Hellere rig og rask

I min amerikanske hjemby er den mere privilegerede del af befolkningen træt af at sidde i kø efter fattige og uforsikrede på det lokale sygehus. De vil have forrang og betaler sig foran i køen. Forargeligt? Måske. Men hvad er det lige, der er ved at ske i Danmark?

Vi har et lokalt sygehus, som nok skulle begynde med at operere sit eget omdømme.

Sygehuset er opkaldt efter en katolsk helgen, som angiveligt lægede de syge og fattige, og på samme måde vil vores sygehus behandle alle uanset stand og tegnebog og uden at gøre forskel på bankdirektøren og den ulovlige indvandrer fra Ciudad Juarez. En pengeløs patient med et brækket ben kommer også tilgipset herfra.

Intentionerne er uangribelige, men de er også viser det sig lidt for gode til en verden, hvor mennesker er mennesker og ikke katolske helgener.

Ét problem er, at sygehuset altid har økonomiske problemer, fordi mange af patienterne ikke kan eller vil betale. Et andet problem er, at betalende patienter raser over at skulle sidde i timevis og slå rødder i venteværelset på skadestuen, fordi sygehuset af gode grunde virker som en magnet på områdets uformuende. Som en travl forretningsmand fortalte: »Jeg havde brækket tre ribben, og jeg sad i tre stive timer og ventede på, at en læge kunne tilse mig. Venteværelset svømmede over af patienter, som ikke var forsikrede, og som ikke kunne betale.«

Har de ikke også ret til at blive behandlet, spurgte jeg polemisk.

Forretningsmanden blev en smule beklemt. Han ville gerne være politisk korrekt, og han forsøgte også, så godt han kunne:

»Hør her. Jeg har en forsikring, jeg kan betale, jeg er statsborger og en god skatteborger, og jeg har en familie, jeg skal forsørge. Jeg har en forventning om, at jeg kan blive behandlet, når jeg er syg, og hvis sygehuset ikke kan leve op til den forventning, så må jeg finde en anden løsning.«

Og det er præcis, hvad der er sket i vores lokalsamfund i kapitalismens ankerland: Vi har fået tre private skadestuer og et funklende nyt privathospital, som ikke henter sin inspiration fra kanonisering, men derimod fra kontant betaling eller kreditkort.

Hvilket bringer mig til Danmark.

Jeg har af bedrøvelige grunde tilbragt en del af min sommer på et dansk sygehus, ikke som patient, men som pårørende, og jeg har ufrivilligt kunnet iagttage livets gang på en dansk sygehusgang.

Og jeg var ikke så lidt overrasket over den åbenbare sociale slagside blandt patienterne. Her var en iøjnefaldende overvægt af mennesker, der tydeligvis røg for meget, drak for meget, spiste for meget og spiste forkert og i det hele taget mindede ikke så lidt om et formiddagsmøde på bænkene på bytorvet.

For en god ordens skyld afstemte jeg dog mine feltstudier med de statistiske undersøgelser, og de var relativt samstemmende.

Ifølge Danmarks Statistiks nyeste opgørelse over sociale forhold og sundhed var 600.000 danskere i 2005 sygehusindlagt, men de indlagte var langt fra et spejlbillede af befolkningen den tunge ende vejede klart tungest. Danskere uden uddannelse var 20 procent mere indlagt end gennemsnittet. Børn fra familier, der modtager sociale ydelser, var indlagt over 20 procent mere end gennemsnittet for børn. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har også set på tallene og konkluderer, at en person uden uddannelse går dobbelt så meget til læge og er dobbelt så ofte sygehusindlagt som en person med en videregående uddannelse, og de ubeskæftigede belaster systemet langt mere end de beskæftigede, hedder det. En førtidspensionist går tre gange så meget til læge og er fem gange så meget sygehusindlagt som en beskæftiget, og en bistandsmodtager går dobbelt så meget til læge og er tre gange så ofte indlagt.

Eller sagt med andre ord: En forholdsvis lille gruppe forbruger en meget stor del af ressourcerne.

