet af stuen og på et kors på væggen, og hendes øjne lyser op. For måske er det svaret.

»Han troede ikke på Jesus,« siger hun.

Ethvert system har hemmeligheder. En familie holder fødselsdagsgaverne hemmelige. En virksomhed holder nye produkter hemmelige. En læge holder journalerne hemmelige. Militæret holder sine forsvarsplaner hemmelige. Hemmeligheder er nødvendige. Uden hemmeligheder bryder det store system sammen.

Men hvad sker der, når hemmelighed bliver et mål i sig selv, eller når hemmeligheder bliver det middel, der gør ufordragelige mål mulige? Hvad så?

For præcis 40 år siden trådte Richard Nixon tilbage. Hemmeligheder – jagten på dem og jagten på dem, der ikke kunne holde på dem – beseglede hans skæbne. En alvidende kilde lækkede oplysninger til Bob Woodward og Carl Bernstein på Washington Post, og afsløringerne af præsidentens aflytning af det demokratiske kontor i Watergate-bygningen væltede ham. Journalisterne kaldte kilden for »Deep Throat«, han var i en generation en yeti, og først i 2005 trådte han selv frem – daværende vicedirektør i FBI Mark Felt.

Hans afmaskering førte til den samme reaktion som i stuen i Crescent. På den ene side var Felt en karrieremand, som ikke gik af vejen for at gå langt i forbundspolitiets tjeneste, og på den anden side var han også... Deep Throat? Han var systemets mand, som til sidst valgte at vælte selve systemet – hvorfor? Det måtte være personlige skuffelser, lød svaret. Han ville gerne have været direktør for FBI, og præsident Nixon valgte en anden. Det var hævn, og skribenten Christopher Hitchens skrev et lynch-skrift over ham. Mark Felt var en taber, en forsmået mand. Sådan måtte det være.

De to eksempler er eksempler på det samme. At når en person vender sig mod systemet og bliver whistleblower, må der være noget galt med personen.

Det samme motivfokus på lækkeren frem for lækagen har gjort sig gældende med andre whistleblowere, og i denne uge skete det igen. Regeringen oplyste, at der var endnu en muldvarp i overvågningssystemet, fordi websitet The Intercept kunne afsløre, at myndighederne har sat op mod to millioner amerikanere på antiterror-overvågningslister. Det er opsigtsvækkende og alvorligt, men straks blev historien om »hvem lækkede« og »hvorfor« en større sag end »hvad«.

Det viser i bund og grund, hvorfor magtmisbrug og overgreb kan lade sig gøre, og hvorfor systemet ikke kan holde sig selv i ørerne – for systemet er altid default; dem, der går imod, er ikke.

Det er »banaliteten i systemisk ondskab«, som professor Peter Ludlow har skrevet på sin blog. Hans ordvalg parafraserer filosoffen Hannah Arendt og hendes beskrivelse af Adolf Eichmann, der pertentligt gjorde sin pligt i et stort bureaukrati, som tilfældigvis viste sig at være det bureaukrati, der sørgede for at dræbe totredjedele af Europas jøder. De seks mio. jøder blev ikke dræbt af lovbrydere, men af mænd, der som Eichmann var loven. Eichmann gjorde i sit eget system ikke noget galt, tværtimod blev han forfremmet og hædret.

Robert Jackall har påvist den samme systemtænkning i sin banebrydende forskning, som blev til bogen »Moral Mazes«. Han fulgte i årevis mellemledere i to store amerikanske koncerner – og han påviste, hvordan de konsekvent annammede systemets moral, og hvordan selv de mellemledere, som havde til opgave at overvåge resten, f.eks. revisionen, bliver systemets mænd.

Det dokumenterer ifølge Ludlow, hvorfor man ikke kan stole på, at et system kontrollerer sig selv – fordi dets interne betragtninger om rigtigt og forkert bliver til rigtigt og forkert.

Tag et konkret eksempel med Edward Snowden, der var analytiker i grebningen af NSA, den amerikanske myndighed, der står for al overvågning. Som professor David Cole har beskrevet i New York Review of Books – NSA indsamlede fra 2006 metadata på alle telefonopkald, som amerikanerne foretog, og NSA overvågede også email-kommunikation.

Antiterror-pakken, som blev indført efter angrebet i 2001, gav ikke NSA lov til det, men NSA foretog, hvad det kaldte »en aggressiv læsning af loven«. Den pågældende tolkning blev godkendt af præsident Bush og fortsat af præsident Obama, og 15 forbundsdommere tillod i al hemmelighed indsamlingen af metadata. I 2011 forlængende Kongressen antiterror-pakken, og denne gang var totalovervågningen inkluderet, omend i forholdsvis godartede vendinger, som Cole noterer. Med andre ord – i et lukket kredsløb godkendte den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt overvågningen af alle de telefonopkald, som amerikanerne foretog.

Derfor ville Edward Snowden heller ikke have haft en chance, hvis han havde rejst kritikken internt. Han skulle i givet fald være gået til NSAs egen kontrolchef, og som professor Cole siger – kontrolchefen ville uden tvivl henvise til, at overvågningen var i orden, fordi magtens tredeling havde sagt, at den var i orden.

Problemet med den algoritme er, at systemet kun har hørt sig selv, og så længe alt er under lås og låg, tolererer systemet det. Offentligheden er ikke hørt.

Så Edward Snowden valgte at blive whistleblower, han offentliggjorde meta-overvågningen, og alt ændrede sig. En ny forbundsdommer – den 16. i rækken – fastslog, at overvågningen var ulovlig, fordi den krænkede privatlivets fred. To dage senere fastslog Det Hvide Hus, at meta-overvågningen ikke tjente noget praktisk formål, i Kongressen verserer i øjeblikket 30 forslag, som begrænser, hvad NSA kan og må, den samlede amerikanske teknologisektor har protesteret, og vælgere fra både venstre og højre er urolige ved overvågningen, fastslår David Cole. Og det skete kun, fordi det lukkede kredsløb blev brudt.

Forklaringen er ikke, at mennesker i systemet er onde. Forklaringen er, at systemet sætter sine egne normer, og at det dermed skaber »banaliteten i systemisk ondskab«.

Et andet eksempel knytter sig til præsident Nixon. I denne uge deltog Bob Woodward og Carl Bernstein i et interview på BBC i anledning af 40 års jubilæet. Som de pointerede – Nixons forsøg på at aflytte Demokraternes valghovedkvarter i Watergate-bygningen var kun toppen af isbjerget. Siden har de såkaldte Nixon-bånd – præsidentens egne hemmelige båndoptagelser af alt, hvad der blev sagt i Det Ovale Værelse – bevist, at hele regeringen var et kriminelt foretagende.

På optagelserne kan man høre Nixon give ordre om ulovlige indbrud, om brandstiftelse og overvågning, og ofrene var politiske modstandere eller blot tilfældige mennesker, som var inden for radius af hans paranoia. Præsidenten siger igen og igen på optagelserne, at når præsidenten gør det, så er det per definition lovligt, og man kan høre præsidentens personlige rådgiver, Charles Colson, gnække, at han stod ikke bag Watergate-indbruddet, men »jeg har gjort meget, der er meget værre, og som aldrig er kommet frem«.

»Og det mest opsigtsvækkende på båndene er hunden, der ikke gør. Det er dét, som ikke bliver sagt,« siger Bob Woodward:

»På intet tidspunkt er der et menneske, som spørger: ’Er det lovligt?’ Eller som protesterer og siger, at en idé ikke er i landets interesse. Alle samtykker og samarbejder.«

I alt 40 mennesker omkring præsident Nixon endte i fængsel, og som i tilfældet Snowden – samtykket og samarbejdet endte i samme øjeblik, det lukkede kredsløb blev brudt. Nixons egen chefjurist, John Dean, vendte sig mod ham og erklærede, at hele foretagendet havde været mafialignende, og samme Dean har netop udgivet bogen »The Nixon Defense«, hvor han fastslår, at alle forbrydelserne begyndte og endte med præsidenten selv. »Nixon var ikke blot ansvarlig for alt, hvad der foregik, nej, han var i næsten ethvert tilfælde katalysatoren.«

Derfor går der også en rød tråd fra begivenhederne for 40 år siden og til Edward Snowden og til den nye whistleblower, som lækker uretmæssigheder i de massive amerikanske antiterrorlister. Så længe systemet kun ser sig selv i spejlet, og spejlet svarer, at systemet er det smukkeste og fagreste i landet - så længe fortsætter det. Men i samme øjeblik kredsløbet bliver brudt, i samme øjeblik splintres troldspejlet.

Der er imidlertid også en anden rød tråd, som er mindre opbyggelig, og som fører os tilbage til Crescent i Oklahoma, som Berlingske besøgte i 2010. Bradley Manning afslørede massivt magtmisbrug i Irak, han afslørede krigsforbrydelser og andre ulovligheder, og nogle forskere mener, at afsløringerne var medvirkende til Det Arabiske Forår.

Det er ikke overraskende, at systemet forsøgte at ramme ham, men det er overraskende, at systemet vandt. Han er siden blevet idømt 35 års fængsel. I sin julepyntede stue ledte Chera Moore efter en forklaring på, hvorfor hendes gamle klassekammerat gik op imod det amerikanske militær og den amerikanske regering, som ved enhver lejlighed stemplede ham som landsforræder og psykisk ustabil. Manning var en promiskuøs homoseksuel, han var depressiv og fyldt med mindreværdskomplekser, lød parolen, og – som Chera Moore konkluderede – han troede ikke på Jesus.

Det samme gentager sig med andre whistleblowere. Daniel Ellsberg, som i 1971 lækkede Pentagon-papirerne, der afslørede USAs hemmelige krig i Vietnams nabolande, blev stemplet som mentalt syg. Mark Felt hjalp kun Woodward og Bernstein, fordi han var forsmået; Edward Snowden er stemplet som en megaloman og sigtet for spionage, og Glenn Greenwald – den mand, som har offentliggjort mange af hemmelighederne – er portrætteret som alt fra bøssepornokonge til ondartet narcissist.

Det er virkeligheden, som krymper sig i mediernes skåltaler for jubilæet for Watergate:

Whistleblowere tjener måske offentligheden, men offentligheden tjener ikke dem. Og det er ikke nødvendigvis noget at fejre.