»Helvedesmaskine« har vendt op og ned på USA-kortet

Hvorfor bor amerikanerne i en naturstridig by som Phoenix med vandmangel, rekordhede og naturbrande? Forklaringen er aircondition, som har vendt op og ned på USA-kortet. Siden 1960 er 70 pct. af al økonomisk vækst i USA sket i det såkaldte solbælte i den sydlige del af landet. Hvad sker der, hvis resten af verden følger efter?

En svensk turist prøvede 29. juni at spejle et æg på en sten i Death Valley, hvor temperaturen nåede 53 grader. Fold sammen
Læs mere
Foto: STEVE MARCUS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SANTA FE: Det er et ganske forståeligt spørgsmål. 19 brandfolk døde, da de for nylig – i tørke, vind og en blistrende varme – bekæmpede en skovbrand nord for Phoenix i Arizona.

»Hvordan kunne det ske,« spurgte reporterne igen og igen på de amerikanske TV-kanaler, og de lokale myndigheder talte om tørke, vind og en blistrende varme.

»De blev fanget i en forbistret situation,« sagde talsmanden Mike Reichling til avisen Arizona Republic.

Vinden foretog en håndbremsevending, flammerne fulgte med, brandfolkene kunne ikke komme ud, og de døde. De var på det absolut forkerte sted på det absolut forkerte tidspunkt, sagde han.

Hvilket også er en træffende beskrivelse af baggrunden for tragedien og et andet og mere kontekstuelt svar på ovenstående spørgsmål. For hvad foretager mennesker sig overhovedet i den slags klima og geografi – ikke brandfolkene, men de beboere, som brandfolkene skulle beskytte? Hvorfor bor de i Las Vegas, som i sidste weekend satte varmerekord med 47,2 grader, eller i Phoenix, hvor flyene i sidste weekend fik startforbud, fordi de ikke må lette i temperaturer over 48 grader?

Siden de første byer i historien er byer traditionelt blevet bygget, hvor omgivelserne kan bære dem. Cairo ligger ikke i Sahara, Oslo ligger ikke på Lofoten, og Moskva ligger ikke i Sibirien. Men Phoenix overtræder alle den slags urbane tyngdelove. Den ligger et sted, der fra naturens hånd er tæt på ubeboeligt, i en kedel i en af de varmeste og tørreste ørkener på det amerikanske kontinent.

I sig selv kan dalen kun understøtte få tusinde mennesker, men fortæl det til de 4,2 mio. mennesker, som bor her. I en generation har Phoenix været en af de tre hastigst voksende byer i USA, og derfor kunne det ske, hvis man spørger kritikere: Fordi Phoenix ligger på det absolut forkerte sted på det absolut forkerte tidspunkt, og den ligger der udelukkende takket været en enkelt opfindelse: Aircondition.

Økonomien vokser i varmen

Amerikaneren Willis Carrier byggede i 1902 den første aircondition-maskine, men først i 1950erne tog nedkølingen af privatboliger fart. I 1950 boede blot 120.000 mennesker i det område, som senere blev stor-Phoenix, men som forfatteren Stan Cox beskriver i bogen »Losing Our Cool«: Allerede dengang havde byens marketingsmagere øje for mulighederne.

Aircondition vil gøre Phoenix til en verdensby, forudsagde lokalavisen Arizona Republic, og »folk vil komme her, ikke fordi de ønsker et nyt klima, men fordi de vil forandre klimaet«.

Ordene skulle vise sig profetiske. I 1957 tillod de amerikanske kreditforeninger lån til airconditionerede huse, og alene i 1959 blev der i Phoenix bygget flere nye huse end i det meste af den første halvdel af århundredet til sammen. I 1960 var befolkningstallet tidoblet, og i 2030 vil seks mio. mennesker bo der.

»Når Phoenix er færdig med at vokse, vil byen være større end Chicago,« forudser en lokal forsker.

Og det er ikke bare Phoenix. I 1940erne flyttede amerikanerne til storbyer, som overvejende lå i den nordlige del af landet, byer som Baltimore, Cleveland og Detroit. Nu flytter de til byer, der dengang blev betragtet som straffekolonier, byer som Las Vegas, Houston, Miami og San Antonio, og hele landkortet er tippet, også politisk og økonomisk.

Siden 1960 er 70 pct. af al økonomisk vækst i USA sket i den sydlige del af landet, i det såkaldte solbælte, som også traditionelt er det mest konservative Amerika.

»Uden aircondition havde vi ikke fået de store republikanske sejre i 1990erne og 2000erne,« skriver Stan Cox i sin bog.

Aircondition betyder, at store dele af USA nu bor i den slags klima og geografi, som kræver en stadig kamp mod elementerne – og det er ikke sikkert, at elementerne taber, skriver miljøforfatteren William deBuys i magasinet Nation.

Han forudser en ikke alt for fjern fremtid, hvor stor-Phoenix bliver ubeboelig, netop fordi byen er så naturstridig. Den har intet vand og er derfor afhængig af en 500 kilometer lang, åben kanal fra Colorado-floden, men tilstrømningen af smeltevand til floden er faldet med op til 40 procent, og nabostater som Californien og Nevada kæmper indædt for at få fingre i vandet.

Nedkøling får temperaturen til at stige

En årelang tørke gør det hele værre og har gjort mammut-naturbrande til røgkvælende rutine. I 2011 bredte en brand sig over 2.000 kvadratkilometer øst for Phoenix, den største naturbrand i amerikansk historie, og den nuværende brand nord for Phoenix har også grebet efter historiebøgerne. De 19 omkomne brandfolk er det største antal omkomne brandfolk siden terrorangrebet 11. september 2001 og det største ved en naturbrand siden 1933.

Akkurat som naturbrandene har varmen i Phoenix i de senere år været ekstrem. Siden 1960 er gennemsnitstemperaturen steget med 3,6 grader, og i 2011 satte byen ny rekord med 33 dage over 43,3 grader og med en natlig lavtemperatur på 35,5 grader.Altså skal der endnu mere aircondition til, og det føjer sig til en ond cirkel: Jo flere aircondition-anlæg, desto mere stiger den udendørs temperatur på grund af den varme, som maskinerne afgiver.

Gigantiske støvstorme og en hyppig orange osteklokke af smog giver det hele en apokalyptisk potens, og kritikere som Stan Cox og William deBuys forudser, at det vil gå Phoenix, som det i sin tid gik den indianske Hohokam-kultur samme sted: Den tørrer ud og forvitrer.

På den måde har aircondition været en helvedesmaskine, fordi så mange mennesker nu bor, hvor de ikke bør bo, siger forfatterne, og aircondition har forandret vores fornemmelse for, hvad der er rigtigt. Akkurat som amerikanerne har vænnet os til fastfood, har de også vænnet os til kølighed, som den britiske professor Gwyn Prins argumenterer. De har skabt »en fysisk afhængighed af kølighed … og det er en af de mest udtalte og mindst omtalte amerikanske epidemier«.

Ifølge magasinet Prospect går otte pct. af verdens elektricitetsforsyning til aircondition i USA, og når lande som Indien, Kina og Indonesien også for alvor får smag for kølighed, går kloden kold, siger kritikerne. Men har kritikerne ret?

Et ubestridt gode

Ifølge økonomiprofessor Art Diamond er den største trussel faktisk kritikken selv. I en artikel skrev han i 2011, at modstanden mod aircondition – og mod airconditionerede storbyer – i samtalende kredse nærmer sig et dogme, og at det er farligt, for aircondition er et ubestridt gode, og han opremsede fire af goderne:

• Aircondition skaber et frit valg. Vi kan vælge at bo i den temperatur, som passer os, og al forskning viser, at et frit valg skaber et lykkeligere og mere produktivt samfund.

• Aircondition skaber bedre folkesundhed. En undersøgelse viser, at dødsraten blandt personer med aircondition er 45 pct. mindre end hos personer uden.

• Aircondition skaber mindre aggressive samfund. Jo varmere det er, desto mere agressive bliver vi, viser kriminologisk forskning.

• Aircondition skaber mere produktive arbejdspladser og skoler.

Den sidste tese bliver bekræftet i en nyere undersøgelse foretaget af tre professorer i økonomi, som har undersøgt produktiviteten i en række lande. I de rige lande er produktiviteten uanfægtet af stigende temperaturer, men ikke i de fattige lande.

Når temperaturen stiger med én grad i de fattige lande, falder den økonomiske vækst i landet med 1,1 procentpoint, fastslår de i artiklen »Climate Change and Economic Growth«, som er blevet offentliggjort af Harvard University. De tre økonomer forklarer forskellen med aircondition: Medarbejderne i de rige lande har aircondition, mens medarbejderne i de fattige lande ikke har.

Perverst at køle ørkenen ned

Tilhængerne af aircondition siger også, at bl.a. forfatterne Stan Cox og William deBuys gør samme fejl som en anden dommedagsprofet i sin tid gjorde, nemlig hungersnødprofeten Thomas Malthus: De foretager deres projektioner ud fra øjeblikkets teknologi og glemmer, at næste generation af aircondition-anlæg vil være op til 90 procent mere energieffektive end de nuværende. Derfor vil det ikke være økologisk dommedag, når Kina og Indien for alvor viderefører den nedkølede kultur.

Debatten er imidlertid ikke kun en debat om kendsgerninger, men også om mentalitet, og den er mindre politisk, end den er kulturel. Det er muligt, at en fortaler for aircondition som Art Diamond er politisk konservativ, men kritikerne af aircondition er ofte konservative på et andet plan.

En af kritikerne, den tidligere chef for FNs ozonprogram Rajendra Shende, har således i New York Times talt for rygrad: Vi skal være i stand til at stå en smule varme igennem og ikke bare vælge den bekvemme løsning:

»Akkurat ligesom fedende mad smager godt, og ligesom at det er behageligt at tage bilen til korte ærinder, så er aircondition den slags luksus, der ofte er med til at gøre os slappe.«

Han taler ikke for maskinstorm, men han udtrykker en askese eller forsagelse, som siger, at hvis man ikke kan tåle det naturlige klima i en ørkenby som Phoenix, så skal man ikke flytte dertil, og at det er en pervers ekstravagance at køle ørkenen ned. Komfort er ikke en selvfølge, det er en luksus.

Døde for friheden

Men Shende og de andre kritikere kæmper formentlig forgæves i deres modstand mod aircondition og i deres kritik af byer som Phoenix, Las Vegas og Dubai. Som Art Diamond også har beskrevet: I det meste af menneskehedens historie har vi været optaget af at kæmpe for overlevelse og ikke skænket bekvemmelighed mange tanker. Komfort var noget for de få og de velhavende.

Men i den rige del af verden lever vi i dag i et komfortsamfund, og »et bekvemt liv« er en af de såkaldt terminale værdier, som psykologer har fundet blandt amerikanerne, og komfort er ikke længere kun for de få og rige, og det er ikke en luksus, men en demokratisk ret. Hvis det er for koldt, tænder vi for varmen, og hvis det er for varmt, tænder vi for kulden, og hvis tilstrækkeligt mange mennesker vil bo i ørkenen og køles ned, så gør de det. Og til syvende og sidst: Derfor kunne det ske:

Fordi Willis Carrier i 1902 opfandt aircondition, fordi aircondition gjorde millionbyen Phoenix mulig, og fordi den ligger dér, hvor tørke, varme og brand mødes i et krydsfelt.Efter 11. september 2001 sagde præsident Bush, at brandfolkene døde for frihed, og med lidt god vilje kan man sige det samme om de 19 brandfolk i Arizona.

De døde for friheden til at bosætte sig den slags steder.