Akkurat som den amerikanske forretningsmand har de fleste danskere en forventning om at kunne blive behandlet og ofte med de samme argumenter som hans men det kan de ikke. Ventetid og ventelister er en realitet, og ifølge en ny meningsmåling erklærer hver tredje dansker sig nu »meget bekymret« for ventelisterne på sygehusene. Det er en stigning på 50 procent på blot et år, skriver Nyhedsavisen.

Og hvad gør vi ved det?

Hvis en forholdsvis lille gruppe forbruger en meget stor del af ressourcerne, så ligger løsningen i høj grad hos den lille gruppe. Hvis man kan beskære dens forbrug, så kan man også tage livtag med ventelisterne og den udbredte frygt for ventelister, men det er ikke så simpelt, som det er sagt.

Der er såvidt jeg kan se to politiske veje, og ingen af dem er videre farbare.

Vi kan begynde at sortere i patienterne, at opdele patienterne i gode liv og dårlige liv, samfundsnyttige og -unyttige liv, og bare at læse ordene vil formentlig overbevise de fleste om, at sådan en mulighed er en umulighed.

Eller vi kan gøre, som folketingsmedlem Mette Frederiksen vil gøre og her tænker jeg ikke på at begynde at græde, men at hæve den tunge ende, gøre alle lige kloge og kønne og sunde, men det er et projekt, som har stået på siden slaget på Fælleden, og det er et projekt, som sagtens kan tage endnu halvandet århundrede.

Mens politikerne har skændtes om en løsning, har de bekymrede fundet en løsning, uden om regionerne, lægeforeningen, Mette Frederiksen og det sociale årsmøde.

Under mit lange sommerophold i Danmark blev jeg forbløffet over alle de venner, som pludselig var iklædt en privat sygeforsikring. I 2000 havde 40.000 danskere ifølge den danske lægeforening en privat forsikring; i dag er tallet 500.000, og om fåår vil en overvægt af de erhvervsaktive danskere sikkert have sådan en forsikring, der sikrer, at de kan blive behandlet, og hvis de offentlige sygehus ikke har plads, så dækker forsikringen private sygehuse i ind- og udland.

En anden udvikling er private konsulenter, som danskere hyrer til at finde dem den bedste behandling, en slags patient-agenter.

Og dermed er vi tilbage ved mit lokale sygehus i USA, i kapitalismens ankerland.

Vi kan sagtens forarges over forretningsmanden, som mener, at han som forsikringstager, som betalende, som nyttig skatteborger og driftig erhvervsdrivende har mere ret til at blive behandlet end en uforsikret bistandsmodtager, og vi kan forarges over, at der nu er tre private skadestuer og et funklende nyt privat sygehus for alle dem, der ikke vil stå på venteliste eller slå rødder i venteværelset på det katolske sygehus. Vi kan forarges over, at de rige i USA får hurtig og kyndig behandling, mens de fattige må slæbe sig gennem almissesystemet.

Men er det reelt ikke, hvad der også sker i Danmark? At sygehusvæsenet er så overbelastet, at en socialt tungere gruppe sluger så mange af sygehusenes ressourcer, og at de privilegerede derfor vælger de privilegeredes løsning? Eller som en konsulent i lægeforeningen nøgternt konstaterede i Ugeskrift for Læger: »Man kan sige, at vi bevæger os i retning af en parallel sundhedssektor.« Selvfølgelig gør vi det, og hvorfor i alverden skulle vi ikke gøre det? Når man kan forsikre sig mod stenskade, kan man vel også forsikre sig mod galdesten, og når politikerne ikke kan løse problemet, så må det private initiativ.

Det er et passende apropos til Michael Moores film »Sicko«, som i øjeblikket har rejst en debat om det amerikanske sundhedsvæsen. USA kan lære af Vesteuropa, siger Moore, men i Vesteuropa eller i det mindste i et enkelt land i Vesteuropa synes lærdommen i øjeblikket at gå den stik modsatte vej.

Men danskerne er også protestanter. De tror ikke på helgener.