Helle er klar til at slå en ny Rasmussen

Hun fik ikke skovlen under Anders Fogh Rasmussen, men nu er Helle Thorning Schmidt klar til at slå en mere ideologisk Løkke i stedet.

Nu er det ikke længere Anders Fogh Rasmussen, som Helle Thorning Schmidt (S) skal slå, men det ændrer ikke på udmeldingerne fra den socialdemokratiske leder.

- Jeg er overbevist om, at jeg - og vi i oppositionen - kan slå Lars Løkke, siger Helle Thorning Schmidt kort efter, at Anders Fogh Rasmussen er kommet på plads som Natos næste generalsekretær.

Hun understreger, at Lars Løkke Rasmussen (V) er en anden slags politiker end den, der de sidste små otte år har siddet i Statsministeriet. Men det er ikke nødvendigvis positivt for Helle Thorning Schmidt, der har nydt Anders Fogh Rasmussens "direkte og kontante facon".

- Lars Løkke er på mange måder en helt anden type. Jeg tror, han er mere ideologisk. Han har om nogen været arkitekten på et opdelt Danmark med en skattereform, som forgylder nogen, men hvor andre grupper taber, et sundhedssystem, der har skabt et A- og et B-hold og så er han jo danmarksmester i blokpolitik. Stort alle de ting, han har lavet, bygger på blokpolitik, forklarer hun.

Mens den kommende statsminister skiller sig politisk ud, så peger Helle Thorning Schmidt samtidig på, at det parti, som Lars Løkke Rasmussen overtager, heller ikke er det samme som under Anders Fogh Rasmussen.

- Venstre har jo så at sige haft en del nedgang i ganske lang tid. De har skippet 10 procent af deres vælgere over det sidste stykke tid, så Venstre er ikke, hvad de har været.

/ritzau